UDEN FOR DEBAT
UDEN FOR DEBAT www.advarselspartiet.dk


Præsenteret her 20. november  2010

UDEN FOR DEBAT

Spørgsmålet der ikke debatteres  i det offentlige rum  =

ER ISLAM EN ( TOTALITÆR IDEOLOGI ) DER ER FORKLÆDT SOM RELIGION - MEN SOM FUNGERER SOM EN MILITÆR EROBRINGSHÆR ???

Det har naturligvis sin forklaring - at dette eller disse spørgsmål ikke debatteres i det offentlige rum. Det kræver nemlig et minimum af grund-viden - for at kunne deltage i den offentlige debat - omkring besvarelsen af dette eller disse spørgsmål. Det kræver som minimum at Danmarks intellektuelle elite har læst disse 2 bøger = for at kunne deltage i Debatten =

MUHAMMEDS  LIV 
er forfattet af Ibn Ishaq og oversat til Engelsk af professor
A. Guillaume og oversat til dansk af =
HENRIK RÆDER CLAUSEN  og er udgivet af  
Forskningsforlaget  RAFAEL. ISBN 87-91107-19-9K


TIL ORIENTERING = MUHAMMED ER FORBILLEDE FOR ALLE MUSLIMER.

Moskeen -
og dens rolle i samfundet
afS. Solomon  og  E. Alamaqdisi
Forskningsforlaget  RAFAEL
ISBN 978-87-91107-29-0



UNGE UNDER 21 ÅR - DE NÆSTE GENERATIONERS FREMTID

Til jer = UNGE - MELLEM 21 ÅR og 12 ÅR = vil jeg anbefale - at få læst disse to bøger inden den ( 1. oktober 2016 ) således at i på et tidspunkt kan besvare dette - eller disse spørgsmål - ganske enkelt fordi det er jerers fremtid - som det drejer sig om = jer der er = UNDER 21 ÅR = her i 2010. Her er så spørgsmålet eller spørgsmålene =

ER ISLAM EN ( TOTALITÆR IDEOLOGI ) DER ER FORKLÆDT SOM RELIGION - MEN SOM FUNGERER SOM EN MILITÆR EROBRINGSHÆR ???

Hvis muslimer er en del af en hær - hvordan er strukturen så i denne hær. Hvem er forsynings-tropperne ??? Hvem er de lokale officerer i denne hær ???  Hvordan skaffer de soldater nok - til at kunne erobre Danmark og EUs 27 nationalstater. Hvis islam er en erobringshær - forklædt som religion - hvor mange soldater har islam så stationeret her i Danmark ??? Hvor mange biler - skal en muslim i Danmark have brændt af - for at blive optaget som ( kamp og frontsoldat i islams hær ) ???

FREMTIDENS UNGE - FÅR - FREMTIDENS ANSVAR - DERFOR

Besøg  =  www.kulturpartiet.dk 

og må på et tidspunkt besvare dette spørgsmål

ER DANMARK VED - AT NEDLÆGGE SIG SELV ???



Thilo Sarrazin -  har han ret ???

DA STORE DELE AF DEN INTELLEKTUELLE ELITE - HAR SAT SIG UDEN FOR DEBAT - PÅ GRUND AF MANGLENDE ELEMENTÆR VIDEN OM ISLAM - SÅ KAN DE EVENTUELT DEBATTERE DENNE BOG =

Den voksne danske intellektuelle elite - kan så eventuelt læse denne bog  =  og eventuelt finde svaret på om - Thilo Sarrazins - påstand er korrekt - at Tyskland nedlægger sig selv.

TYSKLAND - NEDLÆGGER SIG SELV

                                                                                                                                                                                                                                              

Thilo Sarrazin – en intellektuel stemme fra folkedybet

Debatten om Thilo Sarrazins bog ”Deutschland schafft sich ab. Wie wir unser Land auf Spiel setzen” (Tyskland under selvvalgt afvikling. Hvorledes vi spiller hasard med vor fremtid) har siden ultimo august raset frem og tilbage ikke kun i den tyske presse, iblandt meningseliten og det politiske etablissement, men også iblandt millioner af almindelige tyskere. Alt tyder i skrivende stund på, at Thilo Sarrazins bog, der er en af det seneste årtis bedstsælgende bøger i det tysksprogede område, bliver indledningen på et politisk og mediemæssigt paradigmeskifte i Tyskland.

På grund af de tolv brune år under Hitler, som efterlod Tyskland og store dele af Europa i en ruinhob med millioner af døde og lemlæstede til følge, har Tyskland forståeligt nok lidt af et skyldskompleks. Hvordan kunne Europas fremmeste kulturnation ende i barbariet med en flok gangstere og ideologiske fantaster som ledere?

De første 20-25 år efter krigen skulle der arbejdes og fortrænges. En kollektiv sublimering! Da ånden fra 1968  slog igennem og blev toneangivende på universiteterne og i pressen, blev alt, hvad der var forbundet med snusfornuftig borgerlighed og tysk kultur, lagt for had. Tidens tegn stod i 1970erne på munkemarxisme, som i 1980erne gradvist skiftede ham til miljøflipperi i form af partiet ”Die Grünen”, som var og er et sammenrend af alle mulige og umulige venstrefløjsfraktioner. Alt skulle være antitysk, befolkningen skulle lære at hade deres egen kultur og elske fremmede kulturer. Syntes man ikke, at multikulti var godt, blev man udskreget som reaktionær og bagstræberisk eller fik af pressen en omgang med ”Hitlerkøllen” – et debatmæssigt kneb, som mistænkeliggør alle kritikere af fremmedkursen i Tyskland.

Ethvert tilløb til et tysk patriotisk antiindvandringsparti er – som i Sverrige – blevet kvalt af en massiv pressehetz. Selvom dele af den tyske presse må betegnes som konservativ, har den været sært tilbageholdende med kritik af indvandrernes medbragte kultur og den førte indvandringspolitik. Men selv om kritik af indvandringspolitikken har haft svært ved at trænge igennem mediemuren, kan forholdene dog ikke sammenlignes med svenske tilstande. Velargumenterende indvandringskritikere er ikke på samme måde som i Sverrige blevet forment adgang til medierne. De er ”blot” i offentligheden blevet udsat for mistænkeliggørelse for højreekstremisme. Jo mere opbakning i befolkningen, jo mere mediehetz!

Indtil Thilo Sarrazins bog fik låget på gryden, hvori udlændingedebatten var blevet holdt nede, til at lette, var der i det tyske politiske landskab med et par få undtagelser stort set kun CDUs konservative bajerske søsterparti, CSU, der ind imellem har rejst kritik af den førte fremmedkurs. Men efter at Pandoras æske er blevet åbnet, ser intet ud til, at tingene vil vende tilbage til tidligere tiders altoverskyggende meningsterrorisering af befolkningen. Journalisterne på de to store gamle TV-kanaler, ARD og ZDF, har været og er stadig storslemme i den henseende. Thilo Sarrazin blev i ugerne efter bogudgivelsen i de to nævnte elektroniske medier verbalt overfaldet, hånet og nedgjort og det i en sådan grad, at det skabte udbredt sympati for forfatteren, hvis folkelige opbakning steg proportionalt med hetzen.

Mediestormen begyndte egentlig d. 10. juni i Darmstadt, hvor Thilo Sarrazin, medlem af Bundesbanks direktion og tidligere finanssenator for SPD (Socialdemokraterne) i den rød-grønne regering i Berlin fra 2002-2009, i hvilken periode han sanerede den gældsatte bys finanser, var indbudt af det lokale erhvervsliv til at tale om temaerne: uddannelse, demografi samt ind- og udvandring.

Den lokale redaktør for dpa (Deutsche Presse-Agentur) var taget hen for at dække mødet i forhåbning om, at der kunne være noget, der kunne nå morgendagens presseoverskrifter. Og han blev ikke skuffet! Selv samme aften kunne han sætte sig til tastaturet og skrive: ”Thilo Sarrazin udtaler, at Tyskland bliver dummere via indvandrerne”. En sand mediestorm, som overraskede hovedpersonen selv, rejste sig i de følgende uger.  Forargelsen i pressen og iblandt politikerne var vanen tro stor, når udlændingetemaet er oppe og vende. Intet nyt under solen! De sædvanlige politianmeldelser for racistiske udtalelser og folkeforførelse indløb også. Sarrazin red imidlertid delvist stormen af ved at meddele pressen, at den ville erfare mere om hans synspunkter i en bog, som var sat til udgivelse d. 30. august.

Sidst i august i ugen op til bogudgivelsen vejrer den tyske presse, at noget er under opsejling. En mediestorm er under opbygning! Det tredjestørste politiske, økonomiske og kulturelle ugemagasin i Tyskland Focus med et ugentligt solgt oplagstal på over 550.000 bringer en artikel under overskriften Thilo Sarrazins tabte ære et tilbageblik over begivenhederne i juni og betegner dem, der verbalt overfaldt Sarrazin, som ”sensationshungrende meningsvogtere, der forsøger at kvæle anderledes tænkende med strafsretlige midler.”

Efter bogudgivelsen når hetzen mod Thilo Sarrazin højder, som næppe nogensinde tidligere har været nået over for andre forfattere i Forbundsrepublikkens historie. Og det gælder med få undtagelser hele det tyske mediebillede fra TV-kanalerne ARD og ZDF til selv velanskrevne aviser som Frankfurter Allgemeine Zeitung og Süddeutsche Zeitung. Hovedparten af den tyske journaliststand har som deres danske kollegaer – om  end på et højere intellektuelt plan – ry for at være venstreorienteret.

Hvorfor er bogen en rød klud for det politisk korrekte journalistiske og politiske etablissement? Hvorfor denne skingre tone over for forfatteren, der bortset fra nogle ”provokerende” udtalelser i årenes løb har tjent SPD vel? Der er emner i Tyskland, som pga. de 12 år under nationalsocialismen er stærkt tabuiserede, og nogle af dem er at nævne race, genetik, folkeslags intelligensniveau og socialdarwinismens relevans. Det forbrød Sarrazin sig imod ved at fremføre, at nogle folkeslag bærer bestemte gener f.eks. baskere og jøder, som adskiller dem fra andre. At intelligens hovedsageligt er arveligt, som Sarrazin anfører i sin bog, hvilket der er ført adskillige  videnskabelige beviser for, druknede fuldstændigt i mediehetzen efter bogudgivelsen.

Der Spiegel – det største tyske politiske og kulturelle ugemagasin med et ugentligt oplagstal på omkring en million – læses hovedsageligt af veluddannede tyskere. Dets redaktionelle linje er kritisk journalistik med lange dybdeborende artikler. Politisk set opfattes ugemagasinet som centrum-venstre med især socialliberale og moderat venstreorienterde synspunkter. I modsætning til den danske kulturradikale elite, som foragter og nedgør anderledes tænkende, tillader Der Spiegel – dets politiske ståsted til trods – som regel konservative og nationalliberale at komme til orde i bladet.

Der Spiegel valgte i 6. september-udgaven (36/2010) at lade Thilo Sarrazin pryde forsidebilledet med den kritiske overskrift: Folkehelt Sarrazin Hvorfor støtter så mange tyskere en provokatør. Der Spiegels kritiske holdning til mange af bogens teser kommer forventeligt til udtryk i en kraftig afstandtagen til Sarrazin og i en bekymring over den folkelige opbakning til forfatteren. Bladet lader imidlertid adskillige almindelige mennesker med navns nævnelse komme til orde med støtteerklæringer til de af Sarrazin fremførte teser.

Der Spiegels beskrivelse af hændelsesforløbet og mediepostyret op til og efter bogudgivelsen er fair nok, hvorimod ”nazikøllen” pr. automatik hives frem for at mistænkeliggøre forfatteren, der ifølge Der Spiegel benytter sig af socialdarwinisme, racelære, racehygiene og andet grimt nationalsocialistisk tankegods. Flere af Sarrazins teser afvises som udokumenterede uden dog at modbeviser føres i felten. Bogens svaghed er ifølge Der Spiegel, at Sarrazin drager forhastede konklusioner på grundlag af de forhåndenværende statistikker, selv om Sarrazin efter ugemagasinets mening også oplister mange reelle sociale problemer med indvandrere i det tyske samfund.

Personen i centrum beskrives som elitær, arrogant, provokerende og stridbar. Sarrazins udtalelse i et interview i oktober 2009 bruges som bevisførelse herfor. ”Tyrkerne erobrer Tyskland på samme måde som kosovo-albanerne erobrede Kosovo: gennem en høj fødselsrate.” Er man provokerende og stridbar, hvis man fremfører fakta? Der Spiegel konkluderer, at ”Sarrazins bog ikke er nogen overbevisende bog, selv om den overbeviser mange mennesker, hvilket kun er et problem for de etablerede partier.”

Det tyske ugemagasin Focus udkom første gang i januar 1993 som en borgerlig pendant til det venstredrejede Der Spiegel. Focus’ politiske ståsted er både frisindet og nationalkonservativt. Bladet er sammen med TV-kanalen RTL en helle i det tyske medielandskab. Intet skubbes ind under gulvtæppet, og sandhed rangerer højere end politisk korrekthed.

”Ledende socialdemokrater, der befinder sig klasser under Sarrazins intellekt”, hudflettes, alt imedensAngela Merkels nedgørende bemærkninger om bogen får et par kritiske kommentarer med på vejen. Det er derfor ikke underligt, at Thilo Sarrazin midt under mediestormen valgte at give et interview til netop Focus, hvori han bl.a. siger: ”Blot fordi mange anser en tanke for farlig, skal den ikke kunne undertrykkes. Det afgørende er, om den er sand eller ej.”  Hans kontrafej pryder forsidebilledet (36/2010) med citatet ”Det er en heksejagt” under overskriften Statsaffære Sarrazin. Under mediepostyret kunne Focus’ læsere nyde to stærkt kritiske ledere om mediehetzen på ”kætteren” Sarrazin.  Lederskribenten går stærkt i rette med den politiske korrektheds apologeter i Tyskland, som kaldes for ”det tyske sindelagspolitis selvudnævnte vogtere”.

Hovedpersonen selv roses for en virkelighedstro skildring af det, som han har researchet. Politikerne opfordres til i stedet for at overfalde Sarrazin verbalt at bruge de fakta, som han opfører i bogen til at finde løsninger på de berørte områder. ”Sarrazin har via det omfangsrige indsamlede materiale i bogen beskrevet følgerne ved en ukontrolleret indvandring, og han har som ingen anden før ham indskrevet problemet i den offentlige bevisthed.”   

For at bevisføre at Sarrazins tal og statistikker holder vand, og at hans konklusioner er rigtige, lader Focus en række eksperter komme til orde: befolkningsforsker og molekulærbiolog, Reiner Klingholz, befolkningsforsker og demograf, Herwig Birg, politolog og samfundsforsker, Stefanie Wahl, den jødisk fødte forfatter, politolog og samtidshistoriker Rafael Seligmann, den amerikanske psykolog, adfærdsgenetiker og intelligensforsker Robert Plomin samt den tyrkiskfødte islamkritiker Necla Kelek.

Tabuisering af bestemte emner er farligt for et demokratisk samfund, anfører Focus. Hvor ubehageligt det end er for visse grupper, så er der intet, der skal tabuiseres. Borgerne i et frit samfund har krav på at få sandheden at vide, som f.eks. når Sarrazin skriver: ”Ingen anden immigration end den fra muslimske lande har lagt så stort beslag på det tyske samfund i form af sociale ydelser og høj kriminalitet”. Statistikken taler sit eget sprog; ifølge Focus har otte ud af ti gerningsmænd i Berlin med alvorligere forbrydelser på samvittigheden en tyrkisk eller arabisk baggrund.

Sarrazins bog er også et forsvarsskrift for den enkelte borgers personlige ansvar og konservative dyder som pligt, arbejdsomhed og disciplin, men den er ligeledes et angreb på den overfede velfærdstat, som truer med at bryde sammen, hvis ikke den politiske vilje indfinder sig til at sætte den på en kraftig slankekur.

Den offentlige forargelse skyldes ikke denne indsigt, men derimod at Sarrazin har formastet sig til at skrive om integrationsproblemerne med uproduktive og uintegrerbare indvandrere fra den tredje verden, som er en stor byrde for de offentlige kasser. Sarrazin anfører, at ikke kun indvandrere fra muslimske lande er en økonomisk byrde for samfundsøkonomien, ligeså er de dårligt uddannede og mindre begavede etniske tyskere. De to gruppers kvinder, som ofte er på overførselsindkomst, får også flere børn end kvinder fra den tyske middelklasse og de højeste sociale lag, hvilket ifølge Sarrazin afstedkommer en gradvis fordummelse af befolkningen som helhed. Denne udvikling stimuleres i øvrigt yderligere af den tyske sociallovgivning i form af børnepenge.

Positivt er dog, at indvandrerkvindernes fertilitet er reduceret kraftigt igennem de seneste 20 år. Indvandrernes andel af befolkningen vokser dog stadig som følge af en fortsat indvandring og en ung befolkningssammensætning iblandt indvandrerne, samtidig med at antallet af etniske tyskere falder pga. en høj alderssammensætning. Som følge heraf gør Sarrazin sig til talsmand for, at Tyskland naturligvis bør have ret til at styre og regulere indvandringen, som det f.eks. er tilfældet i Australien og Canada.

Den tyske boulevardavis Bild, som i en vis udtrækning har vist sympati for Sarrazin, offentliggjorde en meningsmåling først i oktober. Ifølge den mener 55% af tyskerne, at landets muslimske befolkning koster det tyske samfund mere, end indvandrerne selv bidrager økonomisk.

Uanset hvor videnskabeligt underbygget bogen er – den er sprængfyldt med tal og statistikker samt henvisninger til videnskabelige undersøgelser til understøttelse for forfatterens argumenter – så beskyttede det ikke imod den medietsunami, der væltede ind over Sarrazin i september. ”Nazikortet” - igen, igen - blev hevet frem for at isolere, stigmatisere og dæmonisere forfatteren. Forargelsen ville ingen ende tage. Forbundskansler Angela Merkel meldte sig også hurtigt i indignationens kor ved at fordømme bogen som ”uacceptabel” og bogens teser som ”ikke særligt konstruktive”endda uden at have læst den.

Da de politiske skrighalse og den journalistiske meningselite havde haft ordet en uges tid først i september, begyndte det at strømme inde med sympatitilkendegivelser fra menigmand i form af læserbreve til aviser og ugemagasiner. Selv menige SPD-medlemmer sendte breve til particentralen med støtte til Sarrazin og med en bøn til partiledelsen om ikke at ekskludere ham, hvilket rent faktisk bevirkede, at partiledelsen begyndte at ryste på hånden.

Angela Merkel vejrede i de efterfølgende uger opportunistisk stemningen og udtalte midt i oktober: ”Vi har for længe løjet for os selv og sagt, at de nok rejser hjem en dag. Sådan er realiteterne ikke. Den multikulturelle tilgang, at vi bare lever lykkeligt side om side og er glade for hinanden, holder ikke. Multikulturalismen er slået fuldstændigt fejl”. I forbindelse med udtalelsen lovede hun en strammere kurs over for ikke-integrationsvillige udlændinge.

På den politiske scene har der været langt imellem de hele eller delvise støtteerklæringer til Sarrazin, men af de tunge drenge i tysk politik skal nævnes ministerpræsidenten i Bayern Horst Seehofer, der også er formand for CDUs bajerske søsterparti CSU, og forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg (CSU), der i pressen er udnævnt som favorit til at afløse Merkel som forbundskansler. Førstnævnte foreslog først i oktober et totalt indvandringsstop fra Tyrkiet og arabiske lande samt fra andre fremmede kulturkredse, hvorefter der lød et ramaskig af indignation. Sidstnævnte bad allerede midt i september pressen og politikere fra alle lejre om at falde ned og slå automatpiloten fra og lytte til, hvad Sarrazin havde at sige.

Opbakningen til Sarrazin er først og fremmest kommet fra folkedybet. Af intellektuelle, der har bakket Sarrazin op, kan nævnes forfatteren Henryk M. Broder, der udtalte til Hessische Allgemeine Zeitung: ”Vi har en tiltagende kløft mellem basis og elite. Jeg har i årevis iagttaget, at det menige folk er klogere end de politikere, der taler i dets navn. Politikerne har stort set taget afsked med virkeligheden. Jeg er fuldkommen på stambordets og det ”dumme”  folks side og ikke på den kloge elites”.

Henryk M. Broder leverer også i Der Spiegel (36/2010) et glimrende forsvarsskrift for Sarrazins gen-teser, dog mener han, at Sarrazin i stedet for burde have benyttet mindre historisk værdiladede ord som egenskaber eller karakteristika. Henryk M. Broder gør tillige gældende, at når f.eks. udseende, sygdomme, rytmisk musikalitet, eksplosive muskelfibre eller fysisk udholdenhed etc. overvejende nedarves i bestemte befolkninger, gør intelligens det følgerigtigt også. 

Under mediestormen måtte Sazzarin trække sig fra Bundesbanks direktion efter massivt politisk pres og en månedlig pensionsforhøjelse til 7.000 euro. Han har flere gange afvist at etablere et nyt parti med begrundelsen, at han aldrig har været en politiker i første række og heller ikke har noget ønske herom. Han mener, at han kan fremme sine ideer bedre via bøger, interviews og foredrag end i et politisk parti. Synd og skam må man bemærke, idet stemningen i dette efterår har været til et nyt parti med Sarrazin som en af de førende kræfter. Enkelte meningsmålinger har spået et sådant parti helt op til 20% af stemmerne.

Det er muligvis rigtigt, at et parti med Sarrazins personlighed i spidsen i længden ikke vil være bæredygtigt. Han er for elitær, for kantet og for konfliktsøgende, og denne erkendelse er han tydeligvis også selv kommet frem til. Men hvorfor så ikke være fødselshjælper for et nyt borgernært centrum-højre parti og efter den første etableringsfase indgå i anden eller tredje geled? Svaret blæser i vinden.

Midt  under mediestormen blev der imidlertid dannet et nyt borgerligt parti, Die Freiheit. Forbilledet er Geert Wilders parti i Holland. To af frontfigurerne René Stadtkewitz og Marc Doll har begge en baggrund i CDU. Førstnævnte blev for nylig ekskluderet af CDUs fraktionsgruppe i Berlins borgerrepræsentation pga. bl.a nære kontakter til Gert Wilders, som i øvrigt d. 2. oktober holdt en tale i Berlin for Die Freiheits medlemmer.

Vurderet på partiets program, hvor direkte demokrati, folkeafstemninger, ytringsfrihed og borgerlige frihedsrettigheder samt islamkritik spiller en fremtrædende rolle, skulle der være vælgermæssig grobund for, at partiet næste efteråret kommer ind i Berlins borgerrepræsentation. Målet er at gøre partiet klar til næste Forbundsdagsvalg – sandsynligvis i efteråret 2013.

Kan de to herrer, Stadtkewitz og Doll, som begge er både veltalende og saglige – om end de nok mangler en smule mediemæssig gennemslagskraft – få medieomtale, tilvejebragt et økonomisk grundlag gennem frivillige bidrag og ikke mindst få støtte enten direkte eller indirekte af kendisser, tager de skridtet ind i Berlins borgerrepræsentation, hvilket uvægerligt vil gøre springet ind i Forbundsdagen lettere. Det vil i så fald være ensbetydende med en omkalfatring af hele det politiske landskab i Tyskland med følger for resten af Europa. Alle Tysklands nabolande har store islamkritiske partier, men nu er tiden ved at være moden for Tyskland. Ændres fremmedkursen i Tyskland i islamkritisk retning, må og skal næste skridt være, at repatrieringsprogrammer kommer øverst op på den politiske dagsorden i Europa. Citat slut.



Besøg eventuelt - www.DenDanskeForening.dk

























 
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE