Omvendt Bevisbyrde

Hvis nu DANSK LOVS SYGDOM

Det er straffelovens § 266b.

Dette er min vurdering, men hvad vurderer, Danmarks Jurister ??? 

Saxo-Poul 

http://www.pokerpartiet.dk/8976395

Er straffelovens Paragraf 266b  Grundlovs-stridig ???

Danmarks Riges Grundlov

Præsenteret onsdag, den 6. marts 2019


Præsenteret her på ugens første arbejdsdag søndag, den 23. juni 2019 klokken 03:57.

Tillykke og Tak 

til

www.Nyeborgerlige.dk

for at bekæmpe

Omvendt Bevisbyrde

hvilket blev belønnet med

4. pladser i ( Vores ) Danske Folketing

Godt Gået 

Saxo-Poul 

 


 

Koranklods-sagen er endnu et eksempel på, at racismeparagraffen bør afskaffes

  

Det sker med stadigt hyppigere mellemrum, at straffelovens

§ 266b,

den såkaldte racismeparagraf bliver forsøgt bragt i anvendelse af krænkelsesparate personer, der vil lukke munden på meningsmodstandere, som de mener overskrider grænserne for, hvad man kan sige i en debat.

 

Senest har en studerende ved Syddansk Universitet anmeldt Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, for at bruge den i forvejen udbredte betegnelse ”koranklodser” om de betonklodser, der i stort tal er opstillet på gader og veje for at forhindre muslimske terrorister i at køre biler ind i uskyldige fodgængere.

 

Udtalelsen er ”racistisk” mener anmelderen, der bærer navnet Vincent Morris, som uddyber sin påstand til BT: ”Jeg mener, politikerne skal være varsomme med, hvordan de formulerer sig. Jeg synes ikke, de skal opildne til had og splittelse ved eksempelvis at kalde betonklodser for koranklodser”.

 

Et klassisk eksempel på den krænkelseskultur, der bliver stadigt mere udbredt på danske uddannelsesinstitutioner, og som de seneste måneder har skabt en række overskrifter, fordi frygtsomme undervisere ikke har turdet eller magtet at vise sig som voksne og ansvarsbevidste over for disse forkælede og forudsætningsløse unges krav.

 

Indtil videre har krænkelsessagerne, som f.eks. forbuddet mod at synge ”Den danske sang er en ung, blond pige” på CBS, givet bagslag for det krænkelsesparate millenium-segment, der har fået læsterlige tæv i den offentlige debat.

 

Også denne gang vil Vincent Morris erfare, at hans politianmeldelse af Pernille Vermund vil give bagslag, for han har de facto hjulpet hende tilbage i det rampelys, som Klaus Riskær ellers for en stund havde ”stjålet” fra hende: nu kan hun bruge anmeldelsen aktivt i sin valgkamp, og det er mit gæt, at det kun vil gøre hende godt.

 

Alligevel er der grund til endnu en gang at rette fokus på den bestemmelse, som flere og flere bruger i flæng til at chikanere hinanden og den offentlige debat med, og som står som en demokratisk skamstøtte over ytringsfriheden og den fri debat.

 

Straffelovens § 266b lyder i al sin relative korthed:

Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. 

Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Bestemmelsen er et demokratisk misfoster, der aldrig burde have fundet vej til dansk lov, fordi den kriminaliserer holdninger og ikke handlinger, hvormed den åbner for en ladeport af sindelagskontrol.

 Aia Fog

Formand for Trykkefrihedsselskabet

www.Trykkefrihed.dk

 Aia Fog

nærmer sig

www.Sagenskerne.dk

 Dette debatindlæg er fundet på

www.DenKorteAvis.dk

 


 Mette

http://www.pokerpartiet.dk/435477445

 Fra Valget 3. december 2015

Video til Partilederrunden 1. valg 2015

 Hvad ved Vælgerne i Danmark om 46 Kromosoner ???


 

 Danmarks Riges Grundlov af 1953

§ 1
Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.

Danmarks Riges Grundlov

 indeholder Grundlovens Paragraf 4.

§ 4
Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke  

og understøttes som sådan af staten.

 


Billedresultat for Marie Høgh billeder

Marie Høgh

Marie Høgh er født i 1985, uddannet fra det Teologiske Fakultet i 2013. Sognepræst i Lynge-Uggeløse. Debattør, og stiller op som folketingskandidat for de Konservative i 2019.

www.Konservative.dk

 


 Jeppe Juhl

 http://www.pokerpartiet.dk/8976410


Lone Nørgaard

 http://www.pokerpartiet.dk/20831704 


 Nye Borgerlige Rykker

http://www.pokerpartiet.dk/427990467 

www.Nyeborgerlige.dk

 www.advarselspartiet.dk


 Poul Højlund - YouTube

 Video til Poul Højlund Fri Presse youtube

Poul Højlund

er medlem af

www.Nyeborgerlige.dk


 Jeg vil fremhæve Pernille Vermunds foredrag nemlig dette

ESBJERG: Onsdag den 3. april klokken 19:00 – 21:00 

Jerne Kro, Fredensgade 28, 6705 Esbjerg

Lidt Analyse

Jeg er opdraget hos min mormor, der hed Margrethe ligesom Vores

Dronning Margrethe II

 Min mormor Margrethe havde fødselsdag, den tredje april, og derfor er datoen, den 3. april, også en personlig inspiration til denne analyse. 

A Royal Family, Episode 5: Shaky Thrones (Documentary) - YouTube

https://www.youtube.com/watch?v=uZRlBj5ckfE
15. okt. 2017 - Uploadet af Scandinavian Royalty
At the end of the 1800s, the Danish King, Christian IX and his wife, Queen Louise, married their six children ... 

I Vores Fædreland Danmark, har vi 4. meget gamle byer, nemlig

Hovedstaden København

Odense

Aarhus

og

Aalborg

  Så kommer vi til byen

Esbjerg

 som på forholdsvis kort tid, har vokset sig til at være Danmarks femte største by, hvis jeg eller er rigtigt informeret ???

 Billeder af danske flag 

 Flere billeder af danske flag

Det får mig selv til, at stille dette spørgsmål = hvor kommer inspirationen fra, til at Esbjerg skulle hedde Esbjerg ??? Hvis vi deler byens navn Esbjerg op i to dele, nemlig et Es og et Bjerg, så bevæger mine tanker sig i disse retninger.

Spar Es er det største kort, når der spilles bridge, så Esset i Esbjergs stavemåde, er muligvis inspireret af kortspillet Bridge ???

Så kommer vi til ordet Bjerg, der kan være inspireret af et bjerg, der hedder Rytterknægten, og som muligvis ligger på Bornholm ???

Ordet Bjerg, kan måske også være navnet på en Personlighed i Danmark, der bærer efternavnet Bjerg ???

www.Google.dk

På Google har jeg fundet frem til følgende i 2019, om

Danske  bjerge i Fladlandet Danmark.

-----------

1. Ejer Bavnehøj/Møllehøj Ejer Østjylland 170,86

2. Yding Skovhøj. Yding Østjylland 170,77  

3. Rytterknægten Borholm er 162 meter, hvilket måske betyder, at dette bjergs top, befinder sig 162 meter over havets overflade ???


 Nu vil jeg følge nogle af de inspirationer, der snurrer rundt i mit hovede ( om byer ) og  ( navne ) og ( bjerge ).

Hvis der nu har boet nogle ( Danske Danskere ) på Bornholm i nærheden af bjerget Rytterknægten med efternavnet Bjerg, der flytter til Østjylland i nærheden af ( Ejner Bavnehøj ) eller ( Yding Skovhøj ) med Efternavnet Bjerg, der havde den opfattelse, at rigtige bjerge de skal bestå af rigtige klipper, så er det jo forståeligt at de fjerner bogstavet ( j ) i deres efternavn, og retter deres efternavn til Berg. Om der har fundet navneforandring i Danmark fra efternavnet Bjerg, til Efternavnet Berg, ved jeg naturligvis ikke noget om, da jeg ikke har nogen historisk Akademisk uddannelse.

I de 7 år jeg gik i skole fra 1952 til 1959, lærte jeg, at Norden norligste by hed Hammersfest. Jeg betragtede i virkeligheden, Hammersfest, som Nordens Nordligste fæstning, og ikke som Nordens Nordligste festbyer. Der findes også noget i Danmark, der hedder Hammershus, så det med hammer, det hentyder måske til Thors Hammer. Vi ser jo stadigvæk, at Solvognen hver morgen trækker solen fra Øst, frem mod Vestlandets 28 Nationalstater.

 

Billeder af Desert Legion 1953 Alan Ladd, Richard ...

 

 Billedresultat for Desert Legion 1953 Alan Ladd, Richard Conte, Arlene Dahl

  http://www.pokerpartiet.dk/8976417

 


  UNDER REGNBUEN

Billedresultat for Regnbue billeder

Beretningen om det sensationelle fund af Enoks testamente

 Indholdsfortegnelse

Om opaler og min nye kjortel

Mit farvel til bardommen

Festen 

Den verden der sank

Det første sammenstød i lejren

Vi vandrer ud

Drømmen

Valgets øjeblk

I kildernes land

Enoks rejsefælle

Endnu en forsinkelse 

Ad ukendte stier

I fangenskab

En kongelig modtagelse 

Arkens Herre

Ved målet

Den første kamp om fundet

Enoks Testamente

En broget hjemkomst

En halv sandhed

                      Under regnbuen                     

side 164.


  Om opaler, løver, samt min nye kjortel

Lad mig hellere straks tilstå, at det var forkert af mig at stkke af og gå på eventyr dagen før den store højtid. Det kan jeg godt indse nu bagefter. Ja, og jeg gjorde det uden at tage Bakta med, skønt vi alle har strenge ordrer til aldrig at fjerne os længere fra lejren, hvis vi er alene, end at nogen kan høre os, når vi råber om hjælp. Og for at tage det hele med, så var det også en fejl, at jeg vovede mig så langt ind i det herreløse land.

Derimod nægter jeg på det bestemteste at tage imod bebrejdelser, fordi Debbili var med. Enhver ved da, at Deb ikke er til at ryste af sig, når han får den ide at ville med - nysgerrig som et egern, ustyrlig som et vildæsels føl og snu som en sjakal. Gennem samlige hans tretten år, har et velfortjent lag tærsk endnu aldrig gjort det mindste indtryk på ham - ud over det par minutter, operationen står på. Desuden holdt han sig klogeligt i dæk, til vi var så langt inde i slugten, at det var lige så farligt at sende ham tilbage, som at lade ham forsætte.

Alligevel, blot man husker det ædle og ophøjede formål med min ekspedition, kan man umuligt andet end give mig ret i , at det var både smukt og rigtigt af mig at tage af sted.  Hvad for noget? Har jeg ikke fortalt om det ? Hvor det dog ligner mig! som far ville sige, Jamen så hør da:  Den følgende dag skulle den store fest fejres, hvorved jeg som attenårig skulle optages i mændenes lag og have ret til at sidde i deres råd og blive hørt. På den dag var det min drøm at give mor en afskedsgave som tak for alt, hvad hun havde været for mig i min barndom og ungdom.

Nej, det var aldeles ikke noget særlig kønt hos mig. Det var bare det, at jeg havde fået øjnene op for det nådeløse slid, vi drenge havde kostet hende ( for ikke at tale om pigerne ). Jeg tror, det begyndte en nat, da jeg blev vækket ved, at en rotte løb henover mit ansigt, og jeg hørte mor ligge og græde næsten lydløst for ikke at vække os andre. Jeg listede mig hen til hende og spurgte, om hun var syg, og om jeg ikke måtte hente Djaldin til hende. Hun tyssede straks på mig, knugede mig ind til sig og hviskede: "Nej, nej, gå endelig hen og læg dig, inden du vækker nogen. Der er overhovedet ikke noget i vejen. Jeg er bare så dødtræt, at jeg ikke kan sove. Det går straks over igen."

Må jeg spørge: Fortjente hun ikke en virkelig afskedsgave på min store festdag? Nå, der kan I selv se! Det skulle ikke være det første, det bedste, men noget, som gjorde hende virkelig glad, og som hun ikke ville glemme så let igen. Derved kommer jeg til punkt to i mit forsvar:

Når bjergbækkene har fået tid til at finde deres normale leje igen efter en af regntidens tordenbyger, ligger der mellem klippeblokkene opskyllede banker af grus og sand, hvori man kan være heldig at finde kostbare smykkesten. Efter den sidste oversvømmelse havde Mallian. min fætter, fundet et par mørkerøde granater , som han i sin fritid sad og sleb til for at indfatte dem i et par ørenringe til en pige, som han gerne ville gøre indtryk på. Hvorfor skulle jeg ikke være heldig? Jeg håbede bare på at finde opaler.

Som I ikke kan undgå at have hørt, for hele lejren er delt i to i den sag, holder vi og vor æt os til Himlens og jordens Herre, hvis pagtstegn er regnbuen, som Han lod lyse over vore forfædre den dag, da de kom frelst ud af arken. En velslebet opal af den rigtige slags spiller i sollyset med et skær af rødt og gult eller grønt og blåt, som var den en lille stump af regnbuen selv, der var faldet ned på jorden; ja, som var det selve Skaberens glædessmil, når han deler sine skabningers glæde.

Efter denne forklaring vil alle, som har en gnist af sund fornuft - for ikke at tale om hjerte - kunne forstå, hvorfor jeg den morgen, mens de andre var travlt optaget af at fiske lammelunser op af oliven-saucen i den dampende gryde, listede mig ud af den lille låge i palisaderne bag valnøddetræerne og stak i løb nordpå. Trods al forsigtighed må Deb altså have observeret mig og vejret eventyr, for knap var jeg nået ind i krattet ved foden af bjergene, før han kom halsende efter mig. Jeg åbnede munden for at give hamen ordentlig omgang: "Hvem har haft bud efter dig, din lille. . . " råbte jeg. Deb har på et tidligt tidspunkt af sin karriere som nummer syv ud af ni brødre ( for ikke at tale om pigerne ) opdaget, at angreb ofte er det bedste forsvar, så han lod mig slet ikke komme til orde.

"Du er ellers ikke ked af det, må jeg sige!" afbrød han min knap nok begyndte tordentale," at gå på jagt i den fine nye mandskjortel, som du først får ret til at bære i morgen!" For en ulykke også! Gamle Danga havde siddet og syet på den i skæret af en osende sivfakkel det meste af natten for at få den færdig til festen, og på hendes indtrængende bønner havde jeg lovet at prøve den, da jeg stod op, for at være sikker på at den ikke snærede over skuldrene eller rynkede under armene. I min iver efter at komme af sted uden at blive opdaget, havde jeg rent glemt at skifte til mit hverdagstøj.

"Og hvad tror du, far siger, når han hører, at du har været helt ude i bjergene alene?" forsatte han anklagende. "Hvorfor har du ikke taget Bakta med?" "Fordi det skal være en hemmelighed." " Hvad skal være en hemmelighed?"  Ja, så måtte jeg jo ud i det. "Men nu er det hele ødelagt," sluttede jeg, "for du kan selvfølgelg ikke holde mund med det!? "Vel kan jeg da så. På æresord!" protesterede han indigneret.

Jeg så tvivlende på ham, for vel synes den lille slyngel at være mig virkelig hengiven - jeg aner ikke hvorfor, men kan en tretten årig tie med noget, som kun han ved? "Så brug i det mindste dine øjne, siden du nu er her, og hjælp mig med at finde det , jeg søger!" "Fire øjne ser mere end to," erklærede med en røst, som kom den fra graven.

Vi brast begge i latter, for han er fænomenal til at efterabe andre, og det lød akkurat som Ulam den Vises dybe basstemme, nå han fremsiger et af sine visdomsord!

Nu skal jeg ikke trætte med en længere skildring af vor søgen. Vi fandt tre små vist-nok opaler og en enkelt større temmelig-sikker opal. Først slibningen ville afgøre, om de var ægte, men dert var i mindste nok til at give os lyst til at forsætte. Vi var efterhånden kommet temmelig dybt ind i den stejle kløft, som vi fulgte. Jeg gik langs den smalle vandåre midt i strømlejet, som endnu holdt stand mod solens glød, og Debbili gik gik parallelt med mig et pileskuds afstand højere oppe ad skråningen, hvor vandet også havde aflejret grusdynger, den gang bækken var en rivende flod.

Deb havde lige råbt, om vi ikke snart skulle vende om, fordi solen for længst havde passeret middagshøjden. Jeg så op for at svare, at hvis han var træt, kunne han bare sætte sig og hvile lidt. Netop da gled jeg i en dynge ral, som raslede ned i vandet. Så gik det løs! Lyden forstyrrede en løvinde, som lå og solede sig bag en klippe et sted forude.  Nu er løver i almindelighed ikke  agressive over for mennesker, hvis de da ikke plages af en daggammel hunger, og forudsat, at man ikke overrumplende kommer dem for nær; men som vi senere opdagede havde hun to små unger hos sig, og så er det en helt anden sag.

Det første, som lod ane, at der var noget på færde, var et arrigt fnys, og i næste øjeblik dukkede det gyldne dyr frem fra sit skjul. Ved synet af mig udstødte hun et rungende brøl og sænkede kroppen til spring, mens halen piskede vildt af ophidselse. Nu har jeg ikke for intet været Baktas elev i alle disse år. Jeg vidste, at selv om jeg kunne nå at sende den en pil i synet, ville det kun såre den, men ikke standse den. Den ville kæmpe sig til døde for sine unger, for selvfølgelig gik den ud fra, at det var dem, vi var ude for at røve. Jeg smed derfor straks buen fra mig, greb spyddet i begge  hænder og bøjede mig let forover, mens mine øjne ikke et øjeblik slap dens, for at give agt på dens mindste reaktioner.

Min eneste chance var, som Bakta ofte nok havde indskærpet mig, at springe lynhurtigt til side i samme nu, dens krop slap jorden, og derfor ikke længere kunne forandre springets retning. I det øjeblik, hvor den så efter landingen snurrede rundt for at angribe, var der et sekund hvor den blottede sin side, så at jeg, hvis jeg var hurtig nok, kunne få held til at løbe mit spyd ind lige bag skulderbladet, hvor vejen til hjertet går. Mine kræfter, vidste jeg, skulle nok slå til, for Bakta havde trænet mig hårdt ved om og om igen, at lade mig øve mig på en slagtet okse, men jeg vidste, at det drejede sig om brøkdele af et sekund.

Jeg så musklerne strammes  i dens poter og lyset i dens øjne skifte fra anspændt ravbrunt til raseriets røde glød; men lige som den skulle til at sætte af, kom der en stor, tung kampesten tordnende ned ad den næsten lodrette skråning og brækkede ryggen på dyret, så det ikke kunne springe, men lå og fægtede vildt med forpoterne og udstødte brøl af smerte.

Jeg så forbløffet op. Deb havde allerede sin stav under den næste og vippede den ud over kanten. Med et ækelt svup landede den i siden på dyret og bragte det til tavshed. Oppe på skrænten dansede Deb krigsdans under vilde hyl, medens han svang sin stav.

Jeg skyndte mig hen til dyret for at gøre en ende på dens lidelser, for den viste endnu svage tegn på liv. Og så var det, at ulykken skete. Idet jeg bøjede mig for at jage den skarpe od ind bag skulderen, slog den efter mig med forpoten. Det var kun et sidste afmægtigt tjat i dødens vildelse, men jeg var ganske uforberedt på det og tog mig ikke i agt. En klo, der var skarp som en kniv, flængede mit venstre kjortelærme. Så gav det et ryk i den store krop, og derefter rørte den sig ikke mere. Men min nye kjortel var uhjælpelig itu, og lidt efter begyndte blodet at dryppe på den.

Heldigvis var det kun et overfladisk sår, men det sved som et hvepsestik. Efter at have vasket såret grundigt, fandt vi hurtigt frem til en grågrøn lægebusk med gule blomster, som duftede strat. Djaldin kaldte den for Rude og havde lært os at tygge dens blade og lægge dem på sår, fordi de ofte forhindrede betændelse. Jeg surrede min andehn buestreng stramt om ærmet for at holde det hele på plads. Jeg var glad for, at jeg aldig går ud uden en ekstra buestreng.

Vi blev enige om at skynde os hjem, inden vi løb ind i flere uheld, for det syntes at være en af den slags dage, hvor man kan vente sig lidt af hvert. I morgen kunne vi så sende folk op efter skindet og måske efter de to killinger, hvis de var der endnu. Nej, det var sandt, i morgen var jo min festdag. Nå, men så dagen efter da. . . På hjemvejen var vi så heldige  at støde på to tjurhanner i vild kamp, mens hunnen så til med påtaget ligegyldighed. Ved hurtigskydning lykkedes det os at nedlægge dem alle tre. Det lettede lidt på samvittigheden, for glæden over dem kunne forhåbentlig bøde en smule på det flåede ærme og pletterne på kjortelen.

Billeder af læge urten rude

Billedresultat for Læge-urten Rude billeder

Det skal siges til fars ros, at han hilste os med et bifaldende smil, da vi nåede lejren. Det var ikke kun tjurernes skyld. Han opmuntrer altid mod og udholdenhed. Mor var derimod utrøstelig. Jeg foreslog, at vi blot behøvede at fjerne det andet ærme også. En ærmeløs kjortel var ikke så uhørt! " Jamen, begriber du da slet ikke noget, Raytan?" jamrede hun. "Sæt nu jeg havde mistet både dig og Deb dagen før din indvielse!"  

"Jamen det har du altså ikke !" forsøgte jeg at trøste hende. "Og selvom det var sket, ville du endda have overskud: syv andre drenge - for ikke at tale om pigerne!

Men nu blev mor for alvor vred. "Prøv ikke at klare dig ud af dette her ved at være kæphøj," befalede hun mig strengt. "Det liv, din Skaber gav dig, tilhører ikke dig, men Ham, og er derfor noget helligt, som du ikke har lov til at slænge skødeløst bort, som var det en udtrådt sandal. Du skal stå Ham til regnskab for, hvordan du handler med det!"

Og lige oven på den omgang fik jeg et knus for de sølle vist-nok opaler, som ikke en gang var slebet endnu.

Kvinder er altså mærkelige, Jeg lærer aldrig at forstå dem!

  Første Kapitel Slut


   UNDER REGNBUEN FORSAT

Billedresultat for Regnbue billeder

Til  læseren

 Dette er et højtideligt øjeblik i Deres liv.

`Den bog,´De nu er´i færd med at lukke op, er nemlig enestående i verdensliteraturen.´Den er verdens ældste selvbiografi. Meget kunne tyde på, at den stammer fra tiden omkringt år 5 - 4000 før Kristus.

´Ad underlige veje kom manuskriptet mig i hænde, og under mit arbejde med at oversætte det har jeg udvist samme loyale ærbødighed over for teksten, som det er mit håb, at læseren vil udvise.

´Kun hvad angår sprogtonen har jeg tilladt mig en lettere modernisering, da jeg frygtede for, at den højtidelige , klangfulde fortællekunst, som hine fjerne tider elskede, ville virke floromvunden eller direkte uforståelig for det tyvende århundrede.

Oversætteren.


  UNDER REGNBUEN FORSAT

Billedresultat for Regnbue billeder

 

Mit farvel til barndommen

 

 Som jeg nævnte før, følger vor æt de forskrifter som er overleveret  os fra dem, som i begyndelsen tjente Himlens og jordens Herre. En af disse byder, at man skal indvie sig til en stor højtid ( de gamle kaldte det at hellige sig) for at sindet kan være åbent til at modtage alt det, Han ønsker at indplante i det under festen.

 

Man begynder ved solnedgang med et grundigt bad. Jeg tog nu mit i form af en lang herlig svøåmmetur i Harpesøen. Derefter begynder festen, som varer til næste dags middag. Natten skal tilbringes med at våge. Man gennemgår i tankerne sin barndom år for år, takker for livets under, for alle gode gaver og glæder og beder om tilgivelse for alle de fejltrin, man kan huske, idet man nævner dem ved navn, én for én.

 

Billedresultat for ugler i danmark billeder

 

De gamle kaldte det ´at sige barndommen en kærlig tak og sænke den i fortidens hav´. Den sidste del af natten, efter at uglerne er vendt hjem til deres bo i ginkotræet, vender man tankens blik imod det der skal komme, beder om velsignelse og beskærmelse over fremtiden og om Himlens vejledning under hvert skridt ind i det ukendte.

 

Bliver man træt og søvnig, mens timerne skrider, gør det ikke spor, for Skaberen ved godt , at det ikke skyldes mangel på ærbødighed, men er noget ganske naturligt, og selve viljen til at våge, gælder i Hans øjne som tilbedelse.

Den første , som indfandt sig, og dermed gjorde ende på nattevagten, var Lahaita, en høj, kraftig mand med en buldrende stemme. Hans venlige ansigt kigger ud af et viltert krat af sort hår og skæg, som han næsten aldrig  kæmmer eller studser. Han har endnu ikke rundet de første halvandet hundrede år af sit liv og er derfor i sin fulde kraft.

Lahaita er ikke sådan at blive klog på. Det er, som var han ikke en, men to. Han er godmodig, fornøjelig og meget populær, fordi han er en god fortæller, om end lidt vel snakkende. Men så - midt i det hele - kan han blive mærkelig indadvendt og grublende og svarer ikke mere, når man spørger ham om noget. Da synker samtalen omkring bålet til en hvisken. Man siger, at det er Den Højeste, som er i færd med at give ham et budskab til os andre. Når det kommer, buldrer han ikke, men stemmen bliver stille og indtrængende, så det løber os koldt ned ad ryggen, og selv fjenden synes at blive betænkelig derved.

Har jeg ikke nævnt fjenden endnu? Jeg ved det godt, men vær bare rolig. Inden vi er færdige, skal I få mere at høre om ham, end I måske bryder jer om. Dette er bare ikke stedet.

Lahaita er, sammen med gamle Ulam selvfølgelig, den åndelige leder af lejren, ikke fordi nogen har udnævnt ham dertil, men simpelthen i kraft af sin personligheds autoritet. Han holder ivrigt fast ved de gamle sandheder, som forkynder os meningen med det hele , hvordan, hvorfor og hvortil Han som skabt3e alle ting, har skænket os dette liv. Det var som en slags indvielse af denne min højtidsdag, at han kom en hel time før daggry for at have god tid til at opmuntre mig til at holde fast ved det budskab, som Noas Gud skænkede den, der vandrede med Ham

Han begyndte3 straks på den gamle overhøring. Ingen ved, hvor gammelt ritualet egentlig er, men for os to var det mere end et  ritual. Det var en fest at få lov til at gentage de gamle, åbenbarede sandheder, som skildrer vor adel, vor ulykke og vort håb:

HVEM ER VORT OPHAV?

Den ene, Han som skabte os. 

HVORDAN SKABTE HAN OS ?

I sit billede.

HVAD BETYDER DET?

Det betyder, at han, som er Ånd, har lagt ånd ind i vort støv; noget, som Han kan tale til, og som kan opfatte Hans tale.

HVOR SKABTE HAN OS?

I livets land, i skyggen af livets træ, ved floden som deler sig i fire, i landet, der ikke kender til død.

HVORDAN KOM DØDEN?

Vi brød med Ham, som alene har liv i sig.

HVORDAN LØD VORES DOM? 

Støv er du, og til støv skal du vende tilbage.

HVORDAN LYDER DET HÅB, HAN GAV OS INDEN DOMMEN?

Da  sagde Gud Herren til slangen: Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd. Den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen.

HVAD ER VOR FØRSTE PLIGT?  

At spejde efter Ham, som skal komme, og aldrig lade slangen fravriste os håbet, han gav os.

HAR SLANGEN MAGT TIL AT FRAVRISTE OS HÅBET? 

Hvis vi slutter venskab, hvor Gud satte fjendskab, giver vi selv slangen magt til at fravriste håbet

>>Dig vil slangen næppe kunne skade på afgørende vis, men vær vis på, at han vil forsøge det!<< sluttede Lahaita og gav mig et opmuntrende klap på skulderen, da han rejste sig for at gå. >>Men sig mig for resten: Hvorfor fejrer vi vore fester på den syvende dag?<<

>>Fordi det hedder: Og Gud velsignede den syvende dag og helligede den.<<

>>Således velsignede og helligede Han denne dag for dig og dine! Men hvorfor vælger vi helst den første syvendedag efter månenyet?<<

>>Fordi Gud satte det store og det lille lys på hvælvingen til fastsættelse af højtider. Og den velsignelse, der lyses under nymånens segl, vil gro sammen med denne og blive stor.<<

>>Den blive stor!<< lød hans afskedshilsen.

 Ginkgotræet i lejrens midte

Ginkgo biloba - Tempeltræet - kaldes et levende fossil

 

Ginkgo biloba in Lucenec2.jpg 

 Tempeltræet har eksisteret i mindst 240 mio. år. I dag er der blot én art tilbage. Slægten kendes fra 125 mio. år gamle forsteninger på Bornholm og fra 4 mio. år gamle aflejninger i Nordtyskland. Træet har givetvis været i Danmark i over 100 mio. år. Det kendes fra fossiler fra Jura-tiden, der er næsten identiske med den nulevende art. I Danmark har det dog været fraværende siden sidste istid, til det blev indført som haveplante efter 1730. 

 www.Google.dk

Andet Kapitel Slut


  UNDER REGNBUEN FORSAT

Billedresultat for Regnbue billeder 

Festen

 Med solens første stråler gled Den store Dag ud af den fremtid, hvori den havde sovet så længe, og blev forvandlet til NU!

Mens nattens skygger sneg sig bort, stod jeg og så ud over lejren. Aldrig havde den forekommet mig så skøn.

 

Det er forresten kun en gammel vane fra vandringstiden, at vi stadig kalder den lejren. I virkeligheden drejer det sig om henved 40 stråtækte lerhytter omgivet af et palisadehegn og af en tæt tjørnehæk. Men der er god plads, for de fleste hytter ligger i deres egen urtemark eller vingård, næsten skjult af figen og morbærtræer.

 

Jeg har nævnt det store ginkgotræ på den åbne plads midt i lejren. Vi plejer at gætte på, at det er et af de største i den nye verden, men selvfølgelig kan det højest have stået der i 600-700 år, så det er ikke for noget at regne i sammenligning med de kæmper, som sank i afgrunden med den verden, som ikke er mere.

 

Morgenstilheden var endnu , så dyb, at man tydeligt kunne høre det hyggelige bølgeskvulp nede fra søen helt herop og biernes summen i den blomstrende hør. Ude over det blå vand skreg en fiskeørn og dykkede i et styrt, så dens hvide bryst lynede. Et hejrepar med krummet hals og bagud strakte ben lige ind i solopgangen. Kun fra den store affaldsdynge uden for palisaderne blev morgenstilheden brudt af kragerne, som med en masse ukvemsord opfordrede en forsinket sjakal til at stikke sin latterlige hale mellem benene og skrubbe hjem til sit hul, så ærlige folk kunne komme til. 

 

Havde vor lejr nu været en enhed, ville vi om lidt have samlet os alle sammen  om det store fælles alter midt i bygden, men det havde af mange grunde murret under overfladen, og da tidligregnen det år næsten udeblev, brugte godt tre hundrede det som påskud til at vende far ryggen og vælge Nidiri til høvding. Kun lidt over hundrede holdt fast ved far. Endnu var det ikke kommet så vidt, at vi forstyrrede hinandens fester, men for at undgå episoder havde vi rejst vort eget lille alter af utilhugne sten ved gavlen af vort eget hus. Dets eneste smykke var faktisk to høje buske af granatæble, en på hver side af alteret, hvis rigt blomstrende grene gratiøst hvælvede sig over det. Jeg har altid fundet at at granatæbler  er en stærkt overvurderet frugt, men dets rubinrøde  blomster gløder i solen som festblus. 

 

Her stod så vor gruppe samlet kort efter solopgang. Foran alteret, hvor ved og kvas var lagt til rette under det bundne lam, stod far og jeg. Han var i festkjortel og med den gyldne høvdingering blinkende på armen, og jeg afklædt alt, kun i et kort lændeklæde. Nøgne, som da vi blev født, træder vi ved denne indvielse frem for Ham, som uddeler liv efter sin egen vilje, for at modtage fremtidens gave af hans hånd. Derfor finder iklædningen med den nye dragt først sted efter offeret og tilbedelsen.

 

Som jeg på forhånd var blevet instrueret om, lagde jeg begge hænder på lammet til tegn på, at jeg gjorde mig til et med det, og far fremsagde den højtidelige indvielsesbøn.

 

>>HIMLENS OG JORDENS HERRE!

 

Vi fremstiller for Din trone denne din skabning, Raytan, søn af Kangu, søn af Kangana, søn af Larun, søn af Sem, søn af Noa.

 

Vi bringer Dig dette offer som tak, fordi du har bevaret ham indtil denne dag.

 

Modtag dette lams liv som hans liv, at det stedse må være i Din hånd.

 

Modtag dette blod som hans blod, at hver skyld må være sonet, som han i uforstand eller bevidst trods har pådraget sig over for Dig.

 

Modtag dets ben som hans ben, at han altid må vandre af dine veje<<.

 

Med et hastigt snit skar han struben over på lammet og hældte gløderne, som Esmin rakte ham i en skål, ud over kvaset.

 

Til vor store glæde steg røgen lige til vejrs i en søjle , der langsomt tyndede ud og forsvandt i hvælvingens blå. Offeret var modtaget! Det blev et Abels-offer, ikke et Kains.

 

Så var det mors tur. 

 

Så var det mors tur. Det var hendes forret at iføre mig den manddomdskjortel, hvormed jeg trådte ud af barndommen og dermed af hendes værn. Efter at jeg havde fået en renlærredsunderklædning på, holdt hun stolt kjortelen frem. Der var sket et mirakel! I nattens løb var der vokset et nyt ærme frem på den.

 

"Jamen blodpletterne?" udbrød jeg "De er helt væk! Du må kunne trylle." >>Det kan jeg ,<< svarede hun stolt. >>Det første tryllemiddel hedder rent vand. Det andet saften af grøn valnøddeskal. Pletterne er en anelse mørkere end det øvrige skind, men med den fart, du slider dit tøj, vil de forsvinde i løbet af otte dage.<<

 

Velkommen i mændenes lag, søn!<< sagde far højt. >>Og modtag endnu et lille tegn på din nye værdighed.<<

 

Hele vor menighed råbte af glæde og klappede i hænderne , mens han bandt noget om livet på mig. Et bælte til kjortlen, var ikke uventet, men ved venstre hofte blev det tynget nede. Jeg så ned og troede først, at jeg drømte. En ægte lang, skarp jagtkniv af bronze i sin skede! Det måtte være en misforståelse. Der fandtes kun to eller tre af den slags i hele lejren. Jeg trak den og lod den blinke i solen. Det var ikke en gammel tingest der var gået i arv fra slægt til til slægt og var så sløv, at den ikke kunne slibes mere, men den var helt ny. Det var en skat uden lige!

 

Siden nedstigningen fra Ararat

 

Siden nedstigningen fra Ararat har de fleste måttet nøjes med flint eller den klare, diamanthårde, kulsorte sten, som man kan være heldig at finde i asken ved foden af en vulkan. Selvfølgelig havde de overlevende rigeligt med våben og redskaber med sig fra den verden, som sank, men de er for længs slidt op. Vel gik deres tekniske viden i arv, men de følgende slægter var så optaget af at rydde og genopdyrke jord og indfange og genoptræne nye hjorde og husdyr, at få fik tid eller kræfter tilovers til at bryde og smelte malm.

 

En større og mere kostbar gave end denne kniv kunne ingen have forstillet sig, og dog havde jeg knap fået den i skeden igen, før jeg fik en endnu større.

 

Lahaita trådte frem

 

Lahaita trådte frem foran os. Det var den alvorlige Lahaita, seeren, profeten, sendebudet. Han stod lidt, som biede han på, at en stemme eller et syn skulle bringe ham et budskab. Så opløftede han sin røst:

 

>>Så siger han, den som ser Den Højestes syner med opladt øje, og hører Den Almægtiges røst med opladt ånd<<.

 

Der blev dødstille i forsamlingen. Vi turde knap trække vejret.

 

Højt og klart fulgte nu profetiens ord, med en kort pause mellem hvert udsagn, som lyttede han efter det næste:

 

>>Min ånd spejder efter Ham, som skal komme. Jeg ser Ham; dog ikke nu. Jeg skuer ham; dog ikke nær. Du, Raytan, søn af Kangu, er blandt dem, som er udvalgt til at berede Hans vej.

 

Du vil finde en skat, som vil fremskynde Hans komme 

Du skal søge den med livet som indsats, men Han skal selv lede dig.

Du skal finde den, hvor regnbuen lyste de undkomne tilbage til livet!

UNDER REGNBUEN

Billedresultat for Regnbue billeder

 Pausen = på ubestemt tid = Slut 

Pausen besluttet i dag ( på Odins dag ) onsdag, den 13. marts 2019

Forsættelsen begynder onnsdag, den 13. marts 2019 klokken 12:50

 


 Jeg syntes næsten, jeg kunne høre mit hjertes banken i mit bryst, på en gang af glæde og skræk, for det, som havde været os så tæt inde på livet i den hellige stilhed.

 

Selvfølgelig var  Debbili den første, som ikke kunne dy sig for at bryde stilheden. Stilhed er ikke noget for ham. Han kom hen til mig med noget i sin højre hånd, som han hemmelighedsfuldt dækkede over med venstre. Da han rakte det frem, så jeg, at det var en lille fuglerede med tre rødgule æg og et der var blågrønt. Jeg anede ikke hvad jeg skulle med den, men gjorde alt, hvad jeg kunne, for at lægge henrykt begejstring for dagen.

 

>>Du behøver ikke tage så forsigtigt på den,<< sagde han, da jeg omhyggeligt satte den fra mig på kanten af alteret, >>Æggene er hårdkogte, tror jeg nok.<< Jeg tog reden op igen og følte på æggene. Det var ikke fugleæg, men opaler. Den ene i hvert fald ´med garanti´- de tre andre "måske". Debs slanke skikkelse brækkede næsten midt over af grin og henrykkelse over, at hans list var lykkedes.

 

>>Du skal have stor tak for ideen,<< stammede han mellem lattergispene. >>Det var dig selv, der gav mig den i går. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle hitte på at give dig, men disse lå under den anden af de to blokke, som skaffede løven et mindre ildebefindende.<<

 

>>Dem lægger jeg altså til de fire vi fandt i går,<< sagde jeg. >>Så kan der næsten blive til en halskæde til mor.<< >>Naturligvis, men du må gerne fortælle hende, at det var mig der fandt halvdelen.<< 

>>Det skal jeg, du store løvedræber. Jeg kunne lige straks, ikke lige straks ikke begribe, hvorfor en storjæger som du, for hvem ingen løve kan føle sig sikker, var begyndt at kaste dig over småfugle, men nu forstår jeg, at det var ædlere vildt, du var ude efter.<<

Baktas gave var ti pile med flintespidser, som han tålmodigt havde siddet og hugget til i de lange timer om vinteren, hvor regnen lukker os inde.

Bakta kom til os, da jeg var ganske lille. Han var på flugt for en blodhævner. Mere fik far aldrig ud af ham, og vi drenge havde strenge ordrer til ikke at udspørge ham. Vi vidste kun, at han hørte til Togarmanastammen af Jafets æt, som på det tidspunkt, hvor han flygtede, var på vej ind i ukendt land hinsides en vældig bjergkæde, en måneds vandring nord for Ararat. Han talte vores fælles sprog, men med et snurrigt, syngende tonefald, og brugte ofte ord vi ikke kendte.

 

Håret var langt blegere af hudfarve end os. Håret var også lysere, og han havde den skik, at studse det kort fire gang om året. Han sagde, at såedes var det skik, hvor han kom fra, og at det var lettere at holde styr på lusene på den måde. Det mærkeligste ved ham var dog hans øjne. Et barn, som han i leg løftede op i vejret, gav sig til at hyle af skræk. Aldrig før havde hun set nogen med grå øjne.

>>Slip mig, slip mig, du har jo øjne som en kat!<< skreg hun. De blev gode venner siden, for Bakta holdt meget af børn, men øgenavnet Katteøje fik han aldrig helt rystet af sig. Iøvrigt var han en ren kæmpe at se til, højere og bredere end nogen anden i lejren, stærk som en bjørn og aldeles frygtløs.

   Da far uden tøven optog ham i vores klan efter et kort forhør, overtalte mor ham til at gøre ham til min særlige livvagt; jeg var nemlig dengang så svagelig, at hun gik i evig frygt for at miste mig. Jeg kan tilføje, at han også blev min træner og oplærer i jagt og våbenbrug, og at han hurtigt fik en plads i mit hjerte side om side med far, mor og Deb; ja, og selvfølgelig Lahaita. Men den sidste er nu i en klasse for sig selv.

Resten af de gaver, som blev bragt, var ment som bidrag til aftenens store fællesspisning: flettede kurve med fisk fra søen, bjerge af grøntsager, bønner, løg og citroner, to krukker honning, et helt vinskind, et ungt vildsvin, et knippe agerhøns og to antiloper. >>Så må vi nok skilles indtil i aften,<< sagde far, efter vi har takket hver enkelt. >>Du har fri i dag, men vi andre har jo forskelligt, som skal nås inden da.<<

Før jeg forlod haven, plukkede jeg en gren af granatæblebusken og stak den i bæltet om min nye kjortel til et minde om offerlammet, der nu var hos Ham, i hvis hånd min fremtid lå. Dens blomster luede i sollyset så røde som gløderne i asken på alteret, efter bålet var brændt ned.

Ved døren ventede mor med en skål gedemælk og et lille ublandet hvedebrød. Oven på fasten var det et gilde, og efter den lange nattevagt sov jeg til solnedegang.

Hver gang jeg søger på  www.Google.dk  efter en granatæblegren

får jeg vist et granatæble. For mig er der forskel på en gren og et æble. Jeg husker en forside på Ekstrabladet, der lød således

YNK YNK YNK

  www.endtime.net 

 Hvad rimer på = ynk ynk ynk ??? Det gør

SYNK SYNK SYNK 

ISBN nr. 87 88897 13 3


  Klokken er lige nu = 03;22 , Thors dag, den 14. marts 2019 

UNDER REGNBUEN FORSAT 

Billedresultat for Regnbue billeder

Pausen = på ubestemt tid = Slut  

DEN VERDEN DER SANK

 Aftenen gik lige så harmonisk og vellykket som resten af dagen. Vi var godt et halv hundrede af vor egen kreds, men ikke så få af børnene fra den anden ende af lejren var kommet listende i håb om at få del i herlighederne, og de blev ikke skuffede. Mor og mine søstre var alle vegne og øvede vidundere, tappert assisteret af et par frivillige nabokoner. Snakken omkring bålet begyndte at blive mere almindelig og højrøstet, efterhånden som flere og flere fik tid til at bruge munden til andet end at tygge med. Jeg havde lige hevet skelettet af den sidste agerhøne over skulderen til hundene, da Ulam kom, og vi alle rejste os op.

 

   Ulam den Vise, søn af Uriti, søn af Undalan, er så gammel, at hans far har kendt Sem, inden denne drog langt sydpå langs den brusende Strøm for enden af Harpesøen og grundlagde sin lejr på bjerget, som han kaldte Guds Arnested.

 

Ulam er næsten helt skaldet, og skægget er hvidt som sne, men under de buskede bryn i det rynkede ansigt er øjnene lysvågne, og hans hukommelse synes ret upåvirket af alderen. Han kan glemme de nære ting, men det, han engang har lært, sidder fast. Ja, man kan godt kalde ham for hele vort slægtsleds hukommelse.

 

Der findes næppe den strid eller pagtslutning, de indbyrdes slægtforbindelser og arveretslige forhold eller koloniseringer af nye landsdele , som han ikke kan gøre rede for helt tilbage til nedstigningen.

 

Men de to diciple, han har, er begge kommet langvejs fra for at lære de hellige tekster, som hans hukommelse ved en særlig nådegave har bevaret ordlyden af. Når han slår over i en bestemt rytme og fortæller om de ældste tider i korte, klangfulde sætninger af få ord, men af mægtigt indholde, da ved vi, at nu hører vi beretningerne om Guds skæbnevendende handlinger med Adams æt, som de har lydt fra begyndelsen. 

 

  Ulam ( Æresgæsten ) placeres

 

Langsomt og gangbesværet nærmede han sig den plads, vi havde gjort rede til ham, støttet af de diciple. Pladsen for æresgæsten var midt for ilden. Der var bredt flettede måtter over græsset og stablet hynder og puder til rygstød. Mor rakte ham en strimmel duftende, fedtsydende vildsvineryg på et spid, men hans ledsagere forklarede, at det eneste, han ønskede, var en skål med lige dele vin og vand.

 

Pligten Kalder

 

Far hviskede til mig, at da det var mit gilde, var det også min pligt at gå hen og byde Ulam velkommen. Jeg tørrede omhyggeligt mine fingre af i håret for at skåne min nye kjortel. Man siger desuden, at det fremmer hårvæksten. Så gik jeg hen og bøjede mig ærbødigt for ham.

 

>>Jeg takker jer og jeres to ledsagere, fordi I har villet kaste ære  og glans over min fest ved jeres nærværelse,<< sagde jeg. Så kom jeg i tanker om en velsignelse, jeg engang havde hørt Lahaita  bruge. >>Måtte Gud  belønne jer og lade sin fortrolighedslampe brænde i jeres telt nat og dag. Måtte I trygt vandre frem gennem mørket ved Hans lys!<<  

 

God Opdragelse

 

>>Du er jo slet ikke så ilde opdraget, knægt,<< svarede han. >>Tilgiv<< tilføjede han, efter at Asmala havde trukket ham i ærmet og hvisket ham et par ord i øret. >>Jeg forstår, at jeg fra i dag bør kalde dig unge mand. Måtte din velsignelse styrke mine fjed og derpå vende tilbage til dig med ti andre i følge!<<

 

>>I dag giver alle mig gaver. Vil I gøre det samme?<< vovede jeg at spørge.

 

Han betragtede mig længe eftertænksomt.

 

>>Hvad ejer vel en gammel mand, som kan være dig til glæde?<< spurgte han omsider.

 

Det kosteligste af alt

 

>>I ejer det kosteligste af alt, beretningen om den verden der sank, og om hvordan en ny er blevet os givet, og om Ham , som gav os den og leder vore fjed, når vi giver ham lov.<< Du skal få den, når Han siger, at tiden dertil er inde. Lad gildet forsætte.<<

 

Da aftenfesten begyndte, var solen netop ved at forsvinde bag bjergene i vest. I flugten tabte den det ene farveslør efter det andet af purpur, gult og grønt, eller også efterlod den dem med vilje, som et pant på, at den ville vende igen i morgen.

 

Nu stod månen lige over toppen af ginkgoen og forsølvede dens majestætiske krone, rundt om hvilken flagermusene havde begyndt deres urolige siksakjagt på flyvende insekter. Bålet var sunket sammen til en lang, lav seng af gløder.

 

Grenen fra Granatæblebusken

 

Jeg opdagede, at jeg sad med den gren i hånden, som jeg i morges havde plukket af granatæblebusken henne ved alteret. Jeg må - uden at have tænkt over det - have brugt den til at holde mig myggene fra livet, men den havde alligevel et par røde blomster endnu. Er dagen begyndt med et indvielsesoffer, skal den ende med et takoffer, tænkte jeg og lagde grenen midt i gløderne.

 

Asmala Sanger rejste sig. Han kom vandrende fra et land i det fjerneste østen, som han kalder Sumer, og som skal ligge hinsides den store ørken, hvor to floder forener sig til en. Han påstår, at de er så store, at vores er som en bjergbæk imod dem. Han stod tavs til den sidste summen af samtale døde hen. Så løftede han sine arme og bragte Ham, som bor i det høje, en tak for de mange gaver, hvormed Han havde fornyet vore hjerter på denne dag. Blandt gaverne nævnede han også >>den unge mand, som Du i dag har ladet træde over barndommens tærskel ind i deres række, som værner denne klan og skuldrer dens byeder.<< Så bredte han hænderne ud over os, messede en velsignelse, som er så gammel, at vi ikke forstod alle ordene, og satte sig.

 

Øjeblikket er = NU

 

Øjeblikket var øjensynligt inde, da Ulam ville til at fortælle. Vi satte os alle godt til rette og vendte os mod ham. Mødrene tog de mindste på skødet eller lagde dem til brystet for at få dem til at falde til ro efter de mange uvante indtryk - og fra det øjeblik den gamle oplod sin røst, hørtes ingen anden lyd end den serie af korte fløjt, hvormed den lille ugle i det gamle valnøddetræ kaldte ungerne frem, hver gang den kom med en mus. 

 

>>Almægtige! Som Din Ånd svævede over vandene i urtidens mørke - før lyset var - således svæver den nu over mig og rettede min tanke og min tunge, for at jeg nu må fremføre, hvad den indgiver mig, og kun det,<< bad Ulam i dyb inderlighed, før han tog ordet.

 

>>Som I alle ved ,<< begyndte han >>lå vort første hjem på Lysets Kyst, og Han, i hvem der intet mørke er og ingen død, vandrede selv blandt de første. Men da de tog det skridt, der fører bort fra ham, fjernede de sig fra deres eneste værn, og Hans hellige rene lys blev dem uudholdeligt. Før styrkede det dem hvert øjeblik. Nu sved det dem i sjælen og brændte deres salighed til aske.

 

Det var årsagen til, at de måtte bort fra deres første hjem. Den verden, de blev forvist fra, var langt rigere end den vi nu lever i. Hvor vi nu ser stjernerne, var den hyldet i et vældigt tågeslør af vanddampe, så fint at lyset kunne trænge igennem, og så tæt, at sol og måne kun tog sig ud som gylden dis. Sløret skærmede jorden mod solens brand og rummets kulde. Der var hverken ørkener, ødemarker eller is, men varmt og fugtigt overalt. Der var endeløse skove og frugtbare sletter, som vrimlede af dyreflokke, og vore forfædre bredte sig hastigst fra egn til egn, indtil ingen længere vidste tal på dem.

 

Tilladelse givet

 

Men for at de aldrig skulle glemme, at de havde brudt med Ham, som er livets kilde, tillod Han fjenden at plage dem med smerter, sygdom, alderdom og død.

 

Flertallet lod sig ikke ydmyge heraf og søgte tilbage til Hans veje. De gjorde oprør og søgte hos slangen, og den lokkede dem så dybt ind i ondskabens riger, at de til sidst kom til at elske det onde for dets egen skyld, og ikke kun som et middel til at glemme deres elendighed. Men den som gør det, har mistet sin sjæl.

 

Da faldt dommen. Gud lod vandsløret i det høje styrte ned i fortættede strømme, som med vældig kraft spulede jorden ren. Den verden de gamle kendte, forsvandt.

 

 Ud af Arken

 

Da fædrene trådte ud af arken, var den gamle tingendes orden helt forandret. Det var en fattig jord de steg ned på - i sammenligning med den de havde kendt, men deres sjæl sang af jubel, første gang de så en solopgang eller nattens funklende hærskarer af stjerner. Sem har overleveret os sin faders lovprisning under det første taksigelsesoffer på den nye jord.<<

 

Asmala og Harpen

 

Den gamle nikkede til Asmala, som straks gav sig til at stemme den lille håndharpe, som han førte med sig overalt.

 

>>Disse var ordene, som min mester har lært mig dem<< sagde han og begyndte den jævne, enstonige sang til strengenes klimpren:

 

Herre, min Gud, du er såre stor,

 

klædt i højhed og herlighed

hyllet i lys som en kappe

i regnbuens strålende slør

 Vandene stod over bjergene,

 

men for Din trussel flyede de, 

skræmtes bort af Din tordenrøst 

Du satte deres grænse,

så de ikke atter skal tilhylde jorden.

 

Et vejr fo´r frem og rensede himlen,

fra Norden kom en lysning

Over Gud er der frygtelig højhed!

Strømme lod runge deres brag, 

men fremfor vældige vandes drøn

er Herren herlig i Det Høje-

 

Herre, Du som har udbredt Din Højhed over himlene!

Når jeg ser stjernerne, Du har skabt,

solen i sin opgang

Din herligt henglidende måne,

hvad er da et menneske 

at Du kommer det i hu, 

et menneskebarn, 

at Du tager Dig af det? 

Men hermed syntes Asmala langfra tilfreds.

>>Det var Guds mening,<< sagde han, >>at vor stamfader Noas ord skulle give også jeres ånd vinger, så den kvidrende svale svang sig op til Hans trones fod i tak og tilbedelse!

   Nu synger jeg ordene igen, en linie ad gangen, og så synger I den efter mig. linie efter linie. Ja, og så klapper vi takten til, så I på den måde tilbeder med hele jeres krop.

Kom så:

Herre min Gud. Du er såre stor -

Amalie fik os virkelig med. Tålmodig, men stædig nedbrød han al generthed og passiv lyst til bare at lade de andre gøre det. De første der overgav sig, var børnene, men til sidst havde han os alle med i den grad, at vi alle så skuffede ud, da han efter tredie gang stak harpen tilbage i dens lædertaske.

>>Og nu, da tilbedelsen har renset jeres sind og givet jeres ånd nyt liv,<< sagde Ulam, >> vil I bedre forstå, hvorfor de undkomne foretrak den nye verden for den gamle. I den nye verden var de endelig blevet befriet fra det sjælsforrående kulturbarberi, som man i den gamle havde den frækhed at kalde for kunst kultur og fremskridt.

I den gamle summede dert af dæmoniske sandhedsforvrængninger, der som fluer lagde deres spy på alt, som var helligt og skønt. At mene noget andet end flertallet blev regnet for et brud, på den solidaritet, som mennesker skylder hinanden. Man måtte gerne tro sandheden, men kun på den betingelse, at man var villig til at erklære løgnen for den samme sandhed set fra en anden side.

Billeder af fugle i danmark

Billedresultat for rødkælk billede 

 Billeder af rødkælk

 At komme ud af den verden, som sank, var at vågne af et mareridt. Derfor sagde de gamle. Velsignet være Han, som lod den gamle hvælving styrte ned og gøre en ende på disse rædsler. For en slægt, som har mistet fællesskabet med lysets Gud, har mistet ALT.<<


 Jeg vil nu forsætte dette kapitel, klokken 00:13 den 19. marts 2019 

UNDER REGNBUEN FORSAT  

Billedresultat for Regnbue billeder 

Det første sammenstød i lejren

>>Indrømmet, men Sem blev hvidhåret af skræk, da han så himlen falde ned, og det år i arken tog sådan på ham, at han var halvtosset resten af sit liv. Og den fromme Enok, som vi altid får serveret: Óg Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham!´Ja, eller også var det en af de store øgler, som var velsignet med dengang, der hapsede ham en dag, han havde vovet sig for langt ind i vildmarken. Hvem kan vide det med sikkerhed så længe efter?<<

Den høje, skrattende stemme kaldte hurtigt flere til. Inden længe var vi omringet af en hel flok af hans folk. Vore egne kommer aldrig frivilligt inden for rækkevidde af hans ragekniv af en tunge.Den voksende tilhørerskare inspirerede ham til at forsætte.

>>Vi er ikke så tåbelige at fornægte Noas Gud. Vi ved da, at Han er til. Vi finder kun, at Hans godhed er stærkt overvurderet. Han er lunefuld - giver med den ene hånd og tager med den anden. Han skaber - og ødelægger. Som alle tyranner er Han lunefuld, og tåler ingen ved sin side.<<

I det skarpe sollys tegnede en skygge sig på sandet. Jeg vendte mig om og åndede lettet op. Lahaita var iblandt os. >>Lys er intolerant,<< svarede han. >>Det er selve dets natur. Det tåler intet mørke, hvor det får adgang. Der er ting her i livet, som skal og må være intollerante - eller dø. Gud er hellig, og hellighedbekæmper det vanhellige til sidste blodsdråbe - eller ophører med at være hellighed. Gud kan lige så lidt fornægte sin natur, og holde op med med at være hellig, som solen kan holde op med at skinne.<<

>>Som jeg sagde, inden du kom, anderkender også vi Skaberen, Noas Gud, Ja vi ærer Ham endog med ofre ved passende lejligheder. Vi ved bare, at Han ikke, som Han ynder at påstå, er den eneste, og at de guddomme, som lever og virker i naturens kræfter og årstidernes gang, er os nærmere og lettere at få i tale.<<

>>Lyt til høvdingens visdomsord!<< råbte Haksja >>Der er ånder og magter i ild og vand, i luft og i fjord. De taler til os i vindens susen i træerne, i fuglenes flugt og skrig, i tordenens drøn, vulkanernes syden og stjernernes gang gennem natten. Døde stiger op af gravene og giver råd til os, som kender de kraftord, der maner dem frem. Ja, og valmuedrømmene som vi ved at fremkalde, skænker vidunderlige syner og vækker røster til live, som slumrer dybt i vort indre.<<

Klokken er nu 01:27 = En slumre-pause19. marts 2019

Klokken er nu 08.20 = Slumre-pausen. er Slut. 

------------

Haksjas ansigt og hele skikkelse bærer spor af fordums skønhed, som i årenes løb er forsimplet til frækhed, men begejstringen i hendes mørke, glødende øjne var ægte nok.

>>Du glemmer vel ikke de rædselsvækkende syner og mareridt, som dine ofre tit vågner op af - skrigende om hjælp og svækkede på krop og sjæl for lange tider?<< indskød Lahaita.

>>Der er farer forbundet med alt, som er noget værd. Min kunst er for dem, som har mod til at tage deres skæbne  i deres egen hånd. Den er ikke for kujoner.

>>Og glem så ikke vore brødre og søstre, dyrene.<< peb Marul. Han er lille, skævrygget og dobbelt så så gammel som Haksja. Alligevel er han hendes mand. Ingen aner hvordan det er gået til. Der hviskes om, at hun bruger ham som forsøgsdyr ved ukulte eksperimenter. Iøvrigt er båndet mellem dem særdeles løst og absolut ikke snærende for nogen af parterne.

>>Få drømmer om, hvilken kraft der ligger gemt i en dyrekrop. Når jeg forvandler mig til en urokse og i månelys danser over agrene, da gror sæden hundredfold. Som en grib har jeg svævet over de højeste bjerge. Som en skorpion har jeg sneget mig ind til en slumrende fjende, og næste morgen var han død. Når jeg fodrer min hornslange, så hvisker han sin visdom til mig. I en af knoglehulerne fandt jeg kraniet af en sabeltiger. Når jeg sover med det under mit hoved...<<

   >>Lad det nu være nok, tåbe!<< kommanderede Haksja, og han klappede øjeblikkelig i.  Se dig om, Kangu, forsatte hun henvendt til far. >>I bliver færre og færre! Hvor er Noas Gud? Er i blevet uvenner? Vi bliver flere og flere. Hvordan forklarer du det?<< 

   Som svar pegede far uden ord op mod offerhøjen øst for lejren. Set hernede fra er det en lav klippe, over hvis top  en steneg breder sine vældige krone. Går man derop ad den flittigt tiltrampede sti fra lejren, finder man under egen en glat søjle af træ, mørk og glinsende af olie efter talrige ofringer og selvfølgelig dækket af skyer af fluer. Ved foden er der et alter for den guddom, som siges at bo i søjlen. Her lokker Haksjas døtre og veninder lejrens mænd op og hengiver sig til dem til ære for for guden, som det hedder. Den eneste betingelse er et offer til søjlens ånd.

   >>Hvordan det kan gå et flertal, som skabes af den slags andagter, det oplevede den verden som sank,<<  sagde han kort. >>Men der synes at være nogle, som aldrig bliver klogere.<<

   >>Hvor længe kan det være vor pligt at forsætte samlivet med mørkets børn?<< spurgte far, da de andre omsider fortrak.

>>Gud vil selv give os tegnet til opbrud,<< svarede Lahaita. >>og Hans time kan næppe være fjern, men tag ikke fejl af de to.

Marul har ikke altid været, som han er nu. Hans forstand er nedbrudt og hele hans personlighed gjort til intet af hendes mørkekunsner, så han er endt som en halvtosset stakkel, der render rundt og spiller bukketrold for at tiltrække sig lidt opmærksomhed, trækker i en oksehud med horn og hale og danser på markerne eller på offerhøjen.

   Haksja derimod er virkelig farlig, fordi hun ejer ægte evner, som sætter hende i forbindelse med magter, hun ikke altid selv kan styre, men som smutter ud af hendes kontrol og gør alvorlig fortræd. Hendes valmuedrømme og dødemaneri åbner sjælen for en sværm af løgneånder. Hun leger med ild, og hun ved det selv, men hendes lyst til at få magt over andre og til selvforherligelse gør det umuligt for hende at holde op.

>>Hvor længe kan hun forsætte, før det går galt?<< 

   >>Så længe de har brug for hende - ikke en dag længere. Så klapper fælden i, og de kender ikke til skånsel over for deres redskaber. >>De<<

   >>Afgrundens ånder. Slangens folk!<<

   >>Jeg troede, Noas Gud havde sat en stopper for den slags, da Han udslettede den verden, som sank?<<

   >>Han satte en grænse for deres illegale fysiske invasion, men hvor mennesker selv åbner sig og indbyder dem, er de både på deres lovlige territorium og ødelægger både sjæl og krop, fordi ondskaben ikke kan andet end ødelægge, som gift ikke kan andet end at dræbe liv.<<  

   >>Når lejren engang beslutter sig til at skille sig af med heksen, vil jeg gerne være den, som drejer halsen om på hende,<< erklærede Bakta. >>Til Marul kan en gang pisk være nok.<<

   >>Men du hørte jo, at han er en stakkel, mindede far os om. >>Det var heller ikke ment som en straf - bare som en medicin,<< svarede han.

Endelig var vi på vej

Endelig var vi på vej. Hundene gav et triumhyl! Hundene gav et triumfhyl og havde nær slidt halsrebet itu, inden vi fik dem løst. Vi var nu så forsinkede, at vi straks satte i det luntetrav, som vi agtede at holde, til vi var fremme . Men efter en halv times tid begyndte terrænet  at stige, så vi måtte slå over i hurtigmarch for ikke at blive fopustede.

Når vi et øjeblik stod stille for at få vejret indåndede vi bedøvende pust af vellugt fra de lave, krybende klipperoser, som smykker fjeldsiderne. De udsveder den duftharpiks, kvinderne elsker at gnide i håret.

Mellem de høje, alvorlige pinjer og friskgrønne laurbær og myrter flammede gyvelen gylden og den vilde sennep citrongul i den dirrende hede, men desværre overdøvede cikadernes koncert ganske sangen fra de brogede finker, som smuttede ud og ind mellem de mandshøje senneptræers kroner. Under den dybblå kuppel, som hvælvede sig over os, holdt evigt kredsende glenter og gribbe  øje med alt, hvad der foregik i dybet under dem.

Desværre spildte  vi en hel del tid på at vige uden om store arealer af tidaler, den lave, krybende slags med de gyldengule blomster, der stod så tæt, at de var uigennemtrængelige. Derfor blev det nær middag før vi fandt flokken, der var så urolig, at det var umuligt at komme den på skudhold. Det var tydeligt, at ulve havde jaget rundt med dem, for vi fandt rester af sønderflængede kroppe, hvis knogler var spredt vidt omkring af ravne og sjakaler. 

   Nej I har ret , dette er ikke noget spændende jaqgteventyr, men sådan forløber mindst fem ud af jagtture - sved, træthed, og en masse føjten rundt til ingen verdens nytte. 

Dog blev dagen ikke helt uden udbytte. Da vi efter at have tosset rundt omkring mellem klipperne i timevis omsider gav op og tiltrådte tilbagetoget stødte vi på åbningen ind til en grotte, og sandelig om ikke tre geder, som under nattens rædsler var kommet væk fra flokken, lå her og hvilede ud. Var det synd at forstyrre dem? Selvfølgelig! - men mad er nu engang mad, og den havde vi ikke mere af derhjemme.

Enhver tanke om at udforske hulen nærmere opgav vi hurtigt, for den var en af knoglehulerne fra den store drukning. Vældige bølger havde slynget et virvar af knuste dyrekroppe sammen herinde, store og små af alle slags, sikkert også af mennesker, knækket, brækket, rullet og spæintret dem og kittet dem sammen til en solid masse med ler,sandog ral. Vi nøjedes derfor med at tage en ged hver på skulderen. Den tungeste slæbte vi nellem os, hver holdende i et ben. På den måde nåede vi som aftalt ved solnedgang dalen med de to daddelpalmer, hvor Esmin ventede os med æsler til at fragte byttet hjem. Eet æsel havde nu været rigeligt!!

Det første sammenstød i lejren = slut.

Og nu til mine 2. timers let forsinkede middagssøvn.


  Politik er meget spændende

Video til Partilederrunden 1. valg 2015 

www.sagenskerne.dk

 


 Thors dag = Torsdag               

I dag, torsdag, den 21. marts 2019 nu er klokken 02:45 og nu er/var temperaturerne i Dit/Mit og Vores Fædreland Danmark disse temperaturer, på min bopæl i Ringkøbing Skjern Kommune.

Campingvognen plus 6. grader celsius 

ude plus 7. grader celsius

mellemgangen + 10. grader celsius 

inde + 23. grader celsius

         Himlen var Klokken 02:45 overskyet, hvilket betyder at der ikke var stjerner eller nogen måne at se på himlen. Der kunne mærkes en meget stille vind, Torsdag, den 21. marts 2019.    

 http://www.sagenskerne.dk/30117885

 


 

 UNDER REGNBUEN FORSAT 

Billedresultat for Regnbue billeder

  Vi vandrer ud

 Sammenstødet med Nidiri og hans folk den morgen var det første åbenlyse, men det havde allerede rumlet i undergrunden et stykke tid, som det ofte er tlfældet, inden en vulkan løber løbsk. Vi havde længe vidst, at udbruddet måtte komme på et eller andet tidspunk. Vi vidste også, at når det kom, kunne en hurtig udrykning blive nødvendig, og vi var ikke uforberedte på det.

Under påskud af jagtture, som vi gjorde længere og længere, afsøgte vi den ukendte vildmark omkring os. Vi var altid på udkig efter et velegnet sted til en nybygd. Omsider fandt vi det også, men mere herom senere. Lahaita plejer at sige , at de største begivenheder tit udløses af en ganske lille årsag, og inden året var ude, fik han ret.

Den begivenhed, som sprængte lejren og sendte os ud i det ukendte, blev et lille barns sygdom. Henda var en af de purunge piger, som havde hentet sig et svangerskab til gudens ære oppe på offerhøjen. Den lille. svagelige dreng var nu to år og fik uvilkårligt sin part af enhver feber, som gik gennem lejren. Haksja, som altid tog sig af sine klienter, så længe de var villige til at gøre tjeneste for guden, kurerede på ham med mange slags hemmelige urteafkog, og da intet synes at hjælpe, betalte Henda hende dyrt for en amulet til, at hænge  om halsen på den lille Haitan, for at han kunne få ro til at sove om natten.

Klokken er nu 04:18 = En slumre-pausei dag19. marts 2019.

Klokken er nu 09:32 = Slumrepausen Slut. Forsætter.


 Amuletten havde den modsatte virkning. Drengen blev angst og urolig,slog vildt om sig, udstødte lange klagende hyl og faldt hen i kramper.

                                                      En nat kunne Henda ikke mere. Hun tog den lille på armen og stillede sig op uden for Lahaitas dør, inden det blev lyst, i håb om at ingen skulle se hende. >>Jeg ved godt, at jeg ikke hører til iblandt jer, og at du ikke kan lide mig,<< sagde hun, da Lahaita, vækket af barnets hulken , trådte ud,>>men lille Haitan her har intet gjort, og jeg kan ikke holde ud at se ham lide en eneste nat længere. Er det muligt, at du vil forbarme dig, ikke over mig, men over ham og prøve din kunst på ham ? Ellers går jeg i søen med ham!<< >>Du giver ham stadig bryst?<<

Henda nikkede stolt.

>>Så må du holde op med at bruge Haksjas valmuepiller. De går gennem din mælk over i ham, og de er alt for stærke for et barn. Desuden ved du godt, at de kan give frygtelige mareridt.<< Hun så mut ned, men svarede ikke. Et billede af en nøgen mand med et tyrehoved.

>>Jeg behøver vel næppe at spørge, hvor du har det fra?<< Sandt nok. Hun siger, at den stammer fra den verden, som sank, og at det derfor er en vældig kraft i den, fordi de, som levede dengang, var langt kyndigere i troldom, end vi er.<< 

>>Tænk dig om, så vil du selv indse, at det er løgn. Ingen ville have vovet at tage den slags med i den hellige Guds ark, og havde den været ude i den store vandflod, ville alle lemmer være brækket og al farve skuret af. Men det skal nok være en kopi af noget, de havde dengang, og selv en kopi af den slags er farligere end en gidtslange. il du have din dreng rask, så giv mig den, så skal jeg tilintegøre den.<<

>>Behold den endelig,>> bad Henda lettet.<<Den har næsten taget livet af ham.<<

Lahaita bad først Himlens og jordens almægtige Herre om at binde al ondskabens magt i figuren, så knuste han den til pulver mellem to sten, samledeomhyggeligt dette op i et stort blad og gik ned og hældte det i søen. Bafefter vaskede han med ekstra omhu sine hænder i rindende vand.

Nidiri valgte at betragte denne handling som en krigserklæring, fordi den var en hån mod imod guden og imod alle som dyrkede ham. Dernæst erklærede Haksja, at det både var tyveri og hærværk, fordi amuletten var hendes personlige ejendom, som kun har været lejet for en kortere tid. Endvidere var den komplet uerstattelig, så hun måtte kræve en større skadeserstatning, wnd Lahaita nogen sinde kunne udrede, hvorfor hun havde ret til at få ham ham overdraget som livsslave. Den dybeste årsag til den megen forbitrelse var i virkeligheden, at flertallet følte, at de havde lidt et prestigetab, fordi Lahsita ikke var faldet om på stedet, ramt af tyregudens vrede.

***************

Samme aften blev der holdt rådforsamling i den anden ende af lejren. Det var første gang, de holdt den for sig selv, uden os

At dette måtte have en ende var alle enige om.

>>Vi må gøre noget for at genoprette alle guders, ånders og magters ære, og vi må gøre det snart,ellers får vi dem til vore fjender,<< erklærede Haksja. >>Det første skridt må være at få Kangu og hele hans bande af gudsfornægtere ud. Ikke et eneste helligt billede , eller så meget som en amulet, er at finde i deres huse.<< >>En nat og en dag, så er de ude !<< svarede Nidiri. >>Overlad det til mig.<<

Bakta og jeg havde været ude efter en råbuk den dag og kom først sent hjem. Vi var så udmattede, at vi var væk i samme nu, vi smed os på sovemåtten og trak det tynde klæde op over hovedet for ikke at blive vækket af myg i nattens løb. Efter hvad vi bagefter hørte, var vi nok de eneste i lejren, som fik søvn i øjnene den nat.

Lejren havde genlydt af hamren og banken og sidst på natten af trommedans med sang, hyl og lattersalver.

Da vi kom ud næste morgen, så vi straks, hvad Nidiri og hans folk havde haft så travlt med. En høj af jord omgivet af en stensætning var i nattens løb, skudt op i centrum af lejren, og på den knejsede en mandshøj, groft tilhugget træstatue af tyreguden malet i så skingre farver, at småbørn skreg ved synet, og mange kvinder gøs og vendte sig bort. En stor sten, som var væltet hen for foden af den, bar tydelige spor af den natlige offerfest. På ginkgotræets stamme bag gudebilledet var en slange malet med rødt og sort. Den bugtede sig i slyng på slyng helt op til de nederste grene tolv fod over jorden. I kreds om denne ny helligdom stod Nidiri og hans følg, alle bevæbnede og rede til den afgørende konfrontation.

>>Kangu!<< råbte han. >>Kom herhen med din klan. Vi har et ord at sige jer.<< Vi trådte nærmere, men ikke uden ængstelse for, hvad de kunne finde på. Så mange var i de sidste åringer gået over til dem, at vi kun var et halvlandet hundrede mod deres flok, som var mindst tre gange så stor.

>>Som vi alle har oplevet det ,<< forsatte han, >>er det ikke godt for en lejr at have to høvdinge, når de trækker til hver sin side. Vi har derfor i nat valgt en ny overhøvding for lejren, som alle herefter har at bøje sig for. Her ser i ham !<<  >>Bøje os for ham der?<< råbte far. Aldrig! Så hellere et nyt hjem!<<

>>Han falder måske ikke i alles smag.<< Det var Haksja, der nu forsøgte sig i overtalelsens kunst. >>Men vi vil også være tilfredse , hvis vi hylder den vise slange, som kun har det ene ønske at gøre os guddommelige. Hans løfte derom fra tidernes morgen gælder den dag i dag.<<

>>Lige så guddommelige som Adam og Eva blev det?<< Det var Lahaita, der nu trådte i brechen.   >>Det var deres egen fejl, at det svipsede for dem,<< forklarede Haksja. >>De gav for hurtigt op. De lod sig skræmme af ham den anden og fortrød. Kun når man giver sig helt til slangen, kan han holde sit løfte. Han kan ikke gøre guder af kujoner.<<

>>Hvis der er nogen, som nogen sinde har givet sig helt til slangen, er det det slægtled, som Noa og hans familie undslap fra. Og deres henrykkelse over den guddommelighed, de derved vandt, kan du læse i deres kraniers stivnede grin, blot du kigger ind i den nærmeste knoglehule. Samtidig kan du se, hvad prisen er for at sætte sig op  mod Den Ene.<<

>>Du fører altid Den Ene i munden, Lahaita, men jeg har også hørt jer snakke om Enoks Gud, Noas Gud, Sems Gud, eller Ham, som troner over Regnbuen. Det får jeg til fire, ikke til en<<

>>Som om du ikke vidste, at med de forskellige navne mener vi Den Ene! Men for at berøve jer enhver mulighed for at misforstå os, skal jeg røbe jer det navn, hvorunder Sets æt af det andet slægtled tilbad Ham sammen med vore første forældre. Det hellige navn, som Han selv skænkede dem, betyder:

DEN SOM ER, OG SOM FÅR TIL AT VÆRE.

Vender I ryggen til Ham, da vender I ryggen til lysets kilde og vandrer i jeres egen skygge, hvor slangen har magt.<<

Marul brast i en skogrende latter. >>Og hvor vandrer i hen, hvis man tør spørge?<< råbte han. I må enten bøje jer for os eller liste af som en hund, der har fået af pisken! Ud i den hjemløse vildmark, hvor gribbe og ulve vil slås om jeres kadaver. Ikke nogen større succes for ham, Den Ene med de mange navne, men sådan har han altså for skik at lønne sine tjenere!<<

>>Flertal og magt giver en berusende fornemmelse af succes, men beviser intet om en sags sandhed eller usandhed,<< svarede Lahaita. >>En Gud som er hellig og sanddru, lader sig ikke diktere noget af noget flertal. Noa prædikede sandheden i 120 år uden spor succes, for ingen omvendte sig. Kun han og hans vandt deres liv som løn. De andre kunne så i undergangen trøste sig med, at de var flertallet.<<

>>Og så har vi ikke flere ord til jer,<< sagde far, >>for hermed er alt sagt, som skal siges. Inden aften drager vi ud. Hellere overnatte blandt skovens vilde dyr end i skyggen af der.<<

>>Lad det være som du har sagt. Til solen går ned har i fred!<< proklamerede Nidiri højtideligtog løftede hånden som til edsaflæggelse. Dermed var afgørelsen faldet.

Hos os blev alt nu feberagtig travlhed. I vilmarken går man hurtigt i stå, hvis man har for meget at slæbe på, så det gjalt om at udvælge det allermest nødvendige med omtanke. Fårene ville sinke os alt for meget på rejsen, så dem brugte vi  - bortset fra nogle få avlsdyr - til at tiltuske os flere pakæslerfor, indtil vor karavane af lastdyr kom helt op på 20. Keidan var os en uvurderlig hjælp. Han har en særlig evne til at forvandle et stykke udyrket, stenet jord til en vingård eller urtehave, så han påtog sig at pakke al slags frø, såsæd, frugtkærner og stiklinger i små kurve. Ingen anede jo, hvor langt vi ville få til nærmeste naboer. Vi havde aldrig hørt om andre mennesker i den egn, hvor vi agtede os hen.

De første til at forlade lejren var Bakta og tre unge mænd, som blev sendt op til skovbrynet i nord for at indhegne en lejrplads til natten og sørge for vand til madlavning og brænsel til nattens vagtbål.

Vi andre arbejdede med en sådan iver, at vi allerede et par timer før solnedgang kunne sætte os til vort sidste måltid i lejren, som havde været vort hjem, men hvor vi nu var fremmede og uønskede. Siden middag havde skyerne trukket sammen, og mens vi spiste, bragede tordenen løs, og regnen begyndte at styrte ned. >>Det ser ud til, at den Højeste selv vil spænde ben for vor afrejse! Man skulle ellers tro, den var ham til behag,<< udbrød Esmin efter et skrald, der føltes, som rystede selve jordbunden, som lejren var bygget på. Esmin er ellers god nok, både flittig og pligtopfyldende, og lejrens bedste kok, men desværre af den slags, som ustanseligt svinger mellem tro og vantro, alt efter de ydre omstændigheder. Med forkærlighed dvæler han ved den negative side af enhver sag.

>>Spis din mad og lad være med at bekymre dig,<< svarede Lahaita kort. >>Hvis Gud vil, at vi skal ud, så kommer vi ud - med eller uden en våd kjortel.<< Selv om jeg bliver så gammel som Noa, vil jeg aldrig glemme vor afmarch.

Da vi rejste os fra måltidet , var også tordenskyllerne forbi, og mens vi indtog vore aftalte pladser langs karavanen , brød solen igennem. Hen over de blåsorte skyer, som var trukke længere mod nord, bredte sig, først ganske svagt, så kraftigere og kraftigere, pagtstegnet, Guds trones afglans, regnbuen.

I Hans navn, som troner over regnbuen, drager vi ud!<< Råbte Lahaita.

Karavanen satte sig i gang, og det så ud, som forsvandt den led for led igennem regnbuens portal ind i det ukendte.

Endnu et minde vil jeg have med fra marchen til vor første nattelejr.

Vi havde vel gået en times tid, og skyggerne var blevet lange og sorte, da vi hørte et klagende råb bagude og standsede. I det fjerne så vi en lille skikkelse komme vaklende af træthed med en bylt bundet på ryggen og armene varsomt om en anden. Da skikkelsen kom nærmere, genkendte vi Henda.

>>Tag mig med jer!<< gispede hun forpustet. >>Jeg kender ikke jeres Gud, men jeg tør ikke blive hos ham den anden. Han gør mig så bange. Giv mig en plads hos jer!<<

>>Der er plads også til dig,<< svarede far. >> Gud ske lov for en verden, hvor der er masser af plads , endnu da. Efter sigende boede de så tæt i den gamle verden, at alle var slaver af alle.<<

Det, jeg ikke kan glemme, var mors svar. Hun gik hen og slog armene om Henda, og da hun så, hvor udmattet den unge pige var, sagde hun:>>Ræk mig din lille Haitan lidt. Også til jer to er der plads under regnbuen!<<

>>Åh, hvor godt! Jeg ser den, jeg ser den!<<

>>Kære barn. Den forsvandt for over en time siden, men den vil komme igen en anden gang, når vi trænger til den!<<

>>Nej, den er ikke borte ,<< protesterede Henda. >>Jeg ser den, og den gør mig så tryg.<< 

>>Hvor ser du den, barn?<<

>> I dine øjne, høvdingefrue! Der lyser genskinnet af den endnu.<<

***************

Vi Vandrer Ud

http://www.sagenskerne.dk/29723003

Slut for i dag = Torsdag, den 21. marts 2019 klokken 16:26

 


 Personligt kan jeg godt lide, at falde i søvn til filmen om briller

så derfor godnat.

 BRILLER = Filmen om = BRILLER

It Can Be Done Amigo (Western Comedy, BUD SPENCER ... - YouTube

Video til IT CAN BE DONE AMIGO YouTube

 Denne film om briller findes også på denne internetside

www.sagenskerne.dk

 


 Et budskab lørdag, den 30. marts 2019

http://www.pokerpartiet.dk/154705672

der ønsker mere viden om udvandringen. 


 
 
 
 

 

 

 

 

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE