LIDT HISTORIE
LIDT HISTORIE www.advarselspartiet.dk

Præsenteret her 14. juni 2010

LIDT HISTORIE = TIL GLÆDE FOR = NÆSTE GENERATION

Ruinen af Trajans bro over Donau ved Jernporten i Turnu-Severin, Rumænien

Rumænien i det sydøstlige Europa, har siden en arkæologisk udgravning i 2002, hvor arkæologer fandt en 42.000 år gammel underkæbe af det hidtil ældste kendte eksemplar af Homo Sapiens, været anderkendt som den europæiske civilisations vugge. Fundet blev gjort i det vestlige Rumænien i en grotte fyldt med ældgamle menneskeknogler, tæt ved Anina i nærheden af Jernporten i Donaufloden. Resterne af dette oldgamle Homo Sapiens fik navnet “John af Anina”, og det er det ældste vidnespyrd om Homo Sapiens eksistens på det europæiske kontinent.

Men ak, i de følgende årtusinder glemte John af Anina’s meget emsige og nysgerrige efterkommere, som valgte at fortsætte udforskningen af dette nyopdagede europæiske kontinent, alt om deres gamle fædreland, til stor ulykke for den gren af familien som var faldet godt til i dette frugtbare hjørne af Europa. Nye stammer og klaner opstod blandt John af Aninas efterkommere overalt i Europa, og deres evige jagt på ussel mammon blev i længden deres eneste erindring om fordums dage i det gamle Anina. John af Aninas lokale efterkommere skulle med tiden grundlægge oldtidskongeriget Dacien, et indoeuropæisk område med en meget rig undergrund. Dette område, da Dacien befandt sig på det højeste, svarer nogenlunde til de moderne staters geografi, bestående af Rumænien og Republikken Moldova, samt lidt af det nordlige Bulgarien, og lidt af Ungarn, Ukraines vestligste dele af Karpaterbjergene og et lille frimærke af Slovakiet. I Romerriget havde de hørt om Daciens rigdomme på sølv og guld, og ca. 101-106 f.Kr. erobrede de Dacien. De romerske kejsere begyndte straks en voldsom latinisering af Dacien, og denne dialekt blev fundamentet for det rumænske sprog. Ligeledes er det gamle Dacien i dag kendt som dette område, hvor den klassiske romerske digter Ovid, blev sendt i internt exil indenfor Romerriget i den lille by Tomis ved Sortehavskysten, som i dag kendes som Constanta. Ligeledes findes resterne af Kejser Trajan’s bro over Donau ved Jernporten i Turnu Severin ved grænsen til Serbien. Et mesterværk indenfor antikkens ingenørkunst, da Jernporten frem til 1974, var et af de allerværste steder at besejle på Donau. Efter godt og vel 1500 år, kunne det atter lade sig gøre at lave en fast forbindelse over Donau på samme sted, da Rumænien og Jugoslavien byggede det store fælles vandkraftværk, hvis slusesystemer lettede skibstrafikken på dette vanskelige sted. I ca. 300 e.Kr. blev Romerriget flere gange løbet over ende af indtrængende fremmede folkeslag, som bl.a. Gotherne og Vandalerne. Romerne måtte i 300 tallet opgive Dacien som den første provins, og det mægtige Romerriges langsomme opløsling var nu en realitet. I senantikken og tidlig middelalder kendes det gamle Dacien som tre fyrstendømmer bestående af Vallakiet, Moldavien og Transsylvanien. Konstantin den Stores delning af Romerriget, placerede Dacien indenfor det Østromerske riges område, bedre kendt som Det Byzantinske Rige, hvilket betingede at Balkanlandene blev overvejende Orthodoxkristne. Langt inde ved Uralbjergene trængte de finsk-ugriske stammer længere vestpå, og deler sig i to grupper. Den ene bosætter sig i de områder som vi i dag kender som Finland og Estland, og den anden halvdel går mod sydvest de såkaldte hunner, og trængte i folkevandringstiden langt ind i Centraleuropa, og grundlagde deres nye rige Ungarn, et område som nogenlunde svarer til Ungarn, som det så ud før Trianonfreden i 1920. Transsylvanien blev højborgen for udviklingen af den ungarske kultur, og kan velsagtens sammenlignes med den betydning som Kosovo har for serberne og Slesvig for danskerne. Under de ungarske konger, slog mange tyskere fra Sachsen og Schwaben sig ned i overalt i Ungarn, i Transsylvanien i særdeleshed. Mange jøder fra Polen og Ukraine kom ligeledes. Valakiet, som i dag kendes som det sydlige Rumænien var gennem tidlig middelalder regeret af fyrster af ungarsk oprindelse, som ofte var gift med rumænsktalende prinsesser, på den måde kunne Fyrsterne opretholde en vis lokal stabilitet

Den historiske Grev Dracula afbiledet på et træsnit fra middelalderen

Den mest berømte blandt disse var unægteligt Fyrst Vlad, bedre kendt som Grev Dracula, i særdeleshed fra Bram Stokers fiktive stereotype skrækroman fra 1896. Virkelighedens Fyrst Vlad, hvis øgenavn lokalt var Vlad Tepes (Spidderen Vlad), var berygtet overalt for sin store brutalitet. Han yndede at spidde alle som kom ham på tværs på tykke spidse træpæle. Hans effektive bekæmpelse af al kriminalitet må sammenlignes med vor egen sagnkonge Frode Fredegod. Ligesom på Frode Fredegods tid, kunne man under Vlad Tepes efterlade en guldring på alfarvej, og ingen ville turde stjæle den! Fyrst Vlad, alias Dracula, var den tids nødvendige bolværk imod de hastigt fremadrykkende muhammedanske Osmannere, og Fyrst Vlad indså pr. natur, at disse Osmannere kunne der ikke føres Appeasement politik overfor. Det var jo længe før de moderne pladderhumanisters tid! Tyrkerne besatte Vallakiet, og gjorde det til en vasalstat indenfor Osmannerriget. Vlad Tepes og hans mænd, begyndte at føre en gurillakrig imod Osmannerrigets Mehmet II. Bl.a forgiftede de tyrkernes brønde, og forklædte spedalske og tuberkuløse og andre alvorligt syge mennesker som tyrkere, og lod dem sprede deres smitsomme sygdomme inde bag fjendens linjer. Da Mehmet II og hans tyrkiske hær indtog Vallakiets hovedstad Tirgoviste, mødte der dem et frygteligt syn. En frygtingydende urskov bestående af 20000 pæle med spiddede tyrkiske lig! Den historiske Fyrst Vlad betragtes af mange i det moderne Rumænien som en nationalhelt, og den historiske Draculamyte, blev hæmningsløst dyrket af den forrykte diktator Nicolae Ceausescu’s vanvittige personkult. Siden Berlinmurens fald, har den rumænske turistindustri overtaget den gamle Fyrst Vlad, som et ekstra lille krydderi i deres turistreklamer for Rumænien. Moldavien, som jo historisk er tæt forbundet med Vallakiet, havde i århundreder været autonome områder indenfor det Byzantinske Rige. Det Byzantinske Rige var opstået som Det østromerske Rige efter Konstantin den Store havde delt Romerriget i to, og indført kristendommen som statsreligion. I det Byzantinske område var den Orthodoxe Kirke, lige som senere i Rusland, den dominerende kirke. Osmannerne løb hurtigt det Byzantinske Lilleasien over ende, og snart kom også turen til Balkan og Centraleuropa i løbet af 14-1500 tallet. Med det meste af Ungarns fald i løbet af 1500 tallet, blev Transsylvanien, Vallakiet og Moldavien forenet som et automomt område indenfor det muhammedanske Osmannerrige. Det nordlige Ungarn blev hurtigt befriet af de østriske Habsburgere, som gerne ville ekspandere mod øst. Habsburgerne i Wien, havde ikke de samme internationale drømme som deres slægtninge i Spanien. Resterne af en minaret i den ungarske by Pecs, vidner om hvor dybt ind i Europa Osmannerne nåede. Habsburgerne fik hurtigt fordrevet de muhammedanske Osmannere mod sydøst, og i løbet af 1700 tallet blev Transsylvanien befriet og genforenet med Ungarn. Ungarerne i Transsylvanien var overvejende romersk-katholske, ligesom tyskerne, medens rumænerne forblev orthodoxkristne. En del rumænere og ukrainere i Ungarn, havde gennem middelalderen samlet sig i den Græsk-Katholske kirke, den fraktion indenfor den orthodoxe kirke som anderkender Paven i Rom, til den orthodoxe kirkes store irritation I 1812 blev det østlige Moldavien befriet af Russerne, og under navnet Bessarabien indlemmedes det i Det Russiske Rige, det er dette område som i dag kendes som Republikken Moldavien, dog blev Bessarabiens Sortehavskyst Budjak amputeret af Stalin i 1940 og indlemmet i Ukraine, mere om det senere i artiklen. Zigeunerne som i tidlig middelalder var kommet ind i Europa via Det Byzantinske Rige, på deres kastesløse vandring fra Indien via Persien og Armenien, blev glort til godsejernes slaver i Vallakiet og Moldavien, og var det indtil det lokale slaveris ophør i 1856.

Rumænien bliver et kongerige.

I 1848 havde der ligeledes været oprør i Vallakiet, ligesom i resten af Europa, og i 1859 blev de Osmanniske vasalstater Moldavien og Vallakiet forenet.Prins cuza valgtes som fyrste i det nye Rumænien, men han blev smidt ud af landet i 1866, efter bred folkelig utilfredshed. Under Cuza, blev det kyriliske alfabet i 1861 erstattet med det latinske, i det første forsøg på at knytte Rumænien mod vest, en tradition som gik helt tilbage til Romerrigets dage. De nationalliberale med Bratianufamilien i spidsen, valgte den tyske prins Karl af Hohenzollern-Sigmaringen som ny fyrste. Under den russisk-tyrkiske krig i 1877-78 rottede Ruænien sig sammen med Rusland, og opnåede ved freden i Berlin i 1878 international anderkendelse som et uafhængigt fyrstendømme, og Den Orthodoxkristne Kirke blev statsreligion. I 1881 ophøjedes Rumænien til et kongedømme og Fyrst Karl skiftede navn til Kong Carol I. Tiden fra 1878-1914, var en opgangstid fuld af dynamik og virketrang i dette nye kongerige, som endelig efter flere hundrede år var sluppet ud af Osmannernes kløer. Rumænien begyndte for alvor at vende blikket mod London og Paris. Under den anden Balkankrig i 1913, gik Rumænien sammen med Grækenland og Serbien impd Bulgarien, og Bulgarien måtte afstå det sydlige Dubroga, og grænsen ændrede sig nu mod sydøst i diagonalen Silistra-Varna. Kong Carol I var barnløs, og i 1889 blev hans brorsøn Ferdinand fra Tyskland valgt som tronfølger. Han giftede sig i 1893 med den engelske prinsesse Marie, som var datter af Prins Alfred- en af Dronning Victorias sønner. Rumæniens kongehus havde nu fået tætte familiære forbindelser til bl.a.England, Tyskland og Rusland via den gamle Dronning Victoria. Endnu levede Europas statsoverhoveder i den tyrkertro, at familiære forbindelser imellem de europæiske kongefamilier ville forhindre en ny storkrig. De skulle tage grundigt fejl.
Rumænien blev i 1916 hvirvlet ind i 1 Verdenskrig, da den rumænske regering begyndte at sysle med planen om at genforene Transsylvanien med Rumænien. I det ungarske Transsylvanien var rumænerne i et lille flertal flere steder på landet, medens ungarere, tyskere og jøderne var i flertal i byerne. Centralmagterne fik hurtigt tromlet Rumænien ned og i 1916, måtte Rumænien kapitulere ved seperatfreden i Bukarest, og det meste af landet blev frem til 1918 besat af tyske og bulgarske tropper. Regeringen og kongefamilien flygtede til et ubesat område i Moldavien, og Iassy ved grænsefloden Pruth blev provisorisk hovedstad. Der herskede stor nød og elendighed, særligt i Moldavien p.g.a. krigen. Den rumænske hær og konge valgte stik imod seperatfreden i Bukarest fra 1916, at fortsætte kampen imod tyskerne. Tyskerne tog det med en vis ro, så længe rumænerne ikke gik imod det stratetisk vigtige Vallakiet, som forbandt Tyskland og Østrig-Ungarn med Bulgarien og Tyrkiet. Ligeledes var Tyskerne meget interesserde i, at bevare kontrollen over Vallakiets store oliefelter ved Ploesti, som havde stor vital betydning for en fortsættelse af de moderne krigsmaskiner, så som lastbiler, fly og tanks. Den russiske oktoberrevolution i 1917, fik Rumænien, og isærdeleshed den meget dominerende Dronning Marie, til at øjne chanchen for at ekspandere langt ud over de gamle landegrænser af 1878. Indlemmelsen af det sydlige Dubroga i 1913, var blot begyndelsen til noget større. Formelt var det Kong Ferdinand som regerede Rumænien, men det var den højt begavede og meget eksentriske Dronning Marie som var den egentlige magthaver fra 1914-30, og når den liberalt indstillede dronning først fik en ide, skulle den også føres ud i livet for enhver pris. I ly af Lenin og Trotsky’s seperatfred i Brest Litovsk i Marts 1918, udråbte de vestrussiske provinser fra Petsamo ved Barentshavet til Odessa ved Sortehavet deres uafhængighed. Den russiske provins Bessarabien var en af disse nye stater. Bessarabien, som før 1812, havde været den østlige halvdel af fyrstendømmet Moldavien, havde et overvejende rumænsktalende befolkningsflertal. Tidligt i 1919, indlemmede Rumænien denne gamle historiske provins, til stor vrede for Lenins bolchevikker. Den nye grænse kom til at følge Dnjestrfloden op til Bukowina og Galizien i Østrig-Ungarn. Dronning Marie havde flere ambitioner. P.g.a. seperatfreden i 1916 med Centralmagterne, havde Rumænien automatisk afskrevet sig retten at sidde ved sejrsbordet da fredstraktaterne i Versailles skulle udarbejdes i 1919-20. På egen foranledning, troppede den smukke og eksentriske Dronning Marie op i Versailles med et stort følge og en masse bagage, som næsten var en Madame Castifiora fra Tin-Tin hæfterne værdig, Dronning Marie ville vise omverdenen “Rumæniens menneskelige ansigt”!
Det lykkedes den meget charmerende Dronning Marie at dreje Lloyd George, Orlando og Clemenseau om sin lillefinger, og pludselig var Rumænien automatisk inde i varmen. Dronning Marie begyndte grådigt at tage for sig af retterne, både på Saint Germain og Trianon, da det østrig-ungarske rige skulle afvikles. Det lykkedes Dronning Marie at få tildelt den østriske provins Bukowina, samt Transsylvanien. Ligeledes ville Dronning Marie have hele Banatet og Ruthenien, men måtte finde sig i at skulle dele disse områder med hhv. Serbien og Czechoslovakiet. Dronning Marie gjorde yderligere krav på områder dybt inde i Ungarn, vest for diagonalen Szeged-Debrecen, men her sagde de fire store Allierede nej. Dronning Marie havde allerede fået mere end rigeligt, end hun fortjente. Ulykkeligvis, blev der ikke holdt lokale folkeafstemninger i disse områder i henhold til Præsident Wilsons krav angående folkeretten og folkenes frie ret til selvbestemmelse Rumæniens fælles grænse med Ungarn ville unægteligt have set noget anderledes ud, om der havde været afholdt lokale folkeafstemninger, ligesom i Schlesien, Østpreussen og Slesvig. Det skulle i længden betinge, at Rumænien i 1940 skulle komme i meget alvorligt store problemer med nabolandene, som følge af den eksentriske dronnings umættelige appetit på at rekonstruere det historiske Dacien’s gamle områder. Dronning Marie og resten af Rumænien, havde totalt ignoretet, at mangt og meget havde ændret sig i disse områder siden Romerrigets dage.

Romania Mare.

Dronning Maries nye Stor-Rumænien blev på rumænsk kaldt “Romania Mare”. Kong Ferdinand og Dronning Marie var kommet på tronen ved den gamle Kong Carol I’s død i 1914, men 1 Verdenskrig havde forhindret den officielle kroning. Dette skete i 1922 under stor pomp og pragt i byen Alba-Iulia i Transsylvanien. Man valgte at flytte kroningen til det historiske Transsylvanien, for rent symbolsk at fejre de nye territoriale indlemmelser.. Dette nye kongerige var alt andet end homogent, havde det gamle rumænien været en smule spraglet, så var befolkningen et endnu større etnisk kludetæppe i det nye Romania Mare. I Bessarabien levede udover rumænere, både folketyskere, russere, ukrainere bulgarere, zigeunere, gaugasere og jøder. Bessarabien havde international haftt et meget blaket ry for brutal antisemitisme siden påskeprogromerne i Kishinev i 1903. I Bukowina boede der udover rumænere både tyskere, ukrainere, polakker og jøder.Ukrainerne var endnu meget mopsede over at deres ukrainske republik i det gamle Habsburgske riges nordøstlige hjørne var blevet delt imellem Polen, Czechoslovakiet og Rumænien.I de gamle ungarske områder så situationen ikke ret bedre ud.

Kong Ferdinand og Dronning Marie af Rumænien krones i Alba-Julia 1922


I Maramamures boede der udover rumænere, både tyskere, ungarere, ukrainere, zigeunere og jøder. I Transsylvanien var der udovere rumænere både ungarere, tyskere, zigeunere og jøder. I Banatet levede der rumænere, serbere, bulgarere, tyskere, zigeunere og jøder.I det gamle Rumænien levede udover rumænere både bulgarere, armeniere, zigeunere, tyrkere, serbere og jøder. Det nye Romania Mare havde nu fået Verdens trediestørste jødiske befolkning næst efter Polen og Sovjetunionen. Der levede omtrent ca. 900.000 jøder, isærdeleshed i Bessarabien, Moldavien, Bukowina, Maramamures, Transsylvanien, samt adskillige i Vallakiet og Banatet. I flere områder i var der lokalt tradition for antisemitisme, isærdeleshed i provinserne mod øst. Bratianufamilien, som de sidste godt 50 år havde haft stor politisk indflydelse i Rumænien, og som egentlig var hovedarkitekterne bag oprettelsen af det moderne Rumænien, samt regeringen og kongefamilien, indså hurtigt at de måske havde taget sig lidt for godt af retterne i Trianon. De mange ungarere i Transsylvanien var ikke særligt begejstrede for at være havnet i Rumænien fra den ene dag til den anden. Jøderne i Transsylvanien følte sig også tættere forbundet til Ungarn end Rumænien. For at dæmme op for al for megen lokal ungarsk uro, blev den demokratiske forfatning ændret i 1923, hvor Transsylvanien fik lokal autonomi, med en lokal administration i den gamle ungarske højborg Kolozsvár, som på rumænsk hedder Cluj. På hjemmefronten havde kongeparret også deres egne alvorlige problemer med den uregerlige Kronprins Carol. Den meget eksentriske og dameglade Kronprins Carol havde under et besøg i Odessa i 1918 på egen foranledning, og uden tilladelse fra sine forældre og regering, giftet sig med den unge Zizi Lambrino- datter til en rumænsk general. Parret fik en søn, men Dronning Marie og Kong Ferdinand fik i 1919 dette ægteskab bragt til ophør. Zizi Lambrino og hendes nyfødte søn flyttede til Paris, og efterkommerne har siden 1989 bidraget til yderlige ballade indenfor den rumænske kongefamilie. I Marts 1921 fik Kong Ferdinand istedet giftet sin uregerlige søn med den meget sympatiske Prinsesse Helena af Grækenland, men dette ægteskab var allerede fra starten meget ulykkeligt. I Oktober blev deres eneste barn Prins Mihai, den nuværende eksil-konge født, og mange har siden haft den opfattelse, at den meget dameglade Kronprins Carol havde “tyvestartet” før sit bryllup, eftersom den lille Prins Mihai ved fødslen ikke bar præg af at være for tidligt født! Som sagt blev det en meget kort idyl imellem det unge kronprinsepar, for i 1923 lærte Kronprins Carol en anden officersdatter at kende. Det var den berømt/berygtede Magda Lupescu, bedre kendt som Madame Lupescu som var af jødisk oprindelse. Parret holdt sammen de næste 30 år, indtil Kong Carol II døde i eksilet i Portugal. De leverede resten af livet, rigeligt med stof til skandalepressen og de kulørte ugeblades læseres store interesse, og op igennem 1930'erne foranledigede den meget upopulære Madame Lupescu til megen politisk ustabilitet i Rumænien.

Dronning Marie klarer alle paragrafferne.

Årene 1924-25 blev meget turbolente i Rumænien. Kommunisterne i Rusland havde ikke glemt at Rumænien i 1918 havde indlemmet Bessarabien over night, og at kommunistpartiet var forbudt ved lov. Der satte Dronning Maries demokrati grænsen. I 1924 forsøgte kommunisterne i Sovjet at sætte lus i den rumænske fårepels. Bessarabiens kystprovins, kaldet Budjak var overvejende beboet af russere, ukrainere, bulgarere tartarer, gaugasere, jøder og lidt folketyskere. De sovjet-russiske kommunister sendte deres agenter ind i Bessarabien, og begyndte at provokere de slavisk talende folkegrupper med en voldsom agitation i mod den stigende rumænisering. Ingen i Bessarabien var blevet spurgt, ligesom i Bukowina, Maramamures, Transsylvanien og Banatet, om de vitterligt ønskede at leve som borgere i Dronning Maries og Bratianus Romania Mare. I de nyindlemmede provinser var en vis mopsethed blandt de ikke rumænske folkeslag, og nu forsøgte kommunisterne i Sovjet-Rusland at foreslå en lokal folkeafstemning i Budjakområdet om en eventuel genforening. Budjak er Sortehavskysten mellem Odessa og Donaudeltaet. I 1924 gjorde folkene i byen Tatarbutary i Budjak åbent oprør. Den rumænske regering svarede igen med at sætte hæren og gendarmariet ind imod disse ballademagere. Andrey Kulishnikov, en sovjet-russisk agent var bagmanden bag organiseringen af lokale pro-sovjettiske komiteer overalt i Budjak. I dagene 15-18 september kom det til åbne kampe i byen Tatarbutary mellem den rumænske hær og gendarmariet imod de kommunistiske oprørere. Adskillige blev dræbt, bl.a. oprørslederen Andrey Kulishnikov. Ca. 500 blev arresterret og 287 blev dømt ved retten i Kishinov. Overalt i Vesteuropa og Amerika protesterede det jammerlige venstreorienterede og humanistiske hylekor over den rumænske agression. De kongelige rumænske myndigheder havde jo blot havde gjort en brav indsats, for at holde kommunismen stangen. Langt størstedelen af den uskyldige civilbefolkning i Budjak var ikke interesseret i sovjet-kommunismen, men foretrak en mere fredelig tilværelse under rumænsk beskyttelse. De havde hørt rigeligt med rædselsberetninger om kommunisternes hærgen fra diverse flygtninge, som efter 1917-18 havde bragt sig i sikkerhed i Rumænien. Denne begivenhed huskes sidenhen som “Opstanden i Tatarbutary”. Rumæniens problembarn Kronprins Carol, satte mange grå hår i hovedet på sine forældre, idet han foretrak at leve som en playboy, istedet for at vise kronprinsessen og sit land en vis respekt og ærbødighed. Enkedronning Alexandra af England’s begravelse i 1925, blev et vendepunkt i hans liv, og indirekte den stille begyndelse til den store nedtur for Rumænien som skulle fortsætte frem til Revolutionen i Juledagene i1989.

Dronning Marie af Rumænien udnævnes som æreshøvding hos Sioux-indianerne under besøget i USA 1926


På tilbagerejsen til Rumænien fra begravelsen i London, steg Kronprins Carol af Orientekspressen i Paris, hvor Madame Lupescu ventede på ham. Skandalen kunne ikke skjules i den internationale tabloidpresse, og da både Kong Ferdinand og Dronning Marie forgæves forsøgte at banke den uregerlige kronprins på plads, blev han mellem jul og nytår 1925 formelt fyret som kronprins, og erstattet med den lille Prins Michael. Frem til 1930 tournerede Kronprins Carol og Madame Lupescu rundt ved den franske rivaera, Cuba og USA fra det ene charlestonorgie til det næste, til stor henrykkelse for den internationale skandalepresse. Efter nogle forgæves mæglingsforsøg i 1927, blev kronprinseparrets ægteskab formelt opløst ved Rumæniens højesteret i 1928. Dronning Marie var på officielt besøg i USA og Canada sammen med to af sine andre børn, Prinsesse Ileana og Prins Nicholas i 1926. Den rumænske kongefamilie rejste rundt på kryds og tværs og lavede en vellykket reklame for Rumænien. Bedst huskes dette besøg for Dronning Maries udnævnelse som Æreshøvding hos Sioux-indianerne, og der findes flere berømte fotografier af Dronning Marie med høvdingefjer om hovedet fra dette besøg.

Rumænien bliver i Mellemkrigstiden Verdens 4. største olieproducent. Det går jo godt-sådan da!

Økonomisk gik det godt i Rumænien, og oliefelterne ved Ploesti placerede i mellemkrigstiden Rumænien som Verdens 4 største olieproducent. Bukarest havde forlængst lagt 1 Verdenskrig bag sig, og var blevet en meget moderne europæisk storby med både ældre maleriske arkitektoniske perler som moderne betonbygninger. Bukarest var berømt for sit hotte natteliv, hvor set alle Rumæniens forskellige folkeslag underholdt med stor succes på byens teatre, cabaretter og natklubber. Ikke for ingenting at Bucharest fik navnet “Østens Paris”.

Den store olieproduktion, lå uheldigvis i kløerne på de store internationale oliefirmaer og indtægterne tilfaldt desværre overvejende de udenlandske oliefirmaer og den lokale magtelites korruption, til stor irritation for brede dele af den Rumænske befolkning, som ikke så ret meget til disse store olieindtægter. Dette skulle med tiden udvikle sig til en tikkende bombe under det rumænske samfund. Kong Ferdinand døde i 1927 og hans 6 årige barnebarn Mihai blev udråbt til konge under navnet Mihai I, i Danmark bedre kendt som Kong Michael. Hans farbror Prins Nicholas blev fungerende rigsforstander, og regerede frem til 1930 Rumænien i fællesskab med Dronning Marie.Kronprinsesse Helena blev ved den kongelige skilsmisse i 1928 officielt nedgraderet til Prinsesse Helena, men nød bred folkelig popularitet overalt i Rumænien. Den 6 årige konge forstod ingenting af al den ståhej som nu blev om hans person, og at alle tjenestefolkene pludseligt begyndte at kalde ham for “Deres Majestæt”. Den meget kærlige og pædagogoske mor, forsøgte at bilde den lille konge ind, at det var bare et nyt øgenavn tjenestefolkene havde givet ham. Da han udråbtes til konge, og stod på kongeslottets balkon sammen med sin mor Dronning Marie og modtog folkets hyldest, spurgte den lille Kong Michael forskrækket sin mor, om hvorfor alle disse mennesker stod og hujede og råbte i vilden sky. Prinsesse Helena svarede, at det var til hans sympati folket råbte. Det forskræmte barn sagde: “Mor, vil Du godt sige til dem, at næste gang behøver de ikke at råbe så højt”. Udover at rådgive Prins Nicholas, tog Dronning Marie sig også af to kongelige skilsmissebørn. Det ene var den lille barnekonge og den anden hans lille græske fætter Prins Phillip af Grækenland og Danmark – som i dag kendes som Hertugen af Edinburgh. Monarkiet var mellem 1924-35 afskaffet i Grækenland, og den lille Prins Phillip tilbragte en stor del af sin barndom hos Dronning Marie i Rumænien og derpå hos slægtninge i Tyskland, indtil han i slutningen af 1930'erne havnede i England.
Ligeledes tilbragte Dronning Marie en stor del af sin tid i hendes store villa i Baltik i det sydlige Dubroga ved Sortehavet. Til ære for hendes tyrkiske elsker, dekorerede hun villaen med en lille minaret. Villaen har siden 1940 ligget i Bulgarien, og for de turister som om sommeren holder ferie på Golden Sands i Varna, kan det anbefales at gøre en udflugt til Baltik, som ligger nogle få kilometer nord Golden Sands. Ved hendes død i 1938 blev hendes hjerte fjernet og konserveret og stillet i en lille krukke i det lille orthodox-kristne kapel i villaen i Baltik, og siden i 1940 ført til Rumænien af den rumænske hær, da det sydlige dubroga i 1940 blev afstået til Bulgarien. Ligeledes blev Marskal Pilsudskis hjerte ved hans død i 1935 fjernet, og begravet i hans mors gravsted i Wilna. Politisk og kulturelt gjorde Rumænien sig fortsat internationalt bemærket. Landets udenrigsminister Nicolae Titulescu blev valgt som formand for Folkeforbundet i en periode omkring 1930. Rumæniens nationalkomponist George Enescu høstede i Paris international berømmelse med sine klassiske værker, bl.a “Rumænsk Rhapsodi”, his berømte tema endnu den dag i dag, bruges som kendingssignal på Rumæniens kortbølgesenders internationale udsendelser. Den jødiske tenor Joseph Schmidt fra Czernowitz i Bukowina var internationalt berømt for sine oprettefilm i Tyskland og Østrig, og kastede stor glæde ned over jøderne i Czernowitz og hele Rumænien i almindelighed. Efter Hitlers magtovertagelse, fortsatte Joseph Schmidt sin filmkarierre i Østrig, og blev på foranledning af Hollywood bragt i sikkerhed i USA i 1936, hvor han var lige så populær som i Europa. Desværre tog den politisk naive Joseph Schmidt sin fatale beslutning i 1938, og vendte hjem til Czernowitz, på et tidspunkt hvor store dele af Central og Østeuropas jøder, forgæves stod i lange køer foran de oversøiske ambassader i et desperat forsøg på at få indrejsevisum. P.g.a. den store politiske ustabilitet i Rumænien i 1938, flyttede Joseph Schmidt til Holland og Belgien, og måtte flygte over hals og hovede ned i Vichy-Frankrig i 1940, hvorfra han forgæves forsøgte at slippe tilbage til USA. Joseph Schmidt rejste i 1941 illegalt ind i Schweitz, hvor han i 1942 døde af et hjerteanfald i en schweitzisk interneringslejr for illegale flygtninge, trods store protester fra hans schweitziske fans.

Problemerne dukker op overalt i Rumænien.

I 1927 dukkede et alvorligt problem op i Rumænien. I Moldaviens gamle hovedstad Iassy, grundlagde den rumænske nationalist Cornelius Codreanu “Ærkeenglen Michaels Legion”, bedre kendt som Jerngarden. Det var en nationalistisk organisation, inspireret af Mussollinis italienske fascister. Jerngardens karismatiske og dybt religiøse grundlægger Codreanu, tordnede med den lokale korruption i Rumænien, og at jøderne i tæt samarbejde med udenlandske jødiske forretningsmænd, drænede Rumænien og det rumænske folk for sine retsmæssige olieindtægter. Ligeledes tordnede Codreanu imod den af jøderne skabte kommunisme, og han mente at de mindre velstillede jøder i Moldavien, Bukowina og Bessarabien var en femte kolonne for de atheistiske kommunister i Moskva. Zigeunerne havde Codreanu heller ikke noget til overs for, idet han betragtede deres indgroede asociale adfærd som urumænsk, og beskyldte dem for manglende respekt for anstændige rumæneres private ejendom. I følge Codreanu skulle Rumænien være for rumænere.
Adskillige rumænere med overvejende halvkommunistiske sympatier sluttede sig også diskret til Jerngarden, da de under dække af Jerngarden fik bedre muligheder for deres politiske undergrundsarbejde, eftersom kommunistpartiet var forbudt med lov. I de første år kviede mange rumænere sig med at slutte op om Jerngarden, men efter 1930 fik den for alvor vind i sejlene, og nød en bred folkelig opbakning. I 1930 var der blandt Bratianufamilien og Bondepartiets leder Julius Maniu stor interesse for at lade den landflygtige Kronprins Carol vende hjem som konge af Rumænien. Dronning Marie var alt andet end begejstret, og sagde rent ud til Bratianu og Maniu: “Vil I virkelig have min søn Carol hjem som konge? Gud hjælpe Jer den dag i får ham!”. Den 6 Juni 1930 vendte den landflygtige kronprins hjem til Bukarest og hans mindreårige søn Michael, abdicerede til fordel for sin far. Rumæniens ledende politikere håbede på en forsoning mellem Kong Carol II og Prinsesse Helena, og Kong Carol II havde formelt givet sit tilsagn til dette, for at få lov til at vende hjem til tronen, på den betingelse at Madame Lupescu forblev i udlandet, så langt borte fra Rumænien som muligt. Blot et par uger senere dukkede Madame Lupescu op i Bukarest, og Kong Carol II begyndte at hævne sig på sin familie, og de politikere som havde fyret ham som kronprins i 1925. Indledningen til den nationale og dybt katastofale nedtur for Rumænien, som skulle vare frem til 1989 tog sin begyndelse. Kong Carol II lod adskillige gange det rumænske politi foretage krænkende husundersøgelser hos Prinsesse Helena, og i 1932 forlod hun Rumænien, og bosatte sig i Italien. Jerngarden og det rumænske folk var rasende, og snart begyndte rumænerne i protest at strømme over til Jerngarden. I begyndelsen havde Jerngardens antisemitisme overvejende direkte adresse til Madame Lupescu, men allerede i 1933 begyndte Jerngarden for alvor at røre på sig og likviderede den rumænske premierminister. En ung studerende ved navn Horia Sima begyndte ivrigt at gøre sig bemærket, og tournerede flere gange rundt i Rumænien i 1930'erne sammen med nogle af de mest antisemitiske elementer i Jerngarden, og smadrede ruder i flere jødiske butikker og synagoger overalt i Rumænien. Også visse dele af militæret fik sympati for Jerngarden, der i blandt General Antonescu. Kommunisterne, som endnu blot talte en beskeden skare på godt 1000 medlemmer begyndte også at røre på sig. I eksilet i Moskva levede det jødisk-rumænske ægtepar Ana og Stephan Pauker, I 1933 løb en und skomagerdreng fra landet hjemmefra. Hans navn var Nicolae Ceausescu. Han levede på grænsen af det subsistensløse i Bukarests fattigkvarterer, og gjorde sig bemærket ved sin højtråbende agitation blandt det lokale proletariat. Kong Carols politi fik i løbet af 1935 den unge Ceausescu i kikkerten, og betragtede ham som en farlig agitator. Til sidst blev den ustyrlige Ceausescu forvist til sin hjemby. Ekskorteret af nogle gendarmer til hest, blev den hårdt bagbundne Ceausescu i 1936 til fods ført til sine forældres beskedne hjem. Ana Pauker vendte i 1937 hjem til Rumænien, efter hendes mand var forsvundet under Stalins terror mellem 1936-40. Ana Pauker blev næsten omgående fængslet. Attentatet på den jugoslaviske Kong Aleksander i 1934 svækkede Kong Carol II alvorligt. De to svogre havde været hinandens støtter mellem 1930-34, og Marskal Pilsudskis død i 1935 og Præsident Masaryks pensionering samme år, betingede en vis ustabititet i Ententelandenes militære samarbejde til fordel for Tyskland, Ungarn og Bulgarien. Kong Carol og Madame Lupescu gjorde sig mere og mere upopulære, og ved parlamentsvalget i slutningen af 1937, var Jerngardens valgets egentlige vindere. I desperation udnævnte Kong Carol II den rumænske nationalist og poet Octavian Goga som ny regeringsleder i December 1937. Allerede i nytåret 1938, rottede Octavian Goga sig sammen med Jerngarden og indførte antisemitiske love imod Rumæniens jøder.

I Februar 1938 fik Kong Carol II nok, og tog magten i egne hænder. Forfatningen af 1923 blev sat ud af kraft og samtlige politiske partier blev forbudt. Det eneste tilladte var Kong Carols nydannede politiske parti “Den Nationale Rænnaisance Front”. Codreanu og andre fremtrædende Jerngardister blev fængslet, og General Antonescu blev forvist til et kloster. Kong Carol Ii og den gamle magtelite var desperate, og fortsatte i et forgæves forsøg at læne sig op af den smuldrende Entente. Kong Carol var senere i 1938 på officielt besøg i Tyskland, og mødet med Hitler blev en stor fiasko for dem begge. På Berghof sad de og råbte og skreg af hinanden. Når Hitler begyndte at skrige med sin hysteriske falcetstemme, så råbte Kong Carol II dobbelt så højt tilbage. Ingen lille selvglad underkorporal skulle bilde sig ind, at han uden videre kunne danse rundt med Rumæniens konge efter eget forgodtbefindende! Hitler forlangte at Kong Carol II skulle løslade Codreanu og udnævne ham til regeringsleder. I virkeligheden var Hitler meget interesseret i at få fingrene i de rumænske oliefelter ved Ploesti, eftersom den tyske krigsmaskine led under en alvorlig brændstofmangel. Hitler havde lurepasset overfor England og Frankrig ved indlemmelsen af Østrig i Marts 1938, og kun de af den tyske Værnemagt konfiskerede olie og benzinlagre i Østrig, forhindrede Værnemagten i at løbe tør for benzin på strækningen mellem Linz og Wien. Allehelgens Aften i 1938 slog Kong Carol II til imod Jerngarden, godt inspireret af De Lange Knives Nat i Tyskland i 1934, da Hitler stækkede SA’s voksende magt. Codreanu og flere fremtrædende Jerngardister blev plaffet ned på en øde landevej et eller andet sted i Moldavien. Officielt hed det sig at de var skudt under flugtforsøg. Nyheden om dette blev læst op i den rumænske radio i en ekstraudsendelse. Midt under en radiotransmission med lystigt dansemusik fra en danserestaurant i Bukarest, blev nyheden læst op direkte ned i mikrofonen i en kort pause mellem en tango og en lystig foxtrot. Bagefter fortsatte dansemusikken som om intet var hændt!

Krigsudbruddet 1939 i Europa.

Med rædsel og gru sad Kong Carol II ude på den rumænske sidelinje og så den voldsomme skæbne som ramte Østrig og hans allierede naboland Czechoslovakiet. Avgustin Voloshyn og resterne af Czechoslovakiets forbundshærs desperate flugt ind i det rumænske Maramamures i Marts 1939, var skriften på væggen. Admiral Horthy i Ungarn havde taget godt for sig af retterne ved Czechoslovakiets sønderdelning i 1938-39, og hans næste stop ville unægteligt være Rumænien. Ungarerne havde ved Kong Carol II’s statskup i 1938 mistet deres lokale autonomi i Transsylvanien, og de var mildest taget rasende på Kong Carol II. Admiral Horthy begyndte for alvor at skrue bissen på sammen med kong Boris af Bulgarien imod Rumænien. I Moskva sad Stalin i sin egen lille røde verden og gned sig djævelsk i hænderne, og øjnede en chanche for at få fingrene i Bukowina og Bessarabien. I forsommeren 1939, var Kong Carol II for alvor trængt op i krogen, og indgik en 10 årig venskabspagt med Tyskland. Vejen til de store oliefelter ved Ploesti lå nu åbne for Hitlers krigsmaskine. Ved krigsudbruddet i 1939 erklærede Kong Carol II Rumænien som neutralt. Han havde forlængst set det nyttesløse i den militære alliance med England og Frankrig, efter deres skandaløse opførsel overfor Czechoslovakiet i München i 1938. Den politiske situstion i Rumænien blev yderligere forværret i sommeren 1939, da Jerngarden på åben gade i Bukarest likviderede premierminister Calinescu. Kong Carol II’s politi fik hurtigt pågrebet attentatmændene, og de blev offentligt henrettet med nakkeskud på gerningsstedet. Derpå lå ligene og flød i en afspærring på åben gade i et par dage til skræk og advardsel. Den polske regering og præsident Rydz-Smigly flygtede over den polsk-rumænske grænse lige før Stalin den 17 September 1939 indlemmede Øst-Polen, som følge af Molotov-Ribbentrop aftalerne, hvor Hitler og Stalin delte Østeuropa imellem sig. Hitler lod Stalin vide at han skulle være velkommen til at indlemme de rumænske provinser Bukowina og Bessarabien.
Den polske regering og præsident valgte at flygte sammen med resterne af den polske hær ind i Rumænien, så de ikke kunne kapitulere formelt til Hitler pg Stalin. Formelt kapitulerede Polen af den grund aldrig ved angrebet i 1939. Den politiske situation andrede sig hastigt fra dag til dag overalt i Europa i forsommeren 1939. Rydz-Smigly havde troet at han kunne gentage Avgustin Volushyns desperate flugt ind i Rumænien i Marts 1939, men den spændte politiske situation i Rumænien kom bag på polakkerne, da Kong Carol II svarede igen med at lade den polske regering og præsident internere i husarrest, for ikke at få “Der Führer” på nakken. Diskret lod de rumænske myndigheder resterne af den polske hær, samt de civile polakker fortsætte til England og Frankrig ad søvejen fra Constanza. Inderst inde vidste Kong Carol II at Rumænien var godt på vej til at dele samme skæbne som Polen og Czechoslovakiet, og desperat forsøgte han at holde sammen på Rumænien som en uafhængig nation. Ligesom middelalderens fyrster, samt de efterfølgende rumænske statsledere frem til 1989, fortolkede Kong Carol II begrebet “Frihed”, som national uafhængighed, og satte begrebet personlig frihed i en stor parentes. Den jødiske tenor Joseph Schmidt holdt i 1939 sommerferie hos sin familie i Czernowitz, og blev vidne til de store polske flygtningestrømme som strømmede ind over grænsen i Bukowina. Joseph Schmidt gav i September 1939 sin allersidste koncert i Rumænien i Philharmonien i Czernowitz under stor jubel fra alle tilskuerne jøder som ikke jøder. Derpå rejste han tilbage til Holland og Belgien. Denne koncert skulle nærmest blive en symbolsk svanesang for Rumæniens jøder.

Kong Carol II mister kontrollen over Rumænien. Sovjetunionen indlemmer Nord-Bukowina og Bessarabien.

I 1940 begyndte ulykkerne for alvor at hagle

Besøg evt  www.Siad.dk  eller  www.nomos-dk.dk

Kong Carol II mister kontrollen over Rumænien. Sovjetunionen indlemmer Nord-Bukowina og Bessarabien.

I 1940 begyndte ulykkerne for alvor at hagle ned over Rumænien. Den 26 Juni 1940, gav Stalin Kong Carol II et ultimatum på 48 timer til at rømme det nordlige Bukowina, hele Bessarabien samt et lille frimærke af Moldavien i området omkring Hertsa. Hertsa havde altid været rumænsk, og havde i modsætning til det nordlige Bukowina og Bessarabien ingen ukrainske befolkningsgrupper. Mange især rumænere, måtte flygte over hals og hovede ind i det ubesatte Rumænien, og den 28 Juni ved middagstid, hylede alle landets luftværnssirener og radioen bekendtgjorde med dyster stemme at disse områder nu var overgivet til Sovjet. Overalt i Rumænien standsede al trafik i to minutters sørgehøjtidelighed. Ligeledes skulle Ana Pauker og andre fremtrædende kommunister løslades. Ana Pauker med flere, rejste omgående til Moskva, hvor de forblev frem til Kong Michaels statskup den 23 August 1944. Stalin ændrede på grænserne mellem Bessarabien og Ukraine. Den Autonome Moldaviske Sovjetrepublik blev delt mellem Ukraine og Bessarabien, og Bessarabien fik navneforandring til Den Moldaviske Sovjetrepublik. Sortehavskysten Budjak blev indlemmet i Ukraine. Det kom til nogle dødelige skudepisoder mellem den rumænske hær og sovjetmagten under rømningen af Hertsa. En und jødisk rumænsk soldat var sammen med en officer blevet dræbt af sovjetmagtens kugler, da den jødiske soldat forsøgte at beskytte officeren. Den 29 Juni ankom den rumænske hær til den lille by Dorohoi lige på den anden side af grænsen, og man gjorde klar til at begrave de to lig på hhv. den orthodox-kristne og jødiske kirkegård den 1 Juli. Både officeren og den jødiske soldat fik en formel militær begravelse. Ud af Dorohoi’s godt 15000 indbyggere var ca. 6000 jøder. Denne afdeling af den rumænske hær var godt infiltreret af Jerngarden, og de så sig gale på de lokale jøder, som de mente var Stalins 5. kolonne. Om aftenen den 30 Juni gik militæret fra hus til hus blandt den kristne befolkning og advarede dem imod en større pogrom som ville finde sted den næste dag, og bad dem om at markere deres huse, så de ikke blev uskyldige ofre. Den næste morgen mødte der jøderne overalt i Dorohoi et mærkeligt syn. Alle de kristnes huse var tydeligt markeret. Nogle havde malet korsets tegn på hoveddørene, andre havde stillet deres orthodox-kristne ikoner frem i vinduerne eller havde hejst det rumænske flag i flagstangen. Mange af de kristne borgere i Dorohoi havde fra de rumænske flygtninge fra Hertsa og Nordbukowina, hørt skræmmehistorier om hvorledes de lokale jøder havde jublet over sovjetmagtens ankomst, og havde stillet sig til frivillig tjeneste for stalins NKVD-kommisærer. Så nu var der for alvor lagt op i kakkelovnen til en pogrom. Begravelserne forløb efter etiketten på de to kirkegårde senere på dagen. Den jødiske soldats kiste var netop sænket ned i graven, og æressalutten affyret fra en gruppe jødiske soldater, da Jerngardevenlige soldater pludselig stormede den jødiske kirkegård. Den jødiske æresvagt blev pludselig omringet ved indgangsporten, og deres uniformer blev hevet af dem. De blev stillet op ad muren og skudt. Nogle af de lokale jøder som deltog i begravelsen, lykkedes at undslippe i tomulten, medens andre gemte sig bag gravstenene. De rumænske soldater placerede et maskingevær i hænderne på een af de nedskudte jødiske soldater, så det så ud som om det var jøderne som havde startet skyderierne. Sammen med den rumænske kirkegårdsbetjent, begyndte soldaterne en dødelig klapjagt på de jøder som havde skjult sig bag gravstenene. Derpå begyndte soldaterne at løbe rundt i Dorohoi’s gader og råbe ophidset: “Bolchevikerne kommer!”. Sammen med dele af den lokale rumænske pøbel gik hæren amok og plyndrede, voldtog og tævede løs på byens jøder. Pogromen varede frem til 2 Juli, da den rumænske general Sanatescu ankom til Dorohoi, og beordrede med det samme hæren til at stoppe deres tøjlesløse pogrom. Officererne forklarede at det var jøderne som havde forsøgt en pro-kommunistisk opstand, men da var mindst 50-60 jøder døde- mænd, kvinder som børn. De overlevende jøder fra Dorohoi har siden 1945 hævdet at de reelle jødiske ofres antal er ca. 165-200. Det stod nu klart efter pogromen i Dorohoi, at Kong Carol II for alvor havde mistet sin magt i Rumænien.

Admiral Horthy i Ungarn og Kong Boris af Bulgarien indlemmer dele af Rumænien da Trianonfreden genforhandles.

I August blev Rumænien af Tyskland, Italien og Ungarn stillet for et nyt ultimatum. Trianonfredens aftaler af 1920 skulle genforhandles, og Ungarn’s Admiral Horthy gjorde krav på samtlige ungarske områder i Rumænien, Ved den endelige forhandling i Wien, besvimede Rumæniens udenrigsminister af lutter forskrækkelse over at se de nye grænser på landkortet, som Der Führer havde tegnet. Dronning Maries “Romania Mare” var for alvor begyndt at smuldre. Hele Maramures og det nordlige Transsylvanien skulle indlemmes i Admiral Horthys Ungarn. Resten af Transsylvanien og Banatet fik rumænerne lov til at beholde. Der Führer holdt disse områder frem som en eventuel gulerod for Horthy, som kunne komme på tale, hvis Ungarn gjorde sig yderligere fortjent til dette. På den baggrund deltog Ungarn i invasionen af Sovjetunionen i 1941.

Admiral Horthy og Madame Horthy i det befriede Nordtranssylvanien 1940


Den rumænske regering fik 14 dages betænkningstid, men måtte gå med til de tyske og ungarske krav. Bulgariens Kong Boris øjnede en enestående chance for at få det sydlige Dubroga tilbage, som Rumænien havde erobret i 1913, og allierede sig formelt med Tyskland og Italien den 7 September. samme dag fik Bulgarien det sydlige Dubroga tilbage, og Rumænien og Bulgarien begyndte med det samme at udveksle rumænerne i det sydlige Dubroga med bulgarerne som boede i det nordlige Dubroga.Overalt i Maramamures og Nordtranssylvanien blev Admiral Horthy og den ungarske hær modtaget med stor jubel af den ungarske befolkning, som efter 20 lange år atter kom hjem til Ungarn. Overalt vajede det ungarske flag, der blev lokalt rejst utallige æresporte og kirkeklokkerne bimlede til ære for Hitler og Horthy. Hitlers og Horthys portrætter kunne ses overalt i de lokale butiksvinduer. Det tyske mindretal flagede overvejende med hagekorsfanerne og ungarerne med det gamle ungarske flag med Stafanskronen og statsvåbenet i midten. Admiral Horthy ankom sammen med hele sin familie og den ungarske regering til Kolozsvár (Cluj) og inspicerede de officielle militære som folkelige sejrsparader under stor lokal ungarsk jubel De ungarske folkemasser råbte jublende “HORTHY! HORTHY! HORTHY! HORTHY!”, og stemningen var nærmest som 1960'ernes Beatleskoncerter.. På youtube kan I se disse gamle filmstrimler, hvis I søger efter “KELET FELÈ (the liberation of Transylvania in 1940)” finder I Horthyregimets officielle propagandafilm fra festlighederne i Maramamures og Transsylvanien i 1940. Den ungarske radio transmiterede alle festlighederne i de “befriede” områder og den ungarske og tyske ugerevys kamerafolk filmede på livet løs.

General Antonescu tager magten i Rumænien og Kong Carol II og Madame Lupescu flygter til udlandet.

Kong Carol II var nu mere upopulær end nogen sinde. General Antonescu blev udnævnt som foreløbig statsminister og den 15 September måtte Kong Carol II abdicere til fordel for hans 19 årige søn, som nu for anden gang i sit liv blev udråbt til konge. Kong Carol II og Madame Lupescu ribbede de kongelige slotte for utalige værdier og fyldte dem i Orientekspressen. Jerngarden havde udstedt arrestordre på den upopulære Madame Lupescu, som pludseligt var gået under jorden. Kong Carol II steg ombord i Orientekspressen sammen med sin hofchef og en lyshåret kammerpige. Da toget havde krydset grænsen til Jugoslavien, fjernede kammerpigen den blonde paryk. Det var såmænd den rødhårede Madame Lupescu. General Antonescu som havde stor respekt for Kronprinsesse Helena, fik hende overtalt til at vende hjem til Rumænien, og få dage senere ankom hun med toget fra Italien. Eks-kong Michael har på sine gamle dage sagt i flere interwiews, at da han allermest havde brug for sin mor, havde han kun sin far, og da han endelig havde brug for sin far, havde han kun sin mor. Kong Michael genså aldrig sin far, som døde i sit eksil i Portugal i 1953. I Oktober 1940 lavede General Antonescu Rumænien om til et militærdiktatur, og skabte sin berygtede legionærstat med sig selv som leder og Horia Sima som sin næstkommanderende, Horia Sima havde i 1938 efterfulgt den myrdede Codreanu som chef for Jerngarden.

Nu var General Antonescu med eet blevet hele Rumæniens “Conducator”, det rumænske ord for “Fører”, en titel som Ceausescu siden hen skulle adoptere. I Oktober ankom et par hundrede tusinde fanatisk opgejlede jerngardister fra hele Rumænien til Bukarest og sværgede troskab til Antonescu. Derpå begravedes de i 1938 myrdede jerngardister ved en stor officiel mindehøjtidelighed. Rumænien var for alvor kommet ud at hænge i tovene! I November rystedes Rumænien af et af de voldsomste jordskælv i moderne tid. Skælvet lå på ca. 8 på richterskalaen, med epicenter mellem Transsylvanien og Bessarabien. Rystelserne kunne mærkes helt til Marseilles og Leningrad, og ødelæggelserne var store, især i Bukarest hvor flere af de moderne betonbygninger klappede sammen som et korthus. Blandt de sammenstyrtede bygninger var den berømte Carltonbygning, hvor over 1000 mennesker blev indespærret i den underjordiske biograf. Jerngarden optrådte som de helvedes karle de troede de var, og begyndte straks at strømme til den sammenstyrtede Carltonbygning, hvor de med håndkraft begyndte at grave sig ned gennem murbrokkerne. Nogle tyske ingenører som var i Bukarest foreslog at grave en tunnel ind til den sammenstyrtede biograf, men ingen fremmede skulle komme og belære Jerngarden om noget som helst. Mange liberaltsindede borgere i Bukarest valgte at holde sig på lang afstand fra Jerngardens såkaldte hjælpearbejde i ruinen, og Jerngardens tåbelige stejlhed, forhindrede at utallige menneskeliv i Carltonbygningen kunne reddes. Ikke alle Jerngardens medlemmer var tilfredse med General Antonescu, og var forblevet loyale overfor Horia Sima. Det kunne ikke hurtigt nok for Jerngarden at begynde at rense Rumænien for jødernes magt, og deres forslag var korte og kontante. General Antonescu ville ikke være med til disse tøjlesløse forslag, og foretrak endnu at løse jødeproblemet juridisk på “en anstændig måde”. Den 14 Januar 1941 mødtes Hitler og Antonescu i Tyskland, og Antonescu lovede at bakke op om tyskland ved en eventuel militær konflikt mod Sovjetunionen. Vel tilbage i Rumænien, begyndte Antonescu at udrense de mest håbløse elementer blandt Jerngarden, som lokalt havde besat mange ledende poster overalt i Rumænien, og erstattede dem med loyale personer fra militæret. Jerngarden svarede igen med en tøjlesløs pogrom i Bukarest i dagene 21-23 Januar 1941. Ligesom i Dorohoi i 1940 gik de rundt og advarede den kristne civilbefolkning, som straks malede kors på hoveddørene eller stillede orthodox-kristne ikoner frem i vinduerne. Jerngarden fejrede de følgende dage i et voldsomt antisemitisk orgie. De fleste synagoger og jødiske institutioner blev sat i brand, og adskillige jøder, overvejende forretningsfolk og venstreorienterede, blev slæbt hen i Jerngardens hovedkvarterer og tortureret på de mest opfindsomme måder, godt hjulpet af flokke af kvindelige jerngardister og teenagere fra Jerngardens ungdomsorganisation. Jerngardens kvindelige bødler, var rene hekse, og de stod bag de mest perverterede torturmetoder. Utallige jødiske hjem blev smadret og sat i brand, jødiske kvinder voldtaget på samlebånd. Ca. 100 jøder blev gennet hen i det jødiske slagtehus, store som små, og blev hængt op i slagtekrogene og fik halsen skåret over efter de jødiske slagteritualer. Adskillige af deres opsprættede lig blev bagefter hængt op i lygtepælene overalt i Bukarest påhæftet et skilt: “Koscher” Yderligere 500-600 jøder blev ført ud i en skov og skudt. Efter nogle hårde kampe melem Jerngarden og den rumænske hær, genvandt General Antonescu kontrollen i Rumænien. Horia Sima flygtede til Tyskland, og var en periode i beskyttelsesarrest i Sachsenhausens afdeling for prominente personer, indtil han fortsatte flugten til Italien og derpå videre til Spanien, hvor han levede indtil sin død i 1993. I Spanien fortsatte Horia Sima sin utrættelige kamp imod kommunismen og organiserede en rumænsk eksilregering som overvejende bestod af afdankede jerngardister. Internationalt ville ingen have noget med Horia Simas eksilregering at gøre, og slet ikke den landflygtige Eks-kong Michael. På kongeslottet sad den forskræmte kongefamilie dybt forfærdede over Jerngardens udskejelser. General Antonescu arresterrede ca. 9000 Jerngardister, og de mest baldstyriske elementer blev sendt til Tyskland som vagter i koncentrationslejrene, så var de under en rimelig kontrol.

Rumænien træder ind i 2. Verdenskrig 22 Juni 1941.

Den 22 Juni 1941 angreb Tyskland sammen med finland og Rumænien Sovjetunionen. General Antonescu og det meste af den rumænske befolkning ville have de ulovligt indlemmede områder i Bukowina og Bessarabien tilbage. Den unge Kong Michael betingede at den rumænske hær skulle standse fremrykningen når den nåede til de gamle østgrænser fra 1939, men General Antonescu betragtede blot Kong Michael som et stort barn, og gjorde ellers hvad der passede ham. Formelt var General Antonescu på papiret ansvarlig over for kongen, men et var teori og noget andet var praksis. I Iassi i Moldavien satte Jerngarden et rygte igang, at jødiske sovjetiske faldskærmsagenter var blevet landsat, og så brød helvede løs imod jøderne i Iassi. I flere dage gik Jerngarden og den orthodox-kristne pøbel amok. Iassi var Jerngardens absolutte højborg, stedet hvor Codreanu i 1927 havde grundlagt bevægelsen. ca. 8000 jøder blev slagtet ned overalt i gaderne, og ligene flød overalt. Yderligere 5000 jøder blev gennet hen på banegården og stuvet sammen i kreaturvogne, og i 7 dage kørte dette spøgelsestog rundt omkring i Rumæniens bagende sommervarme. Jøderne fik hverken vådt eller tørt på denne rædselstur, og kun godt 1100 var i live da toget nåede til den endelige destination i det sydlige Rumænien. I Czernowitz i det sovjettisk besatte Nord-Bukowina, satte Jerngarden flere af byens synagoger i brand, der i blandt byens vartegn Det store synagogetempel, en arkitektonisk perle opført i Maurisk byggestil med en mægtig kuppel på taget. Bygningen stod som en sodsværtet ruin frem til 1959, da sovjetmagten restaurerede ydermurene og degraderede bygningen til et almindeligt biografteater, som det fortsat er i skrivende stund. I hele Bukowina levede 50000 jøder, heraf godt 30000 i Czernowitz. Overalt begyndte Jerngarden og den rumænske hær at skyde jøder i hobetal i de befriede områder.

Ghettoen i Kishinov, Bessarabien. Rumænske soldster deporterer jøder til Transnistrien 28 Oktober 1941


I Bessarabien levede godt 300000 jøder. Det lykkedes for ca. to trediedele af Bessarabiens jøder at flygte dybt ind i Rusland og Kasakstan, i nogle afgørende døgn førend den rumænske hær for alvor brød igennem de sovjettiske stillinger. Bag om Kong Michaels ryg indførte Antonescu omgående jødestjernen i de befriede områder, og samtlige jøder blev beordret ind i specielle ghettoer i de større byer. Antonescu fortsatte ind på den sovjetrussiske side af den gamle grænseflod Dnjestr, og besatte trekantsområdet Kamelski-Podolsk, Odessa, Nkolajev. Dette område fik navnet “Transnistrien” med administrativt hovedsæde i Odessa. Hele Transnistrien var mellem 1941-44 General Antonescus private koncentrationslejr, og rumænerne begyndte med det samme at udrydde de lokale jøder med stor brutalitet, og oprette specielle interneringslejre for jøderne inde fra Rumænien. I Transnistrien kunne den rumænske Jerngarde og den rumænske hær i ro og mag udrydde jøder, uden at få vrede noter i Berlin, som tilfældet havde været efter pogromerne i Bukarest og Iassi, hvor Hitler og Himmler havde protesteret over den åbenlyse hensynsløshed. I princippet havde man ikke noget imod pogromerne, men myrderierne burde foregå mere diskret! I 1941-42 begyndte General Antonescu at deportere store mængder af jøder fra Bukowina, Bessarabien og Dorohoi til dødslejrene i Transnistrien. Den tyske ugerevy havde ivrigt filmet dødsmarchen med jøderne fra Beltsy i Bessarabien i eftersommeren 1941, og vist den i biograferne overalt i de besatte lande. Det lykkedes undvegne jøder at nå frem til Bukarest og berette for den lokale overrabiner om uhyrlighederne og sulten i Transnistrien. Overrabineren var i tæt kontakt med kronprinsesse Helena og hun gik direkte til General Antonescu og protesterede kraftigt. Ligeledes lykkedes det for borgmesteren i Czernowitz, at forhindre deportationen af 20000-25000 jøder med hjælp fra Kronprinsesse Helena. Kronprinsesse Helena var protektrice for det rumænske Røde Kors, og hun beordrede i 1942 store nødhjælpsforsyninger sendt afsted til lejrene i Transnistrien. Disse fødevare transporter reddede unægteligt titusinder af jødiske menneskeliv. Ligeledes hooldt hun hånden over den danske Israelsmission, som lokalt gjorde en stor indsats for jøderne i Rumænien. Man formoder at dødsraten for de deporterede jøder og zigeunere i Transnistrien lå på godt 60 %. at den ikke blev højere, skyldtes at Jerngarden og den rumænske hær i tide og utide løb tør for ammunition ved nedskydningerne, og de jøder som ikke kunne skydes den dag blev sendt hjem igen. Rumænerne nøjedes med at bruge skydevåben ved deres aktioner, og ikke knive, brandøkser og lignende redskaber som det kroatiske Ustascha i Jasenovaclejren. Ligeledes kom fødevarehjælpen også de resterende 40% til stor gavn for en eventuel overlevelse. General Antonescu var i løbet af 1942 begyndt at organisere deportationen af samtlige zigeunere i Rumænien til Transnistrien, men her lykkedes det for den unge Kong Michael at sige stop. Kong Michael nægtede under hele krigen at vise sig i Transnistrien, eftersom han mente at den rumænske hær skulle følge Marskal Mannerheims eksempel fra Finland, og stoppe fremrykningen ved grænserne af 1938, en beslutning som Stalin efter 1944 komplimenterede ham for. Kong Michael havde kort inspiceret en rumænsk enhed på Krim i 1943, og det blev hans eneste besøg på besat sovjettisk grund. Jøderne udenfor Moldavien, Bukowina og Bessarabien fik relativ fred, eftersom General Antonescu var af den opfattelse at de var rimeligt godt assimilerede, og ikke udgjorde nogen kommunistisk fare. Dog blev enkelte ventreorienterede jøder i disse områder deporteret til Transnistrien, samt en del af Antonescus rumænske kritikere, kommunister som liberalt sindede. Kronprinsesse Helena begyndte i 1942-43 hemmeligt at samarbejde med Ungarns rigsforstander Admiral Horthy og Dronning Giovanna og Kong Boris af Bulgarien. I fællesskab med det bulgarske kongepar arrangerede hun at så mange ungarske jøder som muligt kunne få transitvisum til Palæstina, efter disktrete aftaler med Churchill og Roosevelt. I USA var man begyndt at udarbejde en hemmelig plan over en eventuel evakuering af så mange jøder som muligt fra Ungarn, Rumænien og Bulgarien. Ligeledes foranledigede Kronprinsesse Helena udrejsetilladelser for adskillige rumænske jøder. General Antonescu så gennem fingrene med dette. Om jøderne emmigrerede ud af bagdøren til den frie verden eller de gik til grunde i Transnistrien kunne være eet fedt. Det tyske Gestapos sikkerhedskontrol ved udrejsen på grænsen mellem Bulgarien og Tyrkiet, måtte til deres store ærgelse lade samtlige jøder med gyldig udrejsehjemmel fortsætte til den frie verden. Mange år efter 2 Verdenskrig, blev både Kronprinsesse Helenas og Dronning Giovanna af Bulgariens navne skrevet ind i “De Retfærdiges Bog” i Israel. Man formoder at ca. 600.000 jøder som ikke jøder forsvandt i Transnistrien mellem 1941-44. Endnu den dag i dag, hænder det at man støder på umarkerede og glemte massegrave i dette område i Ukraine.

Kong Michaels statskup 23 August 1944, men bliver selv kuppet 3 år senere.

I slutningen af 1943 nærmede Stalins Røde Hær sig Transnistrien, og de fleste af de deporterede jøder fik lov til at vende hjem til Rumænien. Mange var blevet subsistensløse efter deportationerne, og overlevede kun takket være en stor lokal indsats fra Røde Kors og andre nødhjælpsorganisationer, bl.a. Den Danske Israels Mission. I løbet af sommeren 1944 blev Transnistrien befriet af Den Røde Hær, og den ukrainske og russiske lokalbefolkning kunne ånde lettet op. Den overvejende russisktalende befolkning i Tiraspol og omegn, som i 1940 var blevet indkorporeret i Den Moldaviske Sovjet Republik, fik allergi mod alt hvad der lugtede af Rumænien for tid og evighed. Russerne ved Dnjertrflodens østlige bred, som aldrig historisk havde været under Rumænien var dybt forfærdede over de rumænske krigsforbrydelser mod civilbefolkningen mellem 1941-44. Dette i Vesteuropa glemte område, skulle vi komme til at høre mere til efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Englænderne og Amerikanerne havde i 1943 bombet oliefelterne ved Ploesti, og luftangrebet forårsagede den største ildebrand nogensinde i verdenshistorien. Hurtigt lykkedes det for tyskerne at få gang i olieproduktionen igen, men angrebet havde unægteligt lammet den tyske krigsmaskine i nogle afgørende uger i sommeren 1943.

Kong Michael og Kronprinsesse Helena af Rumænien. Ca. 1941


I August 1944 begyndte den unge Kong Michael at organisere sit berømte statskup. Den 23 August kaldte han Antonescu og hele hans regering op på kongeslottet i Bukarest, og lod den kongelige livgarde arrestere dem een efter een. Kong Michael udnævnte en ny samlingsregering og kapitulerede til de Allierede, og erklærede Tyskland krig. Kong Michaels statskup i August 1944 var unægteligt med til at forkorte 2 Verdenskrig med 4-6 mådeder, og snart gjorde Finland og Bulgarien det samme. Tyskerne løb af den grund næsten tør for benzin og olie i vinteren 1944-45. Godt nok havde Tyskland en egen produktion af syntetisk benzin, men det var langtfra nok til at holde krigsmaskinen igang. Et par dage senere stod Russerne i Bukarest, og alle indespærrede kommunister blev løsladt. De landflygtige kommunister vendte hjem fra Moskva, og Ana Pauker og George Georghiu-Dej, indtrådte i regeringen under ledelse af Petru Groza fra det kommunistvenlige Plovmandsparti, sammen med de gamle liberalt sindede førkrigsministre Maniu og Taterescu. Tyskerne svarede igen med et par mindre luftangreb på Bukarest, og i løbet af det tidlige efterår 1944 stod den rumænske hær atter ved de gamle landegrænser af 1938 mod Ungarn og Czechoslovakiet. Kong Michael ankom i November 1944 til Cluj (Kolozsvár), hvor de lokale ungarere holdt en meget lav profil. Sejrsrusen fra Admital Horthys triumftog i 1940 var forlængst fordampet, og nu ventede tømmermændene. Kong Michael havde i 1944 genindført den gamle demokratiske forfatning af 1923, men det lokale autonomi i Transsylvanien var endnu ikke blevet organiseret, og blev det heller ikke sidenhen. Nord-Bukowina og Bessarabien blev givet tilbage til Sovjetunionen, og områdernes grænser blev atter fastlagt efter Stalins revision i 1940. Desværre blev Balkanlandene, minus Grækenland, placeret i den Sovjet-russiske sektor på Jaltakonferencen i Februar 1945, Churchll, som ellers havde lovet samtlige Aksemagter bål og brand på Therankonferencen i 1943, opdagede det først da det var alt for sent, men da fangede bordet desværre. Uheldigvis for Rumænien, begrænsede englændernes og amerikanernes kendskab til Rumæniens naturlige og centrale placering i Europæisk historie, sig desværre blot til Bram Stoker’s fiktive skrækroman “Dracula” fra 1896 og den skandaleombruste Madame Lupescu, og de overlod disse områder til Stalins eget forgodtbefindende. Jerngardens yderste venstrefløj havde i August-September slået sig sammen med kommunistpartiet, som endnu blot talte nogle sølle 3000-4000 medlemmer. I løbet af 1945 voksede kommunisternes indflydelse sig markant i Rumænien, og i sommeren 1945, blev størstedelen af de voksne medlemmer i de tyske mindretal i Transsylvanien deporteret til Sovjetunionen som straf for al den skade de havde forvoldt i Sovjetunionen og Rumænien. Den 1.000.000 million store tyske befolkning i Rumænien, havde ikke udgjort et særligt nazistisk uromoment som Sudetertyskerne. Langt størstedelen havde blot passet deres gårde og virksomheder under hele krigen. Jerngarden var så småt begyndt at få en vis indirente indflydelse i kommunistpartiet, og forsøgte at tørre deres blodige hænder af på den lokale tyske civilbefolkning. Kong Michaels to fastre Eks-dronning Elizabeth af Grækenland og Prinsesse Ileana blev hurtigt veninder med Ana Pauker, de blev i denne tid kendte som “De røde tanter”. Den intelektuelle Ana Pauker begyndte internationalt at gøre sig meget bemærket, og blev hurtigt berygtet for sin hårde fremtoning i medierne. Egentlig var hun såmænd ikke værre end sine mandlige kollegaer, men fik nok lidt ekstra opmærksomhed fordi hun var kvinde. Hun havde et barskt udseende og blev i efterkrigstiden nærmest symbolet på kommunismens hæslige fjæs. Ved parlamentsvalget i Rumænien i 1946, vandt kommunisterne takket være en masse valgfusk. Overalt hang Kong Michaels portræt nu ved siden af Stalins og Ana Paukers. Egentlig var Ana Pauker blot viceudenrigsminister, men hun var Rumæniens egentlige magthaver. General Antonescu og hans ministre var i 1944 blevet ført til Moskva. I 1946 vendte de tilbage til Rumænien, og efter en kort retssag blev de dømt til døden og skudt. I løbet af efteråret 1947 begyndte kommunisterne at udrense de gamle liberaltsindede ministre i samlingsregeringen. I November blev Kong Michael og hans mor Kronprinsesse Helena inviteret til det kongelige bryllup i London. Englands kronprinsesse Elizabeth skulle giftes med Prins Phillip af Grækenland og Danmark, Kong Michaels fætter og barndomskammerat. Kommunisterne anbefalede Kong Michael og hans mor at rejse til det store kongelige bryllup. I Paris steg Prinsesse Anne af Burbon Parma ombord i Orientekspressen, og forelskede sig pladask i den unge rumænske konge. Prinsesse Anne var barnebarn af den danske Prins Valdemar som bulgarerne godt 60 år tidligere havde foreslået som konge. Kommunisterne i Rumænien havde ellers foreslået Kong Michael og Kronprinsesse Helena at tage deres kæreste ejendele med i bagagen, og de ventede dem ikke tilbage. Stemningen var munter og jovial da de røde tanter og den rumænske regering stod på hovedbanegården i Bukarest og vinkede farvel. Medens Kong Michael og hans mor var i London, troppede Tito og andre østeuropæiske toppolitikere pludseligt op i Bukarest til et Kominformmøde. Ana Pauker, George Georghiu-Dej og Petru Groza havde hørt efterretninger om Kong Michaels møde med den unge Prinsesse Anne. Et ungt romantisk kongebryllup midt inde i Østeuropa var hverken i deres eller Stalins interesse. Trods alle odds vendte Kong Michael og hans mor tilbage til Bukarest omkring 1 December. Der var en meget iskold stemning på hovedbanegården i Bukarest. Selv de røde tanter blev næsten ignoreret. Ana Pauker var den eneste som hjerteligt underholdt sig med kongefamilien på banegården. Ana Pauker var ifølge Prinsesse Ileana den eneste af kommunisterne som besad en vis dannelse, de øvrige var en flok simple børster og bisser. Kong Michael og Kronprinsesse Helena rejste til kongefamiliens slot i Sinaia i Karpaterbjergene og begyndte at forberede julen. Kommunisterne var ikke i julehumør, og Petru Groza og George Georgehiu-Dej begyndte at forberede afviklingen af monarkiet. Den 30 December 1947, kaldte de Kong Michael og Kronprinsesse Helena ned på slottet i Bukarest. De lod kongen vide at de havde taget 1000 civile gidsler som ville blive skudt, hvis han ikke omgående underskrev den abdiceringserklæring, som de havde udfærdiget. Under stort pres måtte den populære konge abdicere, og den rumænske statsradio læste med det samme erklæringen op. Det rumænske folk var dybt fortvivlet. På slottet i Bran, løb Prinsesse Ileanas tjenestefolk grædende rundt og råbte: “Hvad skal der blive af os når vi ikke har nogen konge”. Kongen og Kronprinsesse Helena begyndte straks at pakke deres ejendele under strengt opsyn. Den kongelige livgarde blev erstattet med kommunistiske politisoldater. Kongen fik fred til at pakke nogle kufferter, medens kommunisterne nøje overvågede Kronprinsesse Helena. Hun fik dårligt nok lov til at tage et lille askebæger med sig. De røde tanter fik ligeledes lov til at forlade Rumænien. Prinsesse Ileana trodsede kommunisterne i nytåret 1948 ved at aflægge General Antonescus psykisk nedbrudte enke en afskedsvisit, inden hele kongefamilien forlod Rumænien.

Kommunisterne tager magten.

I 1948 begyndte kommunisterne for alvor at rydde op overalt i Rumænien. Atheismen blev som overalt i de kommunistiske lande gjort til statsreligion. Den orthodox-kristne kirke blev tålt, og den katholske kirke i de gamle ungarske områder undertrykt. Den græsk-katholske kirke i Syd-Bukowina, Maramamures og Transsylvanien blev forbudt og indkorporeret i den Orthodox-kristne kirke frem til 1990. De mest hårdnakkede modstandere inden for den græsk-katholske kirke blev spærret inde i en fangelejr, og udsat for de værste torturmetoder, hvor kun fantasien satte grænsen. Overalt i Rumænien oprettedes fangelejre til kommunisternes modstandere, og de blev bestyret af sadistiske afdankede jerngardister, som havde skiftet side i August 1944. Andre kristne menigheder begyndte en lignende undergrundsvirksomhed frem til 1989. Det tyske mindretal som var blevet deporteret til Sovjetunionen i 1945 fik lov at vende hjem. Ungarerne blev hårdt undertrykt som de farlige Horthy-fascister, de rumænske kommunister mente de var. Ligeledes var der godt 300.000 jøder tilbage i Rumænien. Al landbrug og industri og private virksomheder skulle nationaliseres. Ana Pauker begyndte langsomt at komme i modvind omkring 1949, fordi hun var imod nationaliseringen af landbruget, eftersom hun med rette forudså et yderligere alvorligt fald i fødevareproduktionen, noget som allerede kunne mærkes, efter deportationen af det tyske mindretal i 1945. Rumæniens frodige landbrugsproduktion havde så store udbytter, at det ikke havde været nødvendigt at rationere de rumænsk producerede fødevarer under 2 verdenskrig. Deporteringen af tyskerne i 1945 havde ødelagt meget af landbrugsproduktionen i hele Transsylvanien, Maramamures og Banat, og forårsagede en akut fødevaremangel overalt i Rumænien mellem 1945-49.
Mange zigeunere var blevet sat til at dyrke de deporterede tyskeres jord, med dette asociale folk havde meget begrænsede kundskaber i at dyrke jorden og skabe et ordentligt udbytte, og resultatet blev jo også derefter. Ligeledes tillod Ana Pauker 100.000 rumænske jøder iat emmigrere til Israel og USA. Flere sovjettiske jøder var via Czernowitz i Nord-Bukowina sluppet ind i Rumænien medens grænsen endnu var relativ åben mellem 1944-47. Det huede ikke Stalin, at Ana Paukers Rumænien var ved at udvikle sig til en zionistisk udslusningsanstalt for de overlevende jøder i Østeuropa. Sammen med Vasilie Luca, som var fra den ungarske befolkning i Transsylvanien og rumænerene Georgescu og George Georghiu-Dej, dannede Ana Pauker en multietnisk Moskvatro gruppe i Rumænien, og de styrede landet med hård hånd frem til 1952. Mellem 1948-52 blev Rumænien internationalt kaldt “Den 17. Sovjetrepublik”. Petru Groza fra Plovmændenes Parti blev stille og roligt udrangeret på sidelinjen. I denne periode opstod en remse i Rumænien : ” Ana, Luca, Teo[ Georgescu], Dej / Skræm livet af bourgeiusiet!”. Et rumænsk bondeoprør imod kommunisterne i 1950 blev slået brutalt ned af den rumænske hær og tropper fra kommunisternes hemmelige sikkerhedspoliti Securitate.

I 1952, i kølvandet på Stalins og de andre østeuropæiske landes udrensninger, som havde visse antisemitiske undertoner, kom turen nu til Rumænien. George Georghiu-Dej havde rottet sig sammen med den nationalistiske del af kommunistpartiet, og han lod Ana Pauker, Vasilie Luca og Georgescu arresterre. Fra den dag var det slut med multikulturel dominans i kommunistpartiet, og der blev omgående sat en stopper for den zionistiske emmigrations trafik. Mange rumænske jøder som var mistænkte for zionisme blev arresterret, og en voldsom rumænisering blev sat ind overalt mod de nationale mindretals medlemmer i kommunistpartiet. George Georghiu-Dej førte en stabil nationalistisk kurs inden for de af Sovjetmagten tilladte rammer frem til sin død i 1965. Han blev afløst af den 47 årige Nocolae Ceausescu, som omgående begyndte at føre en voldsommere nationalistisk kurs. Ceausescu gjorde sig internationalt bemærket i 1968, da han som det eneste land i Warszawapagten nægtede at invadere Czechoslovakiet, og hurtigt begyndte han at føre sin egen private inden og udenrigspolitik. Som det eneste land i den kommunistiske verden afbrød han efter 6 dages krigen i 1967 ikke de diplomatiske forbindelser med Israel, og snart blev Ceausescu Vestens kæledægge i Østblokken.Ceausescu åbnede landets grænser, og afskaffede visumtvangen for vestlige borgere, og snart begyndte turisterne fra Vesteuropa at valfarte til Sortehavet. Dog måtte den rumænske civilbefolkning ikke komme i kontakt med udlændinge mere end højst nødvendigt. Skete det alligevel, skulle de indenfor 24 timer aflægge Securitate en skriftlig rapport og fortælle alt hvad de havde talt om. De risikerede blot at en anden rumæner ellers ville angive dem. De første år under hans styre var rimelig fredelige, og livet var lokalt ikke værre end i andre østeuropæiske lande. Ceausescu lavede store industrielle investeringer, og rumænerne havde det tåleligt. Et officielt besøg i Nord-Korea først i 1970'erne skulle forandre alting. Ceausescu og hans intrigante kone elena blev meget imponerede over at opleve diktatoten Kim-Il-Sungs forrykte personkult, og Ceausescu var dårligt vendt hjem til Rumænien førend han begyndte at kopiere dette vanvid. Overalt begyndte han at hænge store portrætter op af sig selv, og overalt kom der slagord op til ære for Ceausescu. Hele Rumænien skulle nu for alvor rumæniseres een gang for alle, og Ceausescu begyndte foralvor at skrue bissen på overfor de nationale mindretal. I det nordlige Dubroga levede mange tyrkere i små maleriske osmanniske landsbyer. Disse landsbyer blev de første ofre for hans forrykte industrielle nationalisme. Ceausescu mente at landsbyernes størrelser var unødvendigt spild af god landbrugsjord. Som forhåndværende landbrugsminister mellem 1947-65, mente denne skomagedreng at han var et geni indenfor moderne landbrugsproduktion. Samtlige huse og moskeer i de tyrkiske landsbyer blev jævnet med jorden, og folkene blev genhuset i en moderne betnblok i små lejligheder. De som vovede at protestere blev omgående skudt eller sat i fængsel. I alt formåede Ceausescu at ødelægge ca. 20 landsbyer i hele Rumænien, men mangelen på byggematerialer forpurrede heldigvis denne sindssyge plan. Dog gik det ligeledes ud over adskillige gamle maleriske kvarterer i flere rumænske byer. Jeg så det ved selvsyn under et besøg i Deva i 1991. Den ene halvdel af byen var moderne Ceausescubeton, og den anden halvdel mindede meget om den gamle bydel i Ebeltoft. I 1974 blev Ceausescu ophøjet til landets enevældige præsident, og han lod et stort septer fabrikere som et magtsymbol. Den parnoide Ceausescu lod sit berygtede sikkerhedspoliti Sicuritate udspionere hele befolkningen, og slog brutalt ned på den mindste ytring imod regimet. Rumæniens statsradio begyndte udelukkende at kværne med partipropaganda og Ceausescusange fra tidlig morgen til sen aften, Overalt i Rumænien i byer som i landsbyerne kværnede højtalere fra lygtepæle og telefonmaster med den ulidelige propaganda. Det blev strafbart at lytte til udenlandske radiostationer, inklusive de østeuropæiske. Det store jordskælv i 1977 kom som sendt fra oven for Ceausescu. Bukarest og andre mindre byer blev hårdt ramte og skaderne var store. Mange fundamenter var i forvejen halvt ødelagte fra jordskælvet i 1940, og byggematadoren Ceausescu kunne for alvor føre sine vanvittige projekter ud i livet. Store dele af de gamle historiske og maleriske bydele i Bukarest blev i 1980'erne revet ned, og Ceausescu begyndte at opføre sit mammutpalads i beton. Der blev anlagt en ny bred boulevard med store betonbygninger på hver side som fører op til dette hæslige mammutpalads. I begyndelsen af 1980'erne begyndte nationaløkonomien at gå i den forkerte retning. Ceausescus vanvittige anlægsprojekter, de 5 efterretningsvæsner som blot udspionerede hinanden, de store politi og militærstyrker havde kostet dyrt, og udelandsgælden var eksploderet. Nu skulle der for alvor spares. Ekektriciteten blev afbrudt ca. klokken ni hver aften, stuetemperaturen måtte ikke overstige + 16 grader, alting blev rationeret til et absolut mimium. Folket skulle arbejde dag og nat. Aborter blev forbudt såfremt det sjette levende barn ikke var født endnu (døde børn talte ikke med i regnskabet). Svangerskabsforebyggende midler blev ligeledes forbudt. Selv førte Ceausescufamilien en vanvittig og totalt virkelighedsfjern luksustilværelse, som en dyb kontrast til den nød og elendighed de bød deres eget folk. Den forrykte Ceausescu begyndte at bilde sig ind at han var direkte efterkommer fra den romerske Kejser Cæsar, og udtalte at han var for prægtig til at stå i spidsen for en så lille nation. Kunne forældrene ikke tage sig af deres afkom, så blev de anbragte i Ceausescuregimets børnehjem, hvor de med organiseret misrøgt og brutal terror blev demoraliseret til en fremtidig karriere indenfor Securitate. Tvangssteriliseringen af de mest utilpassede zigeunere blev indstillet. Gamle over 65 år måtte ikke modtage lægebehandling. Ceausescu fandt på nye eksportvarer. Jøderne og folketyskere kunne frikøbes af Israel, USA og Vesttyskland med et depositum på godt 5000 D-Mark pr. person. Ceausescu pralede i 1980'erne at hans bedste eksport udover olie bestod af tyskere og jøder. Stort set alle fødevarer blev eksporteret, og det eneste fra grisene som nåede frem til kødbutikkerne var svineører, haler, tryner og grisetæer. Den rumænske befolkning kaldte disse for “patrioter”, eftersom det var de eneste dele af grisene som forblev i Rumænien. Brovtende kaldte Ceausescu Rumænien for den latinske ø midt i det slaviske hav.
I 1982 ville Ceausescu “forkæle” folket, og købte samtlige afsnit af den amerikanske sæbeopera “Dallas” til rumænsk TV. Så kunne folket een gang for alle få lov at se al kapitalismens djævelskab i JR’s skikkelse, og blive kureret een gang for alle. Alle gader lå øde overalt i Rumænien, når de sort-hvide billeder af Dallasserien tonede frem på skærmen, og rumænerne slugte med begejstring JR og den øvrige Ewingfamilie råt. Grobunden til den store folkelige utilfredshed imod Ceausescu blev yderligere forstærket for hvert afsnit af Dallas. I Ungarn havde man fra ungarerne i Rumænien hørt om Ceausescus brutale behandling af deres gamle landsmænd, og på et østeuropæisk topmøde kom det til åbent klammeri imellem Ceausescu og Ungarns moderate Janos Kadar. Kadar bad Ceausescu om at behandle det ungarske mindretal anstændigt, og Ceausescu beskyldte Janos Kadar for at føre “Horthypolitik”. Gorbatov’s reformer i Sovjetunionen efter 1985, isolerede det parnoide og ekstremt stalinistiske Ceausescuregime overalt i Østeuropa. Ceausescu begyndte for alvor at blive politisk senil, og til sidst i foråret 1989 opfordrede han forgæves Warszawapagten at invadere Polen og Ungarn. I sommeren 1989 var Rumænien gældfri, men landet var totalt nedslidt og misrøgtet, og standarden var forlængst kommet langt under 1938 niveauet. I December 1989 gjorde en lokal ungarsk protestantisk præst ved navn Lazlo Tökes i Timisioara oprør. Han var een af de meget få, udover den rumænske dissident Dorina Cornea fra Cluj, som turde at tale Kejser Cæsar imod. Det kom til store lokale demonstrationer i Timosioara og Arad, som Securitateenheder brutalt forsøgte at slå ned, men i løbet af få dage spredte urolighederne sig overalt i Rumænien. Den 21 December 1989 holdt Ceausescu en stor udendørs brandtale i Bukarest. Jeg sad i Danmark og lyttede med på langbølgesenderen fra Brasov i Transsylvanien. Ceausescu brølede ud over parlamentspladsen og videre ud i æteren, at folkene i Timisioara var en flok farlige fascister og terrorister. Pludselig begyndte den udkommanderede folkemængde at råbe “ios Ceausecu” (ned med Ceausescu). Den tydeligt nervøse Ceausescu forsøgte nervøst at dæmpe folkenmasserne ned, og pludselig blev transmissionen afbrudt, og radioen begyndte istedet at spille den ene Ceausescusang efter den anden, og nervøse og ophidsede speakerstemmer læste det ene nye dekret op efter det andet. Cesusescu og hans kone Elena flygtede i en helikopter, men blev pågrebet af oprørske enheder to dage senere udenfor Bukarest. Illiescu fra kommunistpartiet og hans nye Fronten til Nationens Frelse havde afsat Ceausescu og ophævet kommunisternes magtmonopol. Juledag blev det forhadte ægtepar Ceausescu henrettet på en militær base, efter en kort standret, og den rumænske statsradio begyndte at transmittere den orthodox-kristne julegudstjeneste og spille julemusik for første gang siden 1947. De fleste af julepladerne var overvejende gamle 78'ere, eftersom Statsradioen ikke havde købt grammofonplader med julemusik i 42 år. I nogle dage var der hårde kampe i Bukarest og andre storbyer mellem Fronten Til Nationens Frelses tilhængere og fanatiske Ceausescutro enheder fra det berygtede sikkerhedspoliti Securitate. Jeg sad Juledag i 1989 og lyttede til radiotransmissionen med julegudstjenesten fra den orthodox-kristne kathedral i Bukarest, og i baggrunden kunne man tydeligt høre lyden af maskingeværer og enkelte kanoner fra de blodige gadekampe i Bukarest.

Den turbolente tid efter Ceausescu.

Ligene af ægteparret Ceausescu var dårligt nok nået at blive kolde, førend den internationale presse bragte en spøgelsesrøst fra fortiden. I sit spanske exil opfordrede den ældgamle Jerngardefører Horia Sima i et åbent brev, alle gamle jerngardister og deres efterkommere at vende hjem til Rumænien og bygge fædrelandet op på ny. Tiden var forlængst løbet fra Horia Sima og hans slæng, og han fik lov at dø i ubemærkethed i 1993. De første par år efter 1993 blev ret turbolente med lokal etnisk uro i Rumænien, inden det rumænske folk atter kunne begynde at vænne sig til demofrati for første gang siden 1937. Billederne fra Ceausescus misrøgtede børnehjem og åndsvageanstalter rystede hele Verden dybt, og med det samme begyndte diverse humanitære organisationer på deres store lokale hjælpearbejde overalt i Rumænien. I Marts 1990 kom det til voldelige sammenstød mellem ungarere og rumænere i Titgo-Mures i Transsylvanien. De lokale ungarere havde markeret Ungarns nationaldag den 15 Marts, og nogle rumænske nationalister troede at de ville skrue tiden tilbage til Horthytiden. Tirgu-Mures ligger i den del af Transsylvanien som blev “genforenet” med Ungarn i 1940, og i et par døgn var der regulære gadekampe mellem rumænere og ungarere. Ligeledes var der lokale pogromer mod zigeunere flere steder i Rumænien. Befolkningen de gamle ungarske områder havde bevaret den gamle Habsburgske mentalitet og virketrang, og der gik omstruktureringen let. Ligeledes var der en overvejende borgerlig-liberal tankegang, i modsætning til Vallakiet og Moldavien. Illiescu nød størst opbakning i det sydlige og østlige Rumænien, og disse områder hører til de økonomisk tilbagestående dele af Rumænien. De gamle ungarske områder er fortsat den del af Rumænien som er Rumæniens økonomiske drivkraft, og mange lokale ungarere er utilfredse med ikke at have fået den gamle lokale autonimi af 1923 tilbage. Ligeledes har der været en vis Antonescunostalgi i brede dele af Rumænien, og den gamle militærdiktator blev for ca. 3-4 år siden ved en national TV-afstemning placeret på en 6. plads på en top-ti liste over de mest populære personer i Rumæniens historie. Den rumænske offentlighed blev dybt forfærdede da den rumænske regering under Illiescu begyndte at løfte sløret for ugerningerne i Transnistrien mellem 1941-44. Kommunisterne og Jerngardens yderste venstrefløj, som var blevet fusioneret i løbet af vinteren 1944-45, havde bildt de intetanende generationer efter 1947 ind, at Antonescu havde beskyttet de rumænske jøder, og at ungarerne havde deporteret samtlige jøder, i de områder af Rumænien som de havde indlemmet i 1940. Bessarabien og Nord-Bukowina havde siden 1945 atter været en del af Sovjetunionen, så disse områder var det ikke værd at beskæftige sig med. Siden 1970'erne, havde enkelte overlevende jøder fra Sighet i Maramamures besøgt lokale folkeskoler i Maramamures og berettet om de tysk-ungarske deportationer i 1944, noget som den rumænske stat af naturlige grunde ikke havde været involveret i. På denne måde havde de rumænske myndigheder efter 1945 skamløst forsøgt at sende Sorteper videre, og mange dybt chokerede rumænere måtte nu til at revidere deres indoktrinering om Rumæniens lidet heltemodige indsats under 2 Verdenskrig. Den ældre generation, som af frygt ikke havde turdet sige noget efter 1945, begyndte langsomt at lukke op for deres uhyggelige erindringer, og kunne bekræfte den nøgne og brutale historiske sandhed. Blandt mange liberaltsindede var der stemning for Kong Michaels tilbagevenden, hvilket mødte stor modstand fra Præsident Illiescu og hans Fronten Til Nationens Frelse, som blot var en teknisk navneforandring for det forhadte kommunistparti, som nu betragtede sig selv som socialdemokrater. Antonescu’s tilhængere bebrejdede Kong Michael for ikke at have benådet General Antonescu i 1946, og for deres skyld kunne han forblive i Versoix i Schweitz. Kong Michael og Dronning Anne forsøgte sammen med to af deres døtre at rejse ind i Rumænien i 1991, men blev efter ca. 1 døgn standset ved en vejspærring af de rumænske sikkerhedsstyrker og udvist. Kong Michael var rejst ind på sit gamle rumænske rejsepas, og betjentene i paskontrollen blev helt paf da den gamle kongefamilie pludseligt stod foran dem i Bukarest lufthavn, og i lutter befippelse godkendte de dem som turister. I Påsken 1992 fik kongefamilien lov til at besøge Rumænien i tre dage, og blev tiljublet af hundrede tusindvis af glade rumænere overalt. Illiescu anså vel den populære konge som en mulig rival, og kongen blev forment adgang så længe Illiescu var præsident.

Sovjetrepublikken Moldovas uafhængighed og de lokale problemer i Transnistrien.

Sovjetunionens sammenbrud i 1991, og Den Moldaviske Sovjetrepubliks uafhængighed, samt genindførelsen af rumænsk som officielt sprog, fik mange rumænsktalende borgere i Moldova til at dyrke General Antonescu med en vis nostalgi, og både i Kishinov og Bukarest vaktes håbet om en snarlig genforening. De eneste som ikke var begejstrede, var den russisktalende befolkning i Tiraspol på den venstre bred af Dnjestrfloden, som svarede igen med at proklamere Transnisriens uafhængighed fra Moldova. Den venstre bred af Dnjestrfloden i Moldova, havde ikke været under Rumænien mellem 1918-40. Russerne i Tiraspol og omegn havde altid været loyale overfor Moder Rusland, uanset om Zaren havde været hvid eller rød. Desuden var de dybt forfærdede over Jerngardens og den rumænske hærs krigsforbrydelser imod den jødiske civilbefolkning, i det rumænsk besatte militærdistrikt Transnistrien mellem 1941-44. Russerne i den selvbestaltede republik Transnistrien havde fået allergi overfor Rumænien for tid og evighed. De nægtede at fjerne de lokale Leninstatuer og skilte med sovjettiske symboler, og begyndte at udstede deres egne lokale rubler og rejsepas. Ligeledes nægtede de at skulle tale rumænsk og erstatte det kyriliske alfabet med det latinske. Det resulterede i en få måneder lang borgerkrig i Moldova i 1992, med godt 3000 dræbte tilsammen. Ligeledes begyndte de at fordrive de mest højtskrålende rumænsktalende moldavere over på den Moldaviske side af Dnjestrfloden. Intet land i omverdenen har villet anderkende den selvbestaltede republik Transnistrien, som nu har 18 års jubilæum. Udenrigsministeriet advarer danske turister på det kraftigste at rejse ind i Transnistrien fra Ukraine, da et indrejsestempel på grænseovergangene mellem Ukraine og Transnistrien, af de moldaviske myndigheder oftest fortolkes som ulovlig indrejse i Moldova.

I Transnistrien findes en del sværindustri, hvis indtægter den meget slunkne statskasse i Kishinev er meget interesserede i. Ved våbenhvilen i 1992 blev byen Tighina (Bender) på den højre side af Dnjestrfloden gjort til bufferzone mellem Transnistrien og Moldova, og har siden de facto været en del af Transnistrien. Problemet Transnistrien har siden givet politikerne i Kishinev, Bukarest, Bruxelles og Moskva mange grå hår i hovedet, og fortsat er der ikke kommet nogen fornuftig løsning på dette problem. Byen Tighina’s de facto placering i Transnistrien er en hemsko for en eventuel international anderkendelse, eftersom denne by historisk altid har været en del af Bessarabien. Både i Kishinev og Bukarest bruges byen Tighina som et argument for ikke at anderkende Transnistrien internationalt. Dette har naturligvis også forhindret Bessarabiens genforening med Rumænien..Transnistrien kan besøges ved lovlig indrejse fra det for EU-borgere visumfri Moldova, og på grænsen ved Tighina og Tiraspol, kan de meget få turister, få udstedt et lokalt indrejsevisum til Transnistrien. Via Budapest er der flyforbindelser videre mod Kishinev Transnistrien er et sandt Breszhnev-museum, og jeg kan kraftigt anbefale stedet som et oplagt feriemål for gamle Leonid Breszhnev nostalgikere, samt andre nysgerrige som af forskellige grunde ikke fik mulighed for at besøge Østeuropa før Berlinmurens fald. Det vrimler med lokalt KGB overalt i Transnistrien og den lokale kriminalitetsrate er absolut i bund, i forhold til det økonomisk kaotiske Moldova. Turisternes personlige sikkerhed er den højeste som findes i de post-kommunistiske lande. Ligeledes er gaderne i Tiraspol og andre byer altid pæne og nyfejede. Priserne i Transnistrien er meget favorable, og den lokale vin og cognac er kvalitetsmæssigt i absolut top, og kan sagtens måle sig med de franske mærker. Den lokale befolkning er venlig og imødekommende, men kun de færreste er engelsktalende. Befolkningen har fri adgang til internettet, så man kan ikke tale om et diktatur som det man kender fra Kina og visse muhammedanske lande. Transnistriens samfundsøkonomi minder nærmest om Lenin og Trotskij’s NEP-politik fra 1920'erne, med en blanding af stats og markedsøkonimi, og det ser ud til at det fungerer rimeligt godt, og den lokale befolkning er stolte af deres lilleputstat som tæller ca. 500.000 mennesker. Ikke for ingenting at Transnistrien i dag betragtes som Europas sorte hul, hvor 2 Verdenskrig endnu ikke er helt forbi. Europa kan i længden ikke være tjent med dette statslige kaos i dette område, og burde få løst dette problem på en pæn måde, ved at anderkende Transnistrien som et lille russisktalende Lichstenstein eller Andorra ved Dnjestrflodens bred. Moldova vil alligevel aldrig få noget godt ud af, fortsat at holde på den erklærede modvillige civilbefolkning i Transnistrien. Så længe Europa ikke kan finde ud af at løse sine egne statslige problemer, kan de heller ikke tro, at de kan slippe afsted med at fare rundt i de øvrige verdensdele og spille Karl Smart. Republikken Moldova er et af de fattigste lande i Europa, og standarden ligger under Bulgariens. Regeringen i Kishinev har givet Gaugaserne lokalt autonomi inden for den Moldaviske republik, og dette samarbejde fungerer godt, eftersom man aldrig hører en lyd derfra. Gaugaserne er et tyrkisk talende folk i Bessarabien, som kom dertil i Osmannertiden, og bor både i Moldova og den ukrainske Sortehavsprovins Budjak. Gaugaserne er gennem århundrederne blevet Russisk-Orthodoxe og er et meget fredeligt folkeslag. I modsætning til de baltiske lande, gik det efter 1991 meget trægt at omstille Moldova til de nye kapitalistiske tider, hvilket landet økonomisk lider under den dag i dag. Infrastrukturen er lokalt meget tilbagestående, især på landet, og arbejdsløsheden og lovløsheden er desværre høj. Ca. 1 million af landets godt 5 millioner store befolkning arbejder i udlandet. Ulykkeligvis er mange unge moldaviske kvinder blevet kidnappet til ufrivillig prostitution i Vesteuropa af den lokale mafia, hvilket kaster en sort skygge over landet. Frem til 1980-90'erne levede der lidt over 100.000 jøder i Moldova, men stort set alle er nu emmigreret til Israel og USA. I dag bor ca. 10000-15000 jøder i Moldova, overvejende i Kishinev og de lidt større byer.

Rumænien rejser sig langsomt fra asken.

I 1996 blev den borgerlige Constantinescu valgt som Rumæniens præsident. Inflationen var kommet ud af kontrol efter 1992, da Illiescu begyndte at omstille Rumænien til moderne markedsøkonomi anno 1990'erne. Kommunisterne havde i 1949 fastfrosset lønningerne og priserne ud fra status quo af 1938. Ligeledes var der ikke trykt nye pengesedler siden omkring 1972, da Ceausescu ikke ville vide af inflation i sit private kejserrige.Det lykkedes med stort held for Constantinescu og den rumænske nationalbank, at skære stort set alle inflationens nuller af den rumænske Lei, som i dag må betragtes som en rimelig stabil valuta. Rumænien var uden held begyndt at gøre tilnærmelser til EU og NATO, og Constantinescu opdagede mulighederne i den aldrende Kong Michael. Den meget diplomatiske Kong Michael havde siden 1947 holdt en lav profil og levet et stille familieliv som forretningsmand i Schweitz. Engang imellem havde han sammen med Dronning Anne deltaget som privatperson ved større fester i de europæiske kongehuse, men ellers passede kongefamilien sig selv. Siden 1947 havde den landflygtige kongefamilie rejst på kongelige græske pas, og efter den formelle græske afskaffelse af monarkiet i 1973, havde de rejst på danske kongepas, persomligt udstedt af Dronning Margrethe II. Efter 1990 havde kong Michael ladet den rumænske regering vide, at han gerne ville hjælpe sit land, hvis de bad ham om det. Illiescu havde ikke vist den store interesse, men det gjorde Constantinescu istedet.

I 1997 fik hele den rumænske kongefamilie sit statsborgerskab tilbage og ligeså rumænske rejsepas. Kong Michael har siden virket som kulturambassadør og lobbyist for den rumænske regering, og takket være hans store utrættelige og energiske indsats, har Rumænien siden 2000 opnået medlemskab i både NATO og EU. Noget som almindelige rumænske politikere ville have brugt mindst 20-30 år på. Som tak for sin store indsats har den rumænske regering givet Kong Michael alle sine ejendomme tilbage fra før 1947. Af økonomiske årsager, har Kong Michael dog kun taget imod Elizabethpaladset i Bukarest og Slottet i Savârsin i Transsylvanien mellem Arad og Deva, et slot han købte i 1943. Kong Michael og flere af hans døtre gør ligeledes et stort humanitært hjælpearbejde for Rumæniens forældreløse børn, og deres fond driver et af disse børnehjem. Politisk er Rumænien blevet mere stabilt end i de turbolente år i 1990'erne. Dog er der stadig store sociale problemer at løse, især blandt den 2 millioner store zigeunerbefolkning, hvis asociale nedarvethed ofte er til stor irritation for deres omgivelser. Siden Rumænien kom med i EU, har Danmark også periodevis i sommermånederne stiftet yderst uheldige bekendtskaber med visse omstrejfende zigeunertyper. Ceausescus gamle hofpoet Tudor står i spidsen for et moderne populistisk jerngardeagtigt nationalistparti kaldet “Det Storrumænske Parti”, et parti som drømmer om genskabelsen af mellemkrigstidens geografiske “Romania Mare”, og som ligeledes tordner imod ungarere, zigeunere og jøder. Partiet giver jøderne skylden for indførelsen af kommunismen i 1947 med en indirekte adresse til den berømt/berygtede Ana Pauker, som var af jødisk familie. I dag bor godt 18.000 jøder i hele Rumænien, mod godt 900.000 i 1939. Den jødiske Nobelprismodtager Elie Wiesel sagde for et par år siden under et besøg i sin barndomsby Sighet i Maramamures, at i 1940 levede der flere jøder i Sighet, end der gør i hele Rumænien i dag. Det Storrumænske Parti havde sin storhedstid omkring 1999-2000, men vælgernes interesse har siden været på kraftig retur. Ved forrige præsidentvalg blev den aldrende Illiescu genvalgt som præsident, og han har på sine gamle dage måtte anderkende de politiske resultater Kong Michael har opnået på vegne af Rumænien. Illiescu afløstes i 2007 af den populære Basescu, som af mange betragtes som den første repræsentant for et mere civiliseret Rumænien, noget som Kong Michael har ønsket for sit land gennem et langt liv. Den rumænske regering var ligeledes vært for det aldrende kongepars diamantbryllup i 2008, som i flere dage blev fejret på de gamle kongeslotte i både Sinaia og Bukarest. Spørgsmålet er om ikke Rumænien i virkeligheden ville være bedst tjent med et konstitutionelt monarki, da en konge i princippet er konge for alle undersåtterne, uanset hvilke folkeslag de måtte tilhøre. Selvom kun ca. 20-25% af befolkningen formelt ønsker monarkiet genindført, tiljubles den gamle konge og hans familie overalt hvor de viser sig i Rumænien. Man kommer næsten til at tænke på den sidste sachsiske konges berømte ord, kort efter abdikationen ved monarkiets fald i Tyskland i 1918, da de gode sachsere fortsat hyldede deres gamle konge: “Ihr seid mir nette Republikanen”! På dansk: “I er en flok kønne republikanere”!

Mads Nörregaard Nielsen   Besøg evt = www.Siad.dk 






Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE