TILLADTE TANKER ENDNU
TILLADTE TANKER ENDNU www.advarselspartiet.dk

TILLADTE TANKER,DER IKKE ER FORBUDT ENDNU.

STØT YTRINGSFRIHEDEN - GØR NOGET - BESØG
www.durban2.dk

i mens i besøger durban2,så vil jeg nyde ytringsfriheden,medens det endnu er lovligt,på mine 6 hjemmesider,som er

www.pokerpartiet.dk
www.oplysningspartiet.dk
www.fornyelsespartiet.dk
www.forsvarspartiet.dk
www.sagenskerne.dk
www.advarselspartiet.dk 

Her vil jeg nyde,at skrive om virkeligheden som jeg ser den ??? Husk det tilladt at printe sider ud,fra mine 6 hjemmesider,som oplæg til den ugentlige debat,derhjemme i familien. OG HUSK.det er tilladt,at være DYBT UENIG med mig.  I mens i gør det,så vil jeg nyde,at jeg kan besøge disse links på internettet.

www.siad.dk
www.kvinderfordanmark.dk
www.islam-info.dk
www.Sappho.dk
www.spydet.blogspot.com

www.amine.dk
www.uriasposten.net
www.weekendavisen.dk
www.nomos-dk.dk
www.kvinderforfrihed.dk

www.kristeligtdagblad.dk
www.jyllandsposten.dk
www.hannedahl.eu
www.dksamling.dk
www.dendanskeforening.dk

ANGREBET PÅ YTRINGSFRIHEDEN OG EUs 27 NATIONALSTATER KOMMER FRA )) FN (( HVOR OICs 57 MUSLIMSKE LANDE HAR OVERTAGET FLERTALLET.BESØG SELV www.durban2.dk

Således har FN organet og dets underafdelinger i Danmark afskaffet Kristi Himmelfartsdag, og i stedet lavet den muslimske Eid om til helligdag skråstreg fridag.

Dette er altså dagens Danmark: al vor kultur og kristne helligdage skal altså vige for den islamiske ditto, og ingen råber op.

Ikke fordi det heller ville hjælpe alverden, for ve den stakkels medarbejder der tillod at brokke sig, så er man jo i godhedsindustrien nærmest udråbt som racist og menneskefjendsk. Det ,at der ikke er nogen der brokker sig ,er vel logisk nok ovenpå 30 års udskamning af bekymrede og indvandrerkritiske Danskere.

Og resultatet for Danmark og Danskerne ja det ser vi nu, desværre nok bare kun begyndelsen af fjernelsen af Dansk kultur og kristendom fra Danmark, ligesom man ligeledes gør i alle de andre europæiske lande. Vi skal med vold og magt påtvinges islam, for det er der hunden er begravet.

For har vi nogensinde taget hensyn til vore Jødiske medborgeres religiøsitet eller Buddhisternes for den sags skyld? Nej blandt andet fordi de grupper altid har indordnet sig i dette samfund. Det gør islam ikke, tværtimod islam vil regere, også over deres lidt naive værter, i dette tilfælde os.

Tiden er inde til at sætte foden ned nu, for med EU's masen på for at få 20 mio. flere muslimer ind i Europa, er det kun et spørgsmål om en kortere årrække før alt er for sent.

Spørgsmålet er om vi har tid til at vente mere efterhånden.

Læs mere i kristeligt dagblad.

www.durban2.dk afholdes ( i april 2009 ) i  FN ,og det bliver spændende at se,om vores Udenrigsminister Hr PER STIG MØLLER Står i spidsen for den delegation,der på GLOBALT PLAN stemmer for,at ytringsfriheden skal bringes under RELIGIØS OVERHØJHED OG KONTROL af islam ???

Endnu er denne side ikke blevet kontroleret af et religiøst kontrolorgan som i IRAN,hvor ( Vogternes råd ) kontrolerer ,om de politiske love er i overens-stemmelse med shariaen,men vi vil blive meget klogere  ( i aptil 2009 ) når FN har afholdt sit durban2 møde.

TILLADT LÆSNING ENDNU

spacer.png, 0 kB
Historie-nu.dk





Glemt din adgangskode ?
Har du ingen konto endnu ? Opret en konto
Skal Danmark ændre sin udenrigspolitik som konsekvens af bomben i Islamabad?
 

Hvem er online

Vi har 1 gæst online

Samarbejdspartnere

litteraturnu-logo

RSS 0.91
RSS 2.0
ATOM 0.3

spacer.png, 0 kB
spacer.png, 0 kB

07/10-2008: Historie-nu.dkarrowAnmeldelserarrowÅrgang 2008arrow Uhellig alliance
Uhellig alliance UdskrivE-mail
Af Preben Etwil   
23/05-2008
En uhellig alliance
Anmeldt af Preben Etwil
"Bogen påviser med tydelige kilde­henvisninger, at der eksisterede et endog yderst hjerteligt forhold mellem Stor­muftien og ledende nazister så som Eichmann og Heydrich. Holdningen til den totale jødeudryddelse var absolut sammenfaldende. Stormuftiens jødesindelag var på ingen måde afvigende fra de forbryderiske og rabiate nazistiske synspunkter på området."
Anmeldelse af Klaus-Michael Mallmann og Martin Cüppers: Halvmåne og hagekors. Det Tredje Rige, araberne og Palæstina, Informations Forlag 2008
Det er en kendsgerning, at inden for historie- og islamforskningen har forbindelsen mellem de tyske nationalsocialister og de arabiske muslimer helt frem til i dag kun været genstand for en meget begrænset og lidet kvalificeret opmærksomhed. Det råder denne tysk oversatte bog bod på. 
 
Bogen dokumenterer et hidtil underbelyst aspekt af Anden Verdenskrig: Forbindelsen mellem Nazityskland og den arabiske elite før og under krigen. Bindemidlet var en ekstrem antisemitisme og en grænseløs foragt for parla­men­tarisme, retsstatslighed, universelle menneskerettigheder og sekulære forfatninger. Dertil skal lægges kampen mod meningsfrihed og pluralisme. Når dette så samtidig bliver sammenholdt med den fælles forherligelse af autoritarismen samt mytologisk dyrkelse af nationen og folket var den åndelige forbrødring gjort fuldkommen: ”Som beskrevet var det netop de diktatoriske træk, førerkulturens aggressivitet og frem for alt jødehadet, der gav Det Tredje Rige popularitet i dele af den arabiske og islamiske verden”. 
 
Bogens genstandsfelt bevæger sig på to planer. Det ene plan foregår på det ideologisk religiøse niveau, hvor nazisme og islam - repræsenteret af henholdsvis Adolf Hitler, Tysk Rigskansler, og Amin el-Husseini, Jerusalems Stormufti - slås sammen i ét og samme politiske hartkorn. Det andet plan som bogen bevæger sig på, er de konkrete historiske hændelser i perioden 1920 – 1948 der bl.a. omfatter Palæstinas besættelse og opdeling, Storbritanniens koloniadministration, folkelig og voldelig arabisk opstand mod mandat­magten, Tysklands og Englands forskellige Afrika-krige, italienske ”krigs­helte”, samt Israels oprettelse i 1948. 
 
Der kan ikke være tvivl om, at der er elementer i islam, som står i et skærende mod­sætnings­forhold til et moderne, sekulært samfund, især når islam bliver tolket så bogstavtro, som den gør i disse år. Problemet er imidlertid, at det har den altid gjort. Det fører bogen et udmærket bevis på. Bogen beskriver i detaljer palæsti­nenser­nes, og især deres lederes, retorik og terror mod jøderne, men – det bør man bemærke sig – også mod egne muslimske afvigere. Under opstanden mod englænderne i perioden 1936-39 praktiserede de palæstinensiske ledere i egne kontrollerede områder en yderst hårdhændet politisk-religiøs praksis: ”På grund af den massive interne terror blev udviklingen hen mod et borgerligt samfund i den arabiske del af Palæstina brat afbrudt. Den arabiske sfære skilte sig af med retsstaten, koblede sig fra den britiske mandatforvaltnings juridiske system og fældende domme efter eget forgodtbefindende ved hjælp af grænseløs vold. Oprørene påtvang samfundets deres vilje, erstattede love med vilkårlighed og skabte rettighedsløse zoner i de områder, de havde ”befriet”. De sidste rester af pluralitet og meningsfrihed gik til grunde og gav plads til afpresning og intimidering, censur og meningsterror. Der blev etableret overvågnings- og sikkerhedssamfund, der gik på jagt efter ”fjender af revolutionen” og ”uislamiske” afvigere”. Denne type af rædsler er der jo hørt om før i revolutions­historien. En opstand mod vold og undertrykkelse der er endt i et endnu større volds- og rædselsregime. Det dårlige blev skifte ud med det virkelig slemme. Man gik så vidt, at man bl.a. med vold påtvang hele den arabiske befolkning, at de skulle bære den samme hovedbeklædning som oprørene – kaffieh og agal (tørklæde og dobbelt snor). Bogen fortsætter: ”Parallel med denne udvikling tvang oprørerne de arabiske kvinder – selv blandt de kristne af dem – til at afstå fra at gå i vestligt tøj og til at dække deres ansigt til. Kvinder, der nægtede at gøre det, blev kaldt ludere, og man rev deres hatte af”. Man synes, at man har hørt det før, disse bizarre demokratiske handlemåder. Det får også forfatterne til at konstatere: ”Således synes det ikke helt uvæsentlige faktum, at islam ganske enkelt ikke har haft nogen oplysningstid, ikke at spille nogen rolle for mange arabister”.
 
Da man historisk ved, at jøderne i allerhøjeste grad også anvendte modterror mod den palæstinensiske civilbefolkning, virker bogen, trods sit store dokumentations­materiale, noget ensidig i sin fortolkning af den jødiske-palæstinensiske konflikt.
 
Bogen påviser med tydelige kilde­henvisninger, at der eksisterede et endog yderst hjerteligt forhold mellem Stor­muftien og ledende nazister så som Eichmann og Heydrich. Holdningen til den totale jødeudryddelse var absolut sammenfaldende. Stormuftiens jødesindelag var på ingen måde afvigende fra de forbryderiske og rabiate nazistiske synspunkter på området. Det fremgår tydeligt af en tale som han holdt i april 1943, og hvor han må have haft et personligt kendskab til de tyske udryddelseslejre: ”Man kan sammenligne jøderne med smittebærende insekter. Når man er på god afstand af dem, kan man foranlediges til at tro, at det drejer sig om fredelige dyr, men bliver man stukket af dem og smittet af sygdommen, så hjælper kun radikale midler […] Det ville være yderst fornuftigt at give jøderne som gave til de lande, hvis folk forsvarer dem. Så ville disse folk hurtigt komme til at kæmpe på vores side […] Tyskland er også det eneste land, der endelig har besluttet sig for at bringe jødespørgsmålet ud af verden. Det interesserer selvfølgelig i særdeleshed den arabiske verden […] Indtil nu har alle måtte kæmpe mod denne fare alene – nu bekæmper vi den i fællesskab. Således vil vi også nå vores mål i fællesskab”. Det er i bund og grund nogle hårrejsende betragtninger, og man kan, som bogens forfattere, undres over at Stormuftien efter krigen afslutning fuldstændigt undgår en international under­søgelse og retsforfølgelse af disse utvetydige forbryderiske synspunkter.     
 
Bogen afviser kategorisk, at arabernes kollaborationsvillighed med Nazi­tyskland alene skulle være baseret på en ren opportunisme, om at alliere sig med sin fjendes fjende, og at de ikke skulle have været opmærksomme på Nazismens sande karakter. Bogen dokumenter tydeligt, at de palæstinensiske ledere var endog særdeles villige til at bidrage til den endelige løsning af jødespørgsmålet, hvis de fik magt som de havde agt. De religiøse og politiske ledere i Palæstina var i høj grad i stand til at radikalisere fortolkningen af Koranen, således at kampen mod jøderne – i alliance med Nazityskland – samlet set kunne betragtes som et anliggende, der tjente en højere sag.
 
Uden at dyrke den kontrafaktiske historieskrivning alt for meget, var der meget der pegede på, at det kunne have været gået grumme galt for verdens jøder, hvis den tyske plan om at ”befri” Palæstina var lykkedes. Rommels pansertropper stod ved Egyptens grænse, og ventede bare på en tysk knibtangsmanøvre over Kaukasus, Iran og Irak for at kunne smide englænderne i havet: ”Der kan ikke herske nogen tvivl om, at araberne efter Rommels succesfulde offensiv i 1942 havde konkret forventning om, at tyskerne i den nærmeste fremtid ville marchere ind i regionen”. Nu gik krigens gang som bekendt noget anderledes, da tyskerne herefter begyndte at få ganske store problemer på alle dens fremskudte frontafsnit.
 
Kendsgerningen er, at de palæstinensiske ledere både politisk og moralsk satsede hele butikken på at få den engelske mandatmagt ud af området for at blive herre i eget hus, og – og det må ikke glemmes – at udrydde jøderne på deres eget territorium. Krigens udfald betød imidlertid at de tabte hele butikken. Det gør man som bekendt, når man holder med taberne. Det er både det politiske livs og krigens logik. Den uhellige jødeudryddelsesalliance mellem nazisterne og palæstinenserne gjorde det for FN uundgåeligt, at arbejde hen mod en to-statsløsning, frem for en todelt et-statsløsning, som var på dagsordnen før Anden Verdenskrigs udbrud (Balfour-erklæringen). Hverken et- eller to-statsløsningen ville araberne kendes ved eller acceptere, og det udløste straks en krig mod den nyoprettede stat, der imidlertid endte i et totalt arabisk sammenbrud på krigsskuepladsen.
 
Et mægtigt flygtningeproblem opstod i kølvandet på krigen, kraftigt forstærket af at det var araberne selv, der opfordrede deres arabiske brødre til at forlade Israel midlertidigt, så de kunne blæse jøderne i havet. Som bekendt gik det anderledes, men flygtningeproblemet er den dag i dag ikke løst – og er fortsat hovedkilden til konflikten mellem Israel og den arabiske verden: ”Grundlæggelsen af staten Israel og nederlaget, som man ikke troede muligt, antændte blot jødehadet yderligere og radikaliserede hele den arabiske verden […] Efter 1945 havde disse holdningers fortsatte beståen vidtrækkende konsekvenser for de gamle jødiske menigheder i de arabiske lande. I årevis efter det tyske nederlag i verdenskrigen var der mange steder antijødiske optøjer. For jøderne i de arabiske lande faldt udsigterne til et rimeligt liv fra hinanden. I perioden mellem slutningen af 1940erne og begyndelsen af 1950erne var der masseudvandring, frem for alt til Israel. Af de engang 300.000 jøder i Marokko blev kun 18.000 tilbage i landet; af de 55.000 yeminitiske jøder var det kun 1.000, der blev. Af 135.000 algeriske, 125.000 irakiske og 75.000 egyptiske jøder var der kun få hundrede, der fortsatte tilværelsen i deres hjemlande”.   
 
Bogen er på mange måder ganske uhyggelig læsning. Den viser nogle aldeles utiltalende sider ved den palæstinensiske befrielseskamp, og den islamiske demokrati­forståelse – eller mangel på samme. Meget sympati bør tilfalde palæsti­nens­ernes kamp mod jødiske overgreb. Men ingen andres forbrydelser, hvor bestialsk de end måtte være, kan retfærdiggøre egne forbrydelser.
 
Man kan med rimelighed betragte denne undersøgelse som et historisk partsindlæg – om end som et nødvendigt partsindlæg. Især er den et udmærket korrektiv til en alt for unuanceret venstrefløjsidyllisering af befrielseskampen. I alt for lang tid har denne mørke side af den arabiske historie i den politiske korrektheds navn været hengemt i det man kunne kalde tavshedens spiral. Nu er forholdet endeligt gravet frem fra de historiske gemmer, og det er befriende at komme videre i sagen på et oplyst grundlag.
 
Man kan ikke bare afvise undersøgelsen som zionistisk propaganda. Det er den alt for velunderbygget til. Det kan godt være, at nogle ikke kan lide at få at vide, det som de læser i denne bog, men hvis det skal modgås på en kvalificeret måde, må der kræves nye udbyggende historiske undersøgelser. Bogen vil derfor forhåbentlig inspirere andre historikere til at undersøge både sagens bredde og dybde. Der kan med garanti findes nye spændende vinkler på denne mørke sag.
 
Sluttelig kunne man ønske sig, at bogen blev læst af andre end en smal gruppe af særligt historieinteresserede. Det fortjener den faktisk. Den forener nemlig historisk viden og erfaring med nutidig refleksion. Halvmåne og hagekors handler dybest set om hvordan to totalitære politisk-religiøse systemer finder sammen i en uskøn alliance vendt mod demokrati og pluralisme.













Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE